Wishy tager et tydeligt skridt frem på Nature’s Pill, hvor det amerikanske indie-rockband skærer noget af debutens shoegaze-tåge væk og i stedet går mere direkte efter sangene. Resultatet er et album, der føles lettere på overfladen, men rammer hårdere følelsesmæssigt.
Pladen udkommer 2. oktober 2026 via Winspear, og meget tyder på, at bandet her har fundet en mere præcis version af sig selv. Hvor Triple Seven lænede sig ind i drømmende teksturer og en mere svævende fornemmelse, er Nature’s Pill bygget op omkring klarere melodier, fastere hooks og en sangskrivning, der virker mere sikker i sine valg.
Ung længsel uden at blive nostalgisk på den dovne måde
Der er noget næsten øjeblikkeligt genkendeligt over Wishys udtryk her. Kevin Krauter og Nina Pitchkites, som ifølge kildematerialet først lærte hinanden at kende i high school, skriver sange, der lyder som følelseslivet i den periode, hvor forelskelser, venskaber og fejltagelser fylder alt. Det er ikke ungdom skildret som stor myte, men som en konkret følelsestilstand: intens, lidt klodset og helt opslugende.
Det stærke ved Nature’s Pill er, at albummet ikke forsøger at gøre den erfaring større eller mere dramatisk, end den behøver være. Wishy arbejder i stedet med den særlige blanding af håb, begær, hjertesorg og rastløs energi, som altid har været benzin for god guitarpop. Det giver pladen en romantisk kerne, som er svær at stå for, netop fordi den ikke bliver overspillet.
Fra shoegaze-dis til skarpere indie-rock
Musikalsk bevæger Wishy sig stadig i et felt, hvor powerpop, indie-rock og 90’er-referencer flyder naturligt sammen. Men på Nature’s Pill er sangene tydeligere tegnet op. Der er stadig tekstur og luft i lydbilledet, men melodierne står renere frem, og arrangementerne virker mindre optagede af stemning for stemningens skyld.
Det klæder bandet. For når Wishy skruer lidt ned for det drømmende slør, bliver det også lettere at høre, hvor gode de faktisk er til hooks. Kildematerialet peger på, at det er de reneste melodier i bandets karriere indtil nu, og det lyder troværdigt. Den slags er ikke bare et spørgsmål om at skrive noget fængende, men om at vide præcis, hvornår et omkvæd skal åbne sig, og hvornår en linje skal afleveres med lidt mere bid.
Bandkemi, der løfter sangene
En væsentlig del af albummets styrke ligger også i samspillet. Krauter og Pitchkites fremstår som et mere sammentømret makkerpar, og det smitter af på hele pladen. Når vokalerne skifter hænder eller lægger sig oven på hinanden, får sangene en bevægelse, der gør dem mere levende end den gennemsnitlige indie-rockudgivelse i samme felt.
Samtidig fremhæver kildematerialet bidragene fra guitarist Dimitri Morris, bassist Mitch Collins og trommeslager Conner Host, og det giver mening. Den type musik falder hurtigt til jorden, hvis rytmesektionen bare holder sig pænt i baggrunden, eller hvis guitarerne nøjes med at levere korrekt stilfornemmelse. Her virker det i stedet, som om bandet har fundet en fælles puls, hvor energi og præcision går hånd i hånd.
Numre som “All The Rage”, “Mona Lisa” og “Sensational” bliver beskrevet som centrale nedslag på pladen, og især det sidste lyder som et godt eksempel på, hvad Wishy kan, når de balancerer på kanten af noget, der kunne være pastiche. Den balance er svær. Referencer til både 90’ernes chart-rock, skæv indie og mere twee-orienteret guitarpop kan hurtigt blive en collage af gode smage. Men hvis sangene holder, bliver referencerne en styrke i stedet for en krykke.
Et album, der tør være oprigtigt
Det mest sympatiske ved Nature’s Pill er måske, at Wishy tør være oprigtige. Ikke på den tunge, bekendende singer-songwriter-måde, men i den lettere, mere umiddelbare form, hvor forelskelse, længsel og håbløs optimisme får lov at stå uden ironisk sikkerhedsnet.
Det er faktisk sværere, end det lyder. Meget moderne indie-rock er enten så selvbevidst, at følelserne mister vægt, eller så stilfikseret, at sangene ender som veludførte øvelser i genrebevidsthed. Wishy rammer et mere sjældent punkt, hvor musikken både føles kærlig over for sine forbilleder og tilstrækkelig sikker på sig selv til ikke bare at være retrodyrkelse.
Hvis debuten viste et band med tydeligt potentiale, lyder Nature’s Pill som pladen, hvor det potentiale bliver omsat til noget mere overbevisende. Ikke nødvendigvis fordi Wishy opfinder noget nyt, men fordi de bliver bedre til det gamle håndværk: melodier, kemi, timing og følelsen af, at en sang kan få verden til at virke lidt mindre håbløs i tre minutter ad gangen.
Det er ikke nogen lille kvalitet. Tværtimod. Når guitarpop fungerer på det her niveau, handler det ikke om nostalgi som pynt, men om at ramme den sitrende følelse af at være ung nok til stadig at tro på, at det hele kan væltes af et crush, et breakup eller den rigtige sang i radioen. Hvis Nature’s Pill holder det niveau hele vejen, kan Wishy meget vel stå med deres hidtil stærkeste album.
