Dansk metal oplever i disse år en bemærkelsesværdig fremgang. Nye bands skyder frem, nichefestivaler vokser, og både branchefolk og dedikerede formidlere beskriver scenen som usædvanligt sund.
Det billede tegner sig i en ny artikel fra DR, hvor både Copenhell-direktør Jeppe Nissen, Sort Søndag-vært Jakob Slyngborg Trolle og folkene bag Odense Metalfest peger på den samme udvikling: Der er flere bands, større selvtillid og et publikum, der bliver bredere.
Det interessante er ikke kun, at metal stadig kan samle et trofast kernepublikum. Det nye er, at væksten også ser ud til at ske i de smallere hjørner af genren – fra dødsmetal og thrash til hardcore – samtidig med, at danske navne får mere international opmærksomhed.
Flere bands presser sig frem
DR nævner blandt andre Ædel Fetich, Speedslut, Nyredolk, NECKBREAKKER, Baest og SYL som eksempler på en scene, hvor nye navne bliver ved med at dukke op. Det er i sig selv et vigtigt tegn på en levende undergrund: Ikke bare at de etablerede bands holder niveau, men at der hele tiden kommer nye grupper til med ambitioner og identitet.
Jeppe Nissen siger til DR, at den danske metalscene er præget af både talent, ambitioner og selvtillid. Han kalder den ligefrem tilnærmelsesvis en guldalder. Den vurdering er værd at hæfte sig ved, fordi den kommer fra en central aktør i dansk metal, som gennem Copenhell har haft første parket til genrens udvikling i mere end et årti.
Jakob Slyngborg Trolle fra DR-podcasten Sort Søndag ser samme tendens. Ifølge ham er der både en kreativ og kommerciel opblomstring, og han peger på, at danske metalbands i stigende grad turnerer internationalt, også i USA, mens udenlandske metalmedier igen retter blikket mod Danmark.
Festivalerne vokser med scenen
Et af de mest konkrete tegn på fremgangen er festivalsiden. Odense Metalfest åbner fredag sin femte udgave, og ifølge festivalens mand bag, Jakob Schultz, er der både flere danske bands at booke og flere publikummer, der køber billet.
Festivalen begyndte med omkring 350 solgte billetter det første år. I år er tallet ifølge DR omkring 700 inden start. Det er en markant udvikling, især fordi festivalen ikke satser bredt, men har fokus på relativt hårde undergenrer som dødsmetal, thrashmetal og hardcore.
Netop det gør udviklingen interessant. Når en smal profilfestival kan vokse år for år, siger det noget om, at metallen ikke kun lever på de største navne og de mest publikumsvenlige bookinger. Der ser også ud til at være et voksende publikum til den mere kompromisløse del af scenen.
Copenhell er naturligvis den store danske mastodont på området, men mindre festivaler er ofte der, hvor man først mærker, om en scene reelt har dybde. Hvis fødekæden fungerer – fra øvelokaler og klubkoncerter til nichefestivaler og større platforme – er det som regel et sundhedstegn.
Publikum ændrer sig
DR taler også med 21-årige Julius Stisager fra Odense, som oplever, at der kommer flere mennesker til metalkoncerter – og også andre typer publikummer end tidligere. Den observation er vigtig, fordi metalmiljøet historisk har været stærkt, men også relativt afgrænset i sit udtryk og sin sociale kode.
Når flere nye mennesker finder vej ind i kulturen, kan det ændre scenen på flere niveauer: koncertmiljøet, bandenes muligheder, billetsalget og den generelle synlighed i bybilledet. Jakob Slyngborg Trolle bemærker med et glimt i øjet over for DR, at han ganske enkelt ser flere metal-t-shirts på gader og stræder.
Det kan lyde som en lille detalje, men subkulturelle markører i det offentlige rum siger ofte noget reelt om en genres gennemslagskraft. Når en musikscene bliver mere synlig uden for sine egne lukkede kredse, er det sjældent tilfældigt.
Hvorfor vokser metal netop nu?
Forklaringen er ikke entydig, men både Jakob Slyngborg Trolle og Jeppe Nissen peger i DR-artiklen på den tid, vi lever i. Trolle kobler fremgangen til en verden præget af uro og mangel på optimisme, hvor hård og kompromisløs musik kan fungere som et nødvendigt udtryk. Nissen fremhæver samtidig fællesskabet som en central del af metalmiljøets tiltrækningskraft.
Det er en analyse, der giver mening. Metal har altid kunnet rumme både aggression, afmagt, energi og samhørighed på én gang. Genren tilbyder ikke bare lydstyrke og tyngde, men også et socialt rum, hvor intensitet og fællesskab går hånd i hånd.
Hvis den danske metalscene virkelig står i en guldalder, er det derfor ikke kun på grund af flere bands eller flere festivaler. Det handler også om, at scenen lige nu virker til at have både kunstnerisk fremdrift, publikumsmæssig bredde og en kulturel relevans, som rækker ud over de mest indviede.
Det bliver de kommende år, der afgør, hvor varig bølgen er. Men lige nu peger meget på, at dansk metal ikke bare holder stand. Den udvider sit territorium.
