Det mest interessante ved No Nas debutalbum Island Girl er ikke, at den indonesiske kvartet kan skrive polerede popsange. Det kan de. Det interessante er, at de allerede på første album lyder som en gruppe, der har forstået, at identitet ikke bare er pynt oven på musikken, men selve motoren i den.
Albummet, der udkommer 19. september via 88rising, er ifølge NME bygget op omkring to tydelige spor: den ene halvdel læner sig markant ind i gruppens indonesiske baggrund, mens den anden i højere grad dyrker 80’er-farvet pop og R&B. Det kunne let være blevet en splittelse, der trak albummet fra hinanden. I stedet bliver det mest af alt et tegn på, hvor meget No Na allerede har gang i.
Den første halvdel har mest personlighed
Hvis man skal pege på, hvor Island Girl for alvor skiller sig ud, er det i de sange, hvor kultur, attitude og popinstinkt smelter sammen. NME fremhæver blandt andet “Honk!” og “Work” som numre, hvor gruppens indonesiske referencer ikke bare nævnes, men høres direkte i musikken. Især brugen af det traditionelle ceng-ceng-instrument på “Work” lyder som den slags detalje, der kan gøre en ellers stramt produceret popsang mere fysisk og egenartet.
Det er den slags greb, der betyder noget. Ikke fordi enhver popgruppe partout skal lyde “lokal” for at være interessant, men fordi No Na her undgår den internationale popfælde, hvor alt glattes så meget ud, at kunstnerens ophav bliver reduceret til markedsføring. Når gruppen i stedet lader sproglige og musikalske markører stå tydeligt frem, får sangene mere karakter.
Det gælder tilsyneladende også på det mere afslappede “Seafood Diet”, som NME beskriver som et af albummets højdepunkter. Her er det ikke nødvendigvis konkrete instrumenter, men en let, ø-præget stemning, der bærer identiteten frem. Det er en vigtig forskel: kultur behøver ikke altid blive leveret med store neonpile for at kunne mærkes.
Bagenden er stærk pop – men mindre særpræget
Albummets anden halvdel beskrives som mere klassisk orienteret mod 80’er-inspireret pop og R&B. Det er ikke en svaghed i sig selv. Tværtimod lyder det, som om No Na også her har styr på håndværket. “Durian” bliver fremhævet som et særligt vellykket dance-pop-nummer med klare linjer tilbage til Whitney Houstons “I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)”, og NME peger specifikt på Esther og Baila som vokale højdepunkter.
Det er ros, der forpligter. At blive målt mod den type stor, melodisk 80’er-pop kræver både præcision, overskud og evnen til at sælge et omkvæd uden at oversynge det. Hvis “Durian”, “Dizzy” og “Chaser” faktisk leverer på det niveau, siger det noget om, at No Na ikke kun har en god idé – de har også popteknikken til at føre den ud i livet.
Men her ligger også albummets lille problem. Når de kulturelle særtræk træder et skridt tilbage, bliver No Na mere afhængige af, at sangene alene kan bære oplevelsen. Ifølge NME er der meget lidt fyld på pladen, men de senere numre har ikke helt samme charme som den første halvdel. Det lyder troværdigt. God pop kan være effektiv, men det er ofte de skæve detaljer, der gør, at man vender tilbage.
Når blandingen lykkes, bliver No Na virkelig spændende
Albummets titelnummer lyder som et godt eksempel på, hvor gruppen for alvor rammer plet. “Island Girl” beskrives som en bittersød sang om første kærlighed, hvor synthpop, strandstemning og et skift over i en mere sørgmodig balladeform giver nummeret flere lag. Omkvædet med “santai di pantai” virker på papiret som den slags linje, der enten kan føles påtaget eller fuldstændig uimodståelig. Her lyder det heldigvis som det sidste.
Det samme gælder “Party In The +62”, hvor No Na ifølge anmeldelsen kaster sig over new jack swing og samtidig leger med sprog, attitude og flirt. Den slags numre peger på noget mere interessant end bare endnu et velproduceret pigegruppealbum: en gruppe, der forstår, at pop bliver sjovere, når den tør være specifik.
Det er i øvrigt værd at hæfte sig ved, at NME ikke beskriver albummet som ujævnt i klassisk forstand. Snarere som et album med to retninger, der endnu ikke er helt smeltet sammen. Det er en vigtig nuance. Der er forskel på et debutalbum, der famler, og et debutalbum, der næsten har for mange gode idéer.
Et debutalbum, der lover mere end det afslutter
Island Girl lyder ikke som et færdigdefineret manifest. Det lyder som begyndelsen på noget. Smart tracklisting og stærke enkeltnumre får ifølge NME albummet til at hænge sammen, selv om skellet mellem de to halvdele er tydeligt. Det er ikke nødvendigvis et problem på et debutalbum. Tværtimod kan det være mere lovende end et alt for strømlinet første udspil.
For det mest lovende her er ikke bare, at No Na kan lave sange uden svage led. Det er, at deres bedste øjeblikke peger mod en version af international pop, der både er catchy, musikalsk kompetent og kulturelt forankret uden at gøre et stort nummer ud af det. Hvis de på næste udgivelse får de to sider af deres lyd til at smelte endnu mere naturligt sammen, kan det her meget vel være første skridt mod noget langt større end en lovende debut.
Kilde: NMEs anmeldelse af Island Girl.
