Linkin Park tager deres svære vej tilbage til scenen med ind i biograferne. Den nye dokumentar Linkin Park: Unshatter følger bandet gennem årene efter Chester Benningtons død og frem mod den nye begyndelse med Emily Armstrong som forsanger.
Filmen får premiere i biografer verden over den 30. september 2026 og er instrueret af Linkin Park-medlemmet Joe Hahn. Dokumentaren går bag kulisserne på et comeback, der begyndte længe før offentligheden i 2024 fik at se, hvordan bandets næste kapitel skulle se ud.
Kilde: https://www.unshattermovie.com/
Linkin Park begyndte arbejdet i 2022
Chester Benningtons død i 2017 satte Linkin Parks fremtid på pause. Dokumentaren følger bandets vej videre og viser blandt andet de tidlige studiesessioner fra 2022, arbejdet med comebackalbummet From Zero og tilbagekomsten til scenen.
Det var først i september 2024, at Linkin Park officielt præsenterede den nye formation med Emily Armstrong på vokal og Colin Brittain på trommer.
Dermed handler Unshatter ikke kun om selve comebacket, men også om den lange proces, der gik forud. Arkivmateriale, interviews, optagelser bag kulisserne og koncertbilleder skal tilsammen fortælle historien om et band, der skulle finde ud af, hvordan Linkin Park kunne fortsætte efter tabet af Bennington.
I traileren sætter Mike Shinoda ord på, hvor voldsom forandringen var for medlemmerne.
“Så meget af vores liv var blevet lagt i Linkin Park, og så brasede det hele bare sammen,” siger han.
Joe Hahn fortæller historien indefra
En af de særlige detaljer ved Unshatter er personen bag kameraet. Filmen er instrueret af Joe Hahn, der selv har været en central del af Linkin Park siden bandets tidlige år og samtidig har spillet en stor rolle i gruppens visuelle udtryk.
Hahn har blandt andet instrueret musikvideoer til Linkin Park-numre som Numb, Somewhere I Belong og Bleed It Out.
Denne gang retter han kameraet mod sit eget band og den periode, hvor medlemmerne forsøgte at samle brikkerne efter Benningtons død og samtidig finde en ny musikalsk retning.
Resultatet blev blandt andet From Zero, der udkom i november 2024 som Linkin Parks første studiealbum med Emily Armstrong.
Ny Linkin Park-udgivelse følger filmen
Dokumentaren bliver også fulgt af ny livemusik. Den 25. september udgiver Linkin Park Unshatter: Live In São Paulo, optaget under bandets comebackturné i Brasilien i 2024.
Fem dage senere, den 30. september, får Linkin Park: Unshatter premiere i biografer verden over.



