Gurriers er klar med deres andet album, Nobody’s Coming To Save You, som udkommer 25. september via Play It Again Sam. Den irske gruppe bruger ifølge et nyt interview med NME pladen til at skubbe sig væk fra den postpunk-bås, de selv har følt sig placeret i, og samtidig gøre både lyd og ambitioner større.
Det er en interessant udvikling for et band, der allerede på debuten Come And See fra 2024 lød som nogen, der spillede med skuldrene oppe om ørerne og hele kroppen i alarmberedskab. Den plade voksede ud af en klaustrofobisk pandemi-virkelighed. Nu beskriver Gurriers selv opfølgeren som et mere ekspansivt værk, hvor vrede, desperation og fællesskab stadig er kernen, men hvor udtrykket er bredere.
I interviewet med NME siger bassist Charlie McCarthy om bandets liveudtryk: “It’s an extension of our anger.” Den sætning rammer også meget præcist den rolle, Gurriers ser ud til at ville spille i den nye bølge af irske guitarbands: ikke bare som endnu et intenst navn fra Dublin-miljøet, men som et band med tydelig politisk og social retning.
Andet album med større spændvidde
Ifølge NME bevæger Nobody’s Coming To Save You sig videre fra bandets tidlige “noise-gaze”-udgangspunkt og ind i et mere sammensat felt af punk, grunge, hardcore, triphop og mere dansable elementer. Det lyder som et bevidst forsøg på at undgå at blive reduceret til endnu et navn i den postpunk-bølge, der de seneste år har kastet mange britiske og irske bands frem i rampelyset.
Det er også en klassisk udfordring for et band efter en stærk debut: Hvordan bevarer man energien og identiteten uden bare at gentage sig selv? Her peger Gurriers på 2025-singlen “Erasure” som et vigtigt bindeled mellem første og andet album. Sangen beskrives som et centralt skridt i retning af den nye plades lyd og tekstunivers og er samtidig et nummer, der placerer bandets politiske indignation helt fremme i lydbilledet.
Det nye album er desuden blevet til med markante navne bag knapperne. NME skriver, at pladen er mixet af John Congleton, som blandt andet er kendt for arbejde med St. Vincent, Modest Mouse og Mogwai. Derudover er albummet co-produceret af Loren Humphrey og IDLES-guitaristen Mark Bowen. Det er et hold, der signalerer ambitioner om tyngde, detaljer og et mere internationalt format.
Fra Dublin-pres til internationalt udsyn
Gurriers blev dannet af barndomsvenner og folk fra Dublin-scenen under covid-perioden, og den baggrund hænger stadig ved i bandets selvforståelse. Men meget har flyttet sig hurtigt. Flere af medlemmerne bor nu i Manchester, og interviewet tegner et billede af et band, der både er formet af Dublin og presset væk fra byen af de vilkår, mange unge musikere kæmper med.
Det er ikke nogen lille detalje. Når irske bands i disse år får international opmærksomhed, handler fortællingen ofte om kreativ styrke, men også om de økonomiske og sociale forhold, der gør det svært at blive boende og bygge et liv op i hjembyen. Gurriers placerer sig tydeligt i den virkelighed.
Samtidig er deres profil vokset gennem koncerter med blandt andre Kneecap, Turnstile og Inhaler. Det passer godt til det billede, NME tegner af et band, der for alvor lever i mødet med publikum. Gurriers beskrives som et voldsomt og konfrontatorisk liveband, men også som et band, der forsøger at skabe plads til fællesskab og identifikation midt i støjen.
Politisk vrede uden partiprogram
Det mest interessante ved Gurriers lige nu er måske, at de ikke forsøger at pakke deres vrede ind. Tværtimod virker den til at være selve motoren. Men bandet fremstiller ikke sig selv som nogen, der kommer med færdige løsninger. Frontmand Dan Hoff siger i NME-interviewet: “We want to be an important band.” Det er en præcis ambition, fordi den ikke nødvendigvis handler om hitlister, men om betydning.
Albummets titel, Nobody’s Coming To Save You, peger i samme retning. Den lyder opgivende, men beskrives i interviewet snarere som en opfordring til handling. Den tanke passer godt ind i en tradition, hvor punk og beslægtede genrer ikke kun fungerer som afløb for frustration, men som et sted, hvor afmagt kan omsættes til kollektiv energi.
Det er også derfor, Gurriers er mere interessante end bare endnu et hårdtslående guitarband. De forsøger at forbinde personlige sammenbrud, mental uro og større politiske konflikter i samme sangunivers. Den balance er svær. Lykkes den, kan andet album blive det punkt, hvor bandet går fra lovende navn til noget mere tungtvejende.
Et irsk band med egne ambitioner
Sammenligninger med Fontaines D.C. ligger lige for, når endnu et irsk band med kant og litterær selvbevidsthed bryder igennem. Men Gurriers virker bevidste om ikke at ville reduceres til “de næste” nogen som helst. Det er sundt. For selv om de kommer ud af en scene, der i disse år producerer bemærkelsesværdigt mange stærke navne, er det tydeligt, at de vil definere deres egen bane.
Spørgsmålet er så, hvor langt det rækker. Med et stærkt internationalt medie som NME i ryggen, et label som PIAS og et album, der ifølge interviewet bevidst går efter større dramatik og større spændvidde, er Gurriers i hvert fald på vej ind i en fase, hvor de skal bevise, at intensiteten også kan bære i længden.
Hvis sangene holder samme niveau som ambitionerne, kan Nobody’s Coming To Save You meget vel blive den plade, der gør Gurriers til mere end et navn, man husker for svedige klubkoncerter og kaotiske supportjobs. Den kan blive albummet, der for alvor placerer dem i den europæiske guitaroffentlighed.
Kilder:
– NME: Gurriers-interview om Nobody’s Coming To Save You