Riff Wood er stadig tydeligt rundet af Green Day, men på deres nye album Butterfly In Black And White forsøger den unge trio fra Utah også at skubbe sig væk fra ren kopi og hen imod et mere eget udtryk. Det fortæller bandet i et nyt interview med NME, hvor de samtidig sætter ord på arbejdet med producer Rob Cavallo – manden bag blandt andet Green Days Dookie og American Idiot.
Albummet er netop udkommet som Riff Woods andet fuldlængdealbum, og ifølge bandet selv er ambitionen ikke bare at skrive energiske guitarnumre med teenagebid. Pladen skal også rumme en idé om håb i en tid, de oplever som præget af mørke og uro.
Det er en klassisk poppunk-fortælling i moderne udgave: tre venner, der fandt sammen om lysten til at starte band, først tændt af Netflix-serien Julie And The Phantoms og siden for alvor cementeret, da de hørte Green Days Dookie. Særligt “Basket Case” blev ifølge Carson Groves sangen, der trak dem ind i rockmusikken.
Fra Green Day-rødder til et bredere udtryk
Riff Wood lægger ikke skjul på, hvor de kommer fra. Debuten Tough Luck var ifølge bandet selv mere rendyrket poppunk, mens Butterfly In Black And White skal vise et mere modent og musikalsk nysgerrigt band.
I interviewet peger medlemmerne på, at de denne gang har arbejdet mere med akkordforløb, skæve taktarter og nye emner i sangskrivningen. Samtidig nævner de inspirationskilder som Radiohead, The Beatles, The Police, Van Halen, Oasis, Tré Cool og Travis Barker. Det er et ret bredt katalog, men også et meget genkendeligt billede af et ungt band, der er vokset op med streaming og derfor ikke nødvendigvis tænker i snævre genregrænser.
Netop den udvikling er interessant, fordi mange yngre guitardrevne bands i de senere år har balanceret mellem revival og fornyelse. Poppunkens comeback på TikTok gav genren ny synlighed, men ofte også et nostalgisk filter. Riff Wood virker bevidste om den fælde. De ved godt, at Green Day-sammenligningen hænger ved, men de forsøger samtidig at skrive sig ud af den.
Rob Cavallo giver projektet tyngde
Det mest opsigtsvækkende navn omkring albummet er uden tvivl Rob Cavallo. Hans CV er tungt nok i sig selv: Green Days Dookie og American Idiot, Paramores Brand New Eyes og My Chemical Romances The Black Parade. Når et ungt band med tydelige poppunk-rødder får lov at arbejde med netop ham, er det svært ikke at læse det som en markant blåstempling.
For Riff Wood har samarbejdet også haft en mere konkret betydning end bare symbolværdi. Ifølge Carson Groves har Cavallo presset dem til at levere stærkere takes, men samtidig lært dem, at for mange gentagelser kan dræne en sang for ægthed. Den tanke passer godt til den type musik, Riff Wood gerne vil lave: direkte, melodisk og drevet af energi frem for perfektionisme.
Det er i øvrigt en pointe, der klæder et band som dette. Poppunk fungerer sjældent bedst, når alt er slebet helt glat. Genrens styrke ligger ofte i fremdrift, kant og følelsen af, at sangene er spillet af mennesker, ikke bygget som sterile konstruktioner.
Et album om dualitet og håb
Titlen Butterfly In Black And White peger ifølge bandet på pladens gennemgående idé om dualitet – det lyse og det mørke, det håbefulde og det tunge. Coveret udspringer af et foto, Carson Groves tog af spildt mælk før en øver, som gruppen syntes lignede en sommerfugl. Da de begyndte at undersøge symbolikken i en sort-hvid sommerfugl, fandt de både betydninger knyttet til held og til død og ulykke. Den spænding blev et naturligt billede på albummet.
Det mest centrale udsagn i NME-interviewet handler dog ikke om æstetik, men om generationserfaring. Hyrum Russon siger direkte, at bandet vil give håb til deres generation. Det er en enkel formulering, men også en ret præcis beskrivelse af, hvad mange unge rock- og poppunkbands forsøger lige nu: at lave musik, der anerkender mismodet uden at dyrke det.
Groves understreger samtidig, at albummet ikke er politisk i traditionel forstand, men at det bærer et budskab om, at tingene nok skal gå. Det kan lyde enkelt, men i en tid hvor meget ungdomsmusik enten læner sig ind i ironi eller total undergangsstemning, er det faktisk en ret tydelig position.
Riff Wood ser en ny rockgeneration tage form
Bandet beskriver også en gryende scene omkring sig med navne som The Paradox, Trueblood, The Cherry Bombs og Willowake. Samtidig mener de, at yngre lyttere søger mod 90’ernes og 00’ernes guitarmusik, fordi den stadig føles ægte. Det er ikke nogen ny observation, men den rammer noget reelt i tiden: jo mere musiklandskabet fyldes af algoritmer, content-logik og AI-debat, desto stærkere bliver længslen efter noget, der føles spillet, sunget og ment.
Riff Wood er næppe det band, der alene kommer til at definere en ny rockbølge. Men kombinationen af ungdommelig energi, klassiske poppunk-referencer og et samarbejde med Rob Cavallo gør dem værd at holde øje med – især hvis de formår at omsætte deres forbilleder til noget, der føles mindre som hyldest og mere som egen identitet.
Kilder:
