Charlie Green har bygget en karriere på noget, der på papiret lyder som en niche i en niche: EDM-poppede sange om indie-spil, memes og internetkultur. Alligevel er CG5 i dag en regulær digital megastjerne med over 10 millioner abonnenter på YouTube og yderligere millioner på TikTok. Nu forsøger han at udvide sit musikalske felt med sit andet album Gamer, der udkommer 16. oktober.
Det interessante er ikke bare, at han udgiver et nyt album, men hvordan han gør det. Hvor CG5 især er blevet kendt for højenergiske sange direkte knyttet til spil som Poppy’s Playtime, Among Us, Luigi’s Mansion og Minecraft, beskrives Gamer som et mere personligt projekt. Denne gang er sangene ikke først og fremmest bygget over konkrete spilfortællinger, men over stemninger og lydlige referencer fra spiluniverser, som han selv er vokset op med.
Fra viral niche til global liveforretning
CG5 er et godt eksempel på, hvor langt internettets musikøkonomi kan række, når en kunstner rammer sit publikum præcist. Hans sange er skabt til et publikum, der lever lige så meget i YouTube-klip, fandoms og Discord-tråde som i traditionelle musikmedier. Det er musik, der kan lyde som skolegårdens inside jokes, men som samtidig har vist sig stærk nok til at leve uden for algoritmerne.
Det er også derfor, historien er værd at tage alvorligt. Green er ikke bare en creator, der laver sjove sange ved siden af. Han har ifølge kildematerialet solgt headlinekoncerter ud verden over, og hans største numre har stream- og viewtal, som mange mere traditionelle popnavne kun kan misunde. Sangen “Sleep Well”, inspireret af Poppy’s Playtime, er eksempelvis blevet set mere end 310 millioner gange.
Den slags tal siger selvfølgelig noget om internettets appetit på fandom-musik. Men de siger også noget om håndværket. Man får ikke den rækkevidde alene på referencer. Der skal være hooks, produktion og en fornemmelse for, hvordan digital pop skal ramme hurtigt og hårdt.
Et album mellem Brat-æstetik og spilnostalgi
På Gamer forsøger Green at flytte sig uden at kappe forbindelsen til det publikum, der har båret ham frem. Ifølge interviewet var planen oprindeligt at lave et rendyrket hyperpop-album, inspireret af blandt andre 2hollis og den bølge af skramlet, glitrende elektronisk pop, der har fået ekstra medvind i kølvandet på Charli XCX’s Brat. I stedet valgte han at bygge sangene op omkring sine yndlingssoundtracks fra spil.
Det er i sig selv en ret skarp idé. Hyperpop og spilmusik deler ofte en appetit på kunstighed, overstyring, melodisk umiddelbarhed og følelsen af at være lidt for meget på den fede måde. Når Green kobler den æstetik med referencer til Street Fighter, Geometry Dash, Animal Crossing og The Legend of Zelda, rammer han et felt, hvor nostalgi og nutidig internetpop faktisk giver mening sammen.
Albummets numre peger i flere retninger: “I Don’t Like You” trækker på Street Fighter, “Go Go Go” beskrives som Black Eyed Peas møder Geometry Dash, “Lie & Lie” henter inspiration fra Animal Crossing, mens “Am I Allowed To Feel Love Now” er formet af Zelda-universet. Det lyder umiddelbart som et koncept, der kunne blive for smart for sit eget bedste, men CG5’s styrke har netop været at gøre meget specifikke nørdereferencer tilgængelige som pop.
Mere personlige tekster end publikum er vant til
Den største forskel ligger dog i teksterne. Hvor CG5 normalt skriver ud fra figurer, spilverdener og memes, kredser Gamer om et forhold i opløsning. Green siger selv, at historien ikke er direkte selvbiografisk, men inspireret af personer i hans liv. Det er et markant skifte for en sangskriver, der ellers har haft en klar fordel i at kunne gemme sig lidt bag fiktionen.
Det er faktisk en klassisk udfordring for kunstnere, der kommer fra stærkt konceptuelle miljøer: Når universet er så tydeligt, bliver det også et skjold. At skrive mere direkte om følelser kræver en anden form for præcision. Ikke nødvendigvis mere alvor, men mere mod. Hvis CG5 kan overføre sin sans for melodisk payoff og dramatisk opbygning til mere personlige sange, kan det blive det projekt, der gør ham større end sin niche.
Han peger også selv på balancen mellem eskapisme og genkendelighed. Hans publikum bruger ofte musikken som et frirum, og derfor forsøger han ikke at forlade det fantasifulde helt. Det er nok også klogt. De stærkeste stilskift sker sjældent ved at rive alt ned. De virker, når kunstneren tager sit publikum med et nyt sted hen uden at lade som om fortiden ikke fandtes.
CG5 er mere end en internetfodnote
Der er stadig en tendens til at undervurdere kunstnere, der kommer ud af YouTube-kulturen, som om de kun er biprodukter af en platform. Men CG5’s karriere peger på noget andet: en musiker, der tidligt fandt sit format, sit publikum og sin egen produktionsidentitet. Han begyndte med covers og remixes, men slog for alvor igennem med egne produktioner lavet i GarageBand på iPad. Den gør-det-selv-baggrund kan stadig mærkes i hele projektet. Ikke som amatørisme, men som en meget internetfødt forståelse af, hvordan musik, fandom og identitet smelter sammen.
At han nu forsøger at bygge bro mellem gaming-musik, hyperpop og mere personlige tekster, gør Gamer til mere end bare endnu en creator-udgivelse. Det er et forsøg på at bevise, at en kunstner godt kan komme fra meme-kulturen og stadig udvikle sig uden at miste sin kerne.
Hvis albummet lykkes, kan CG5 stå med noget ret sjældent: en plade, der både taler til hans eksisterende publikum og viser resten af poplandskabet, at internetmusik ikke behøver være en parentes.
