Nothing But Thieves har i dag, fredag 25. september, udgivet deres femte album Stray Dogs. Over for NME beskriver det britiske band pladen som et bevidst skridt væk fra det oplagte næste niveau efter 2023’s Dead Club City: mindre, mere instinktivt og mere menneskeligt.
Det er en interessant bevægelse for et band, der i praksis kunne have valgt den modsatte vej. Nothing But Thieves står et sted i karrieren, hvor større produktioner, flere lag og endnu mere arena-format ville være den forventelige udvikling. I stedet taler gruppen om at “subvert expectations” ved at skrælle ned og fokusere på sangene, samspillet og det fællesskab, der stadig er kernen under hele maskineriet.
Samtidig er Stray Dogs ikke tænkt som en nostalgisk tilbagevenden. Snarere som en statusopgørelse efter 10 år, hvor bandet ifølge interviewet har fået nok afstand til sig selv til at spørge, hvad der stadig føles ægte.
Et femte album, der går imod logikken
Ifølge NME blev Stray Dogs skrevet over fem måneder på landevejen og indspillet i det samme studie, hvor Nothing But Thieves lavede deres selvbetitlede debut fra 2015. Den detalje er mere end bare god symbolik. Den peger på et band, der aktivt forsøger at genfinde noget af den første impuls uden at lade som om, de er de samme musikere som dengang.
Conor Mason og resten af bandet beskriver titlen Stray Dogs som et billede på noget lettere forslået, sultent og instinktstyret – et band, der stadig ikke fremstår som en perfekt konstrueret maskine, selv efter fem album. Den selvforståelse klæder dem egentlig. Nothing But Thieves har altid haft et lidt rastløst forhold til deres eget format, og kataloget giver dem ret: Trip Switch, Amsterdam, Is Everybody Going Crazy? og Welcome To The DCC peger ikke i én lige linje.
Netop derfor giver det mening, når bandet siger til NME, at de er “a band that takes left turns”. For dem blev det uventede denne gang ikke at gøre mere, men at gøre mindre.
DIY-greb, crowd noise og færre lag
Det mest musikalsk interessante ved interviewet er måske ikke de store temaer om refleksion og taknemmelighed, men måden de er omsat til produktion. Bandet fortæller, at albummet er bygget som en slags drømmelogisk Nothing But Thieves-koncert, hvor sangene flyder over i hinanden, og hvor manipuleret publikumslyd fra deres egne shows er vævet ind i overgangene.
Det er et greb, der kan lyde som en lille detalje, men som faktisk siger meget om ambitionen. I stedet for at bruge live-elementer som ren staffage forsøger bandet at lade publikum være fysisk til stede i pladens lydverden. Det passer godt til idéen om Stray Dogs som et album om at finde sine mennesker – venner, familie, crew og fans – snarere end endnu en plade om at vokse sig større.
Den nye single #5 bliver i interviewet beskrevet som et nøglespor og et slags centrum for albummet. Her peger bandet på en enkel, næsten gammeldags sangskriverlogik: skriv en stærk sang og indspil den godt, uden at dekorere den så meget, at selve nummeret forsvinder. Det er en disciplin, flere moderne rockproduktioner kunne have godt af at genopdage.
Et band, der lyder mere trygt i sig selv
Der er også noget befriende i den måde, Nothing But Thieves taler om rockscenen omkring sig. Hvor mange bands tidligere havde travlt med at forsvare genrens relevans, lyder de her mere afslappede og mere generøse. I interviewet fremhæver de blandt andre Fontaines D.C., Amyl & The Sniffers, Bad Nerves, Geese og Fat Dog som eksempler på, at der stadig sker masser i guitarbaseret musik.
Det er ikke bare namedropping. Det afslører et band, der virker mindre optaget af at definere sig i opposition til andre og mere optaget af at finde sin egen plads. Den slags ro kan ofte høres i musikken, fordi den giver plads til bedre arrangementer og færre overforklaringer.
At de samtidig vender tilbage til debutens studie, men nu med en større accept af fejl og ujævnheder, er heller ikke uvæsentligt. Mange bands bliver teknisk dygtigere med årene, men mister noget friktion undervejs. Nothing But Thieves lader til bevidst at jagte det punkt, hvor erfaring ikke kvæler spontaniteten.
Små scener som mere end romantik
Interviewet rummer også en mere branchepolitisk pointe. Nothing But Thieves har markeret udgivelsen med intime koncerter og hemmelige shows, og bandet bruger anledningen til at tale om betydningen af grassroots-spillesteder. Det er et emne, mange musikere nævner i festtaler, men her er argumentet konkret: Det er på de små scener, bands lærer at være bands.
Den pointe er svær at være uenig i. Små venues er ikke bare charmerende rugekasser i romantisk forstand; de er praktiske træningsrum for sangdynamik, lyd, sceneautoritet og fejl, man helst skal begå, før man står foran tusindvis af mennesker. Når de rum forsvinder, opdager man det først for alvor mange år senere, når næste generation mangler steder at blive gode.
At Nothing But Thieves faktisk går tilbage og spiller de rum, giver udsagnet mere vægt end den sædvanlige støtteerklæring på afstand.
Fra intime shows til den største turné
Kontrasten bliver tydelig, fordi bandet samtidig forbereder deres hidtil største headliner-turné i Storbritannien, Europa og Nordamerika fra januar 2027. Ambitionen er ifølge NME at tage noget af følelsen fra de små rum med ud på de store scener og undgå, at koncerterne bliver så polerede, at det interessante forsvinder.
Det er i virkeligheden den røde tråd i hele Stray Dogs-fortællingen: et band, der er blevet stort nok til at vælge spektaklet, men som lige nu virker mere optaget af nærvær, sanghåndværk og menneskelig friktion. Det er ikke nødvendigvis den mest larmende karrieremanøvre. Til gengæld kan det meget vel være den klogeste.
Hør Nothing But Thieves på Spotify: https://open.spotify.com/search/Nothing%20But%20Thieves
Kilder:
