Suede er allerede godt i gang med opfølgeren til Antidepressants, og bandet peger selv på en ny, rå retning. I et interview med NME fortæller gruppen, at album nummer 11 er “deep into” skrivefasen, og at det foreløbigt bliver tænkt som tredje del af den trilogi, der begyndte med Autofiction og fortsatte med Antidepressants.
Det mest opsigtsvækkende er ikke bare, at der er nyt materiale på vej så hurtigt, men hvordan Suede selv forsøger at indramme det. Hvor Autofiction blev beskrevet som bandets “punk record” og Antidepressants som et post-punk-album, leger Brett Anderson nu med betegnelsen “anarcho-punk” om den kommende plade.
Det er en genrebetegnelse, han samtidig tager med et gran salt. Pointen er ikke, at Suede pludselig er blevet Crass, men at bandet igen søger en enkel, skarp ramme om et album, der skal forstås som en samlet verden snarere end en bunke enkeltstående sange.
Tredje del af Suedes aktuelle trilogi
Interviewet fandt sted på den røde løber ved Mercury Prize 2026 i Newcastle, hvor Antidepressants var nomineret. Prisen gik dog til Raye for This Music May Contain Hope. For Suede blev aftenen i stedet en anledning til at tale om næste skridt – og det lyder ikke som et band, der hviler på kataloget.
Guitarist Neil Codling siger til NME, at de nye sange bevæger sig “lidt i samme retning” som de to seneste album, men med et mere anthemisk fokus. Ifølge ham arbejder bandet med “song-based stuff with simple, anthemic songs”, og planen er at gå i studiet snart.
Det er værd at hæfte sig ved. Suede har på de seneste plader skåret noget af den gamle glammy elegance væk til fordel for mere direkte anslag, strammere arrangementer og en mere fysisk bandlyd. Hvis den nye plade både bliver punk-baseret og mere anthemisk, peger det mod et udtryk, hvor omkvæd og fællesskabsfølelse kan komme til at fylde mere uden nødvendigvis at gøre musikken pænere.
Brett Andersons albumtænkning er stadig kernen
Brett Anderson bruger i interviewet en del tid på at tale om albumformatet som kunstform, og det siger faktisk en del om, hvorfor Suede stadig virker relevante som album-band. Han beskriver det at skabe et album som en af sine største besættelser og fremhæver, hvordan placeringen af første nummer, midterspor, næstsidste sang og afslutning er afgørende for helheden.
Det er ikke bare romantik om vinylæraen. Hos Suede har albumformatet altid været mere end emballage. Selv når bandet har skrevet store singler, har de bedste plader haft en tydelig dramaturgi – fra debutens dekadente storbykulde til senere værkers mere mørke og sammenhængende forløb.
Anderson nævner over for NME blandt andet Joy Divisions Unknown Pleasures, Brian Enos Music For Airports og Sex Pistols’ Never Mind The Bollocks som eksempler på plader, der tager lytteren et bestemt sted hen og efterlader én dér. Det er en ret præcis nøgle til at forstå, hvad Suede selv forsøger: ikke bare at skrive sange, men at bygge et miljø omkring dem.
Sange om stammer og tilhørsforhold
Den mest konkrete ledetråd om indholdet kommer, da Anderson fortæller, at der er “a lot of songs about tribes and belonging” på den nye plade. Det er et tema, der giver mening lige nu – både i en bred kulturel forstand og i Suedes egen historie.
Suede har altid haft blik for identitet, outsiderpositioner, begær og sociale masker. Men ord som stammer og tilhørsforhold peger også mod noget mere kollektivt end den klassiske Suede-figur alene i neonmørket. Hvis Autofiction var konfrontatorisk og Antidepressants trak mod det mere nervøse og post-punkede, kan det nye album meget vel blive den plade, hvor bandet forsøger at omsætte uro til fællessang.
Det er i hvert fald sådan, ordet “anthemic” begynder at give mening. Ikke nødvendigvis stadionrock i traditionel forstand, men sange med en mere umiddelbar, samlende kraft.
Nye sange kan dukke op på turné med Manic Street Preachers
Suede antyder også, at publikum måske ikke skal vente alt for længe på en smagsprøve. Ifølge NME kan et par af de nye sange få livepremiere, når bandet tager på co-headline-turné i Storbritannien med Manic Street Preachers.
Turnéen begynder 28. oktober i Glasgow OVO Arena. Kombinationen af Suede og Manic Street Preachers giver god mening: to britiske bands fra samme æra, begge med stærk identitet, men med ret forskellige temperamenter. Anderson kalder ifølge NME pakken interessant, fordi de to bands ligner hinanden uden at være for ens.
Det er også en turné, der kan blive et nyttigt laboratorium for de nye sange. Suede har efterhånden så rutineret et liveband, at man hurtigt kan høre, om nyt materiale har den nødvendige spændstighed i kroppen. Den slags afslører sig ofte længe før et album er færdigmixet.
Hvis bandet faktisk er så langt i processen, som de siger, virker det realistisk, at 2027 kan byde på endnu et Suede-album. Og hvis “anarcho-punk” bare er en foreløbig arbejdsetiket, er den i det mindste mere interessant end de fleste. Den lover ikke nostalgi, men friktion.
Kilder:
– NME: Suede fortæller om fremskridt på deres nye “anarcho-punk”-album
