CMAT er nu blandt de musiknavne, der offentligt har forholdt sig til balladen omkring Ed Sheerans amerikanske Loop Tour – men hendes vinkel er en anden end de fleste. Den irske sangskriver mener, at Sheeran kunne have grebet sagen om Macklemores exit langt mere kontant an, men hun synes også, at en stor del af kritikken mod ham er skæv.
Sagen begyndte, da Macklemore blev fjernet som support på Sheerans turné, efter at rapperen ved en koncert holdt en tale for et “free Palestine”. Ifølge det foreliggende kildemateriale blev han kort efter taget af plakaten, og det udløste både solidariske reaktioner fra andre involverede musikere og en bredere debat om Sheerans ansvar som hovednavn.
I et interview på The Daily Show siger CMAT, at hendes “hot take” er, at hun faktisk har ondt af Sheeran, fordi hun ikke tror, han forstod, hvad han gik ind til. Det er en bemærkning, der rammer ned i en debat, hvor fronterne ellers hurtigt er blevet hårdt trukket op.
CMAT: Sheeran kunne have sagt stop
CMAT lægger ikke skjul på, at hun mener, Sheeran havde haft mulighed for at sætte foden ned. Hun argumenterer for, at han som en af verdens største popstjerner ikke nødvendigvis behøver bøje sig for de strukturer, der omgiver stadionforretningen.
Hendes pointe er i praksis, at Sheeran kunne have insisteret på at beholde Macklemore som supportnavn – eller i yderste konsekvens have ladet turnéplanen falde til jorden. Samtidig peger hun på, at superstjerner ofte er omgivet af store hold af rådgivere og forretningsfolk, som først og fremmest tænker på at beskytte den kommercielle værdi omkring artisten. I hendes læsning kan Sheeran derfor meget vel have fået dårlige råd.
Det er en interessant skelnen, fordi den flytter diskussionen fra ren moralsk fordømmelse til også at handle om, hvordan magt faktisk fungerer omkring globale popnavne. En stadionturné er ikke bare en koncertrejse, men et helt apparat af sponsorer, venue-ejere, kontrakter, sikkerhed, PR og økonomiske interesser. Det fritager ikke hovednavnet for ansvar, men det forklarer, hvorfor beslutninger sjældent er så enkle, som de ser ud udefra.
Den irske vinkel gør sagen mere følsom
Det mest opsigtsvækkende i CMATs udlægning er hendes forklaring på, hvorfor netop Sheeran bliver mødt så hårdt. Hun peger på, at han i de senere år i højere grad har markeret sin irske arv og omgivet sig med irske musikere. Det er i sig selv positivt, siger hun i interviewet, men det har også en konsekvens: Så bliver han målt med en anden målestok.
CMATs argument er, at mange irere historisk og politisk reagerer stærkt på spørgsmålet om Palæstina, og at Sheeran derfor ikke bare kan trække sig tilbage til en neutral popposition, hvis han samtidig aktivt har knyttet sig tættere til en irsk identitet i offentligheden. Med andre ord: Når man inviterer en kulturel identitet ind som del af sit kunstneriske brand, inviterer man også de forventninger og den politiske bevidsthed, der følger med.
Det er en skarp observation, fordi den handler om mere end denne konkrete sag. Popstjerner arbejder i stigende grad med identitet, tilhørsforhold og autenticitet som en del af deres offentlige fortælling. Men autenticitet er ikke kun pynt. Den kan også udløse krav om konsekvens, når verden udenfor bliver brutal nok.
En konflikt, der har ramt turnéen hårdt
Kontroversen omkring Loop Tour er vokset hurtigt. Ifølge kildematerialet har en række profiler – blandt andre Greta Thunberg, Massive Attack, Roger Waters, Dropkick Murphys, Amelia Dimoldenberg, Billy Bragg og Hayley Williams – vist støtte til Macklemore. Rapperen har desuden doneret sine indtægter fra turnéen, opgjort til 1 million dollar, til seks organisationer, der støtter palæstinensere.
Sheeran har selv udtalt, at han ikke var medskyldig i beslutningen, og at han er rystet over konflikten mellem Israel og Palæstina. Han har også beklaget, at han begik fejl. Samtidig fremgår det af kildematerialet, at Robert Kraft har sagt, at Sheeran bad ham matche et humanitært bidrag på 2 millioner dollar.
Det ændrer dog ikke ved, at sagen har sat sig tungt på turnéens offentlige billede. Når en supportkonflikt udvikler sig til en international debat om kunstnerisk ansvar, bliver selve musikken næsten sekundær. Det er sjældent et godt tegn for en turné, uanset hvor stort navnet på plakaten er.
CMAT rammer et ømt punkt i moderne pop
CMATs udmelding er værd at hæfte sig ved, fordi den undgår den nemme løsning. Hun frikender ikke Sheeran, men hun nægter også at gøre ham til den eneste skurk i et system, hvor mange andre store navne ifølge hende siger og gør endnu mindre.
Det er i grunden en mere præcis kritik af popbranchen end den rene udskamning. For hvis hendes analyse holder, er problemet ikke bare, at én superstjerne reagerede for svagt. Problemet er også, at tavshed stadig er standardindstillingen i toppen af musikindustrien – og at det ofte kun bliver et problem, når nogen står tæt nok på mennesker, der faktisk forventer et svar.
Det gør ikke sagen mindre betændt for Ed Sheeran. Men det gør den mere interessant end endnu en omgang moralsk pointtavle på sociale medier.
