Den amerikanske duo After er et af de navne, der lige nu forsøger at gøre tidlig 00’er-nostalgi til mere end bare æstetik. Med debutalbummet Fell Asleep In The Sun, der netop er udkommet via Mom+Pop, placerer Justine Dorsey og Graham Epstein sig midt i en bølge af kunstnere, der henter lyd, billeder og stemninger fra Y2K-æraen – men prøver at få det til at føles levende i 2020’erne.
Det er også kernen i et nyt portrætinterview hos NME, hvor duoen beskriver deres musik som noget, der skal ramme en bestemt følelsesmæssig tilstand snarere end en ren retroøvelse. Afters lyd bliver i interviewet beskrevet som en blanding af trip-pop, mall-pop og drømmende 00’er-melankoli, og det er en beskrivelse, der giver mening, hvis man hører sange som ‘300 Dreams’ og ‘Promise (When You Go)’.
Det interessante ved After er, at projektet ikke bare dyrker årtusindskiftet som kitsch. Duoen forsøger snarere at genkalde den særlige optimisme og følelsen af mulighed, som mange forbandt med Y2K-perioden – før internettet blev fuldstændig platformstyret, og før nostalgi blev en industri i sig selv.
Et nyt band med et gammelt ekko
After består af Justine Dorsey og Graham Epstein, som fandt sammen i 2021 efter et match på datingappen Hinge. De endte ikke som kærester, men som kreativ duo, og ifølge NME opdagede de hurtigt en fælles fascination af 90’ernes og 00’ernes følelsesladede popuniverser.
Det er dog ikke et projekt, der kommer fra én snæver reference. Epstein peger i interviewet på alt fra Aphex Twin og Throbbing Gristle til Fountains Of Wayne og Teenage Fanclub som en del af sin bagage, mens Dorsey kommer fra en mere sangskriverpræget tradition med navne som Fiona Apple, Tori Amos, Regina Spektor og Taylor Swift.
Den kombination er værd at hæfte sig ved, fordi den forklarer, hvorfor After ikke bare lyder som et moodboard med gamle Sony Ericsson-telefoner og slørede teen-drama-introer. Der er både en popmelodisk umiddelbarhed og en mere teksturel, næsten soundtrack-agtig tilgang i musikken. Ifølge interviewet begyndte duoen med ambitioner om noget i retning af Michelle Branch-inspireret poprock, men bevægede sig siden mod et bredere felt med trip-hop, trance, ambient og post-hardcore som ingredienser.
Debutalbummet lander i en tid, der hungrer efter eskapisme
Fell Asleep In The Sun udkommer på et tidspunkt, hvor Y2K-revivalen allerede er godt i gang i både mode, popkultur og musik. Derfor er det oplagt at spørge, om After bare rider med på en bølge. Den kritik nævnes også i NME-interviewet, hvor duoen forholder sig til idéen om, at deres musik skulle være ren pastiche.
Dorsey afviser ikke, at deres visuelle univers nogle gange balancerer på kanten af det bevidst nostalgiske, men hun insisterer på, at sangene har et andet sigte. Hun siger til NME, at “we have something to offer that isn’t just pandering”. Det er en vigtig pointe, fordi den rammer den centrale skillelinje i meget retroorienteret pop lige nu: Er referencerne bare overflade, eller bliver de brugt til at skabe nye følelser?
Hos After virker ambitionen til at være det sidste. Albummet kredser ifølge interviewet også om fastlåsthed, længsel og ønsket om at bryde ud af stilstand – temaer, der giver mening i en post-pandemisk samtid, hvor mange yngre lyttere både søger trøst og eskapisme i ældre æstetikker.
Unge lyttere hører noget, de aldrig selv oplevede
En af de mest interessante observationer i NME-portrættet handler om publikum. Dorsey fortæller, at mange af dem, der kommer til Afters koncerter, er meget unge og oplever duoens musik som et vindue til en tid, de aldrig selv har kendt. Hun beskriver det som “the promise of Y2K”.
Det er præcis her, After bliver mere end endnu et internetdrevet nicheprojekt. For yngre lyttere er årtusindskiftet ikke et personligt minde, men en forestillet verden: en blanding af futurisme, teen-drama, tidlig digital kultur og en mere uskyldig idé om teknologiens muligheder. Når After rammer den følelse, bliver nostalgien ikke privat, men kollektiv og næsten mytisk.
Det forklarer også, hvorfor duoen ifølge NME allerede har oplevet TikTok-fremdrift omkring sange som ‘300 Dreams’ og ‘Deep Diving’, ligesom de har spillet Reading og Leeds og nu er på vej ud på en amerikansk albumturné. Den slags momentum opstår sjældent kun på grund af styling. Sangene skal kunne bære det.
Et visuelt projekt lige så meget som et musikalsk
After arbejder tydeligvis ikke kun med lyd, men med hele billedverdenen omkring musikken. NME fremhæver, at duoens univers også er præget af mørkere og mere forskudte billeder end den rene, solbeskinnede Y2K-fantasi. Omslaget til Fell Asleep In The Sun er skabt af producer og kunstner Dreamweaver, og interviewet peger desuden på inspiration fra film som The Cell og MirrorMask.
Det er en væsentlig detalje, fordi det viser, at Afters projekt ikke kun handler om at genskabe en overflade. Der er også noget drømmeagtigt, foruroligende og let forskruet i deres æstetik. Det klæder musikken, som netop lever af spændingen mellem det blankpolerede og det tågede, mellem pophooket og den mere diffuse længsel.
Epstein siger til NME, at han ikke mener, deres musik kunne have eksisteret på samme måde i en anden tid. Det lyder måske stort, men der er noget om snakken: Afters lyd er gennemsyret af fortiden, men den er også et produkt af en nutid, hvor genrer, referencer og æstetikker flyder frit mellem hinanden.
Det gør Fell Asleep In The Sun til en debut, der er værd at holde øje med – ikke fordi Y2K-nostalgi i sig selv er ny, men fordi After forsøger at bruge den som følelsesmæssigt råmateriale i stedet for som ren pynt.
