Simon Kvamms nye TV 2-program Simon siger er gået i luften med et format, der blander musikalske fortolkninger, konkurrence og underholdnings-tv. I første afsnit er det TopGunn, der er centrum for de øvrige deltageres fortolkninger, mens Kvamm selv styrer slagets gang med forskellige benspænd.
Programmet samler otte danske navne: Søs Fenger, Katinka, Kristoffer Jessen fra Søn, Soleima, TopGunn, Mumle, Peter Sommer og Saveus, der også er kendt som Martin Hedegaard. Ideen er enkel: Deltagerne skal genfortolke egne og hinandens sange under regler, som Simon Kvamm sætter undervejs.
Det giver et format, der umiddelbart ligger tæt på den velkendte danske tradition for tv-musikprogrammer, hvor kendte sange får nye arrangementer. Forskellen er, at Simon siger forsøger at gøre benspændene til selve motoren i programmet.
TopGunn er første hovedperson
I premiereafsnittet er det TopGunns katalog og musiksmag, der bliver brugt som omdrejningspunkt. Programmet lader blandt andet deltagerne arbejde med hans sange og med en højskolesangs-vinkel, som bliver en del af den iscenesættelse, TV 2 tydeligvis går efter.
TopGunn bliver i programmet fremstillet som den brede, umiddelbare pop- og hiphopfigur i feltet, sat op mod deltagere med andre musikalske temperamenter. Den kontrast er ikke tilfældig. Den er en stor del af afsnittets dramaturgi, og den skal både skabe humor og friktion.
Det er dog også her, programmet risikerer at spænde ben for sig selv. Når musikalske præferencer og anti-snobberi bliver gjort til en pointe i sig selv, kan det hurtigt komme til at skygge for det mest interessante: hvad kunstnerne faktisk gør ved sangene.
De bedste øjeblikke opstår i arrangementerne
Der er ellers glimt af et stærkere musikprogram gemt i premieren. Især når deltagerne får lov til at arbejde konkret med form, lyd og arrangement, bliver Simon siger mere interessant.
Kristoffer Jessen og Soleima giver eksempelvis en af TopGunns sange et mere melankolsk og atmosfærisk udtryk, hvor idéen om genfortolkning faktisk føles musikalsk relevant og ikke bare som tv-leg. Her begynder man at ane, hvad programmet kunne være, hvis det stolede lidt mere på musikken og lidt mindre på skæv underholdning.
Også Mumle markerer sig stærkt i første afsnit. Hun fremstår som en deltager med et skarpt instinkt for pophåndværk og arrangement, og det er netop den slags detaljer, der kan gøre et format som dette værd at følge for musikinteresserede seere. Når man kan høre, at en kunstner forstår, hvordan en melodi kan flyttes fra én kontekst til en anden uden at miste sin kerne, sker der noget.
Formatet balancerer mellem musik og tv-gimmick
Problemet i premieren er, at programmet flere gange virker mere optaget af skæv stemning end af musikalsk substans. Det gælder blandt andet de mere komiske indslag, hvor benspændene bliver så teatralske, at de næsten overtager scenen fra sangene.
Simon Kvamm er en erfaren tv-personlighed og en musiker med dokumenteret flair for både pop, rock og satire. Derfor er det også tydeligt, at Simon siger bevidst søger en tone, hvor det lidt fjollede og lidt musiknørdede skal leve side om side. Men i første afsnit er balancen ikke helt på plads.
Når programmet fungerer mindst godt, ligner det en idé, der endnu ikke har besluttet sig for, om den vil være et seriøst musikprogram eller et underholdningsshow med musikalske rekvisitter. Det er en vigtig forskel. For seere, der faktisk interesserer sig for arrangementer, fortolkning og kunstnerisk metode, er det ikke nok, at kendte musikere bliver sat i et hyggeligt rum og får en skør opgave.
Et format med potentiale – hvis musikken får lov at fylde
Det ville være for tidligt at afskrive Simon siger efter ét afsnit. Deltagerfeltet er stærkt, og der er uden tvivl musikalsk erfaring nok i rummet til, at programmet kan udvikle sig i en mere spændende retning. Søs Fenger, Katinka, Peter Sommer, Soleima og Saveus er ikke navne, man samler uden også at have mulighed for at få noget reelt ud af mødet mellem dem.
Men premieren viser også, hvor svært den slags formater er. Hvis benspændene er for lette, forsvinder dramaet. Hvis de er for fjollede, forsvinder musikken. Og hvis hovedpointen bliver deltagernes personaer frem for deres arbejde med sangene, ender programmet med at ligne endnu en variation over et velkendt tv-greb.
Det mest lovende ved Simon siger er derfor ikke de store grin eller de skæve indfald, men de øjeblikke, hvor man faktisk kan høre dygtige musikere tænke i realtid. Får programmet mere af det i de kommende afsnit, kan det stadig finde sin egen form. Første afsnit peger i hvert fald på, at potentialet ligger i musikken – ikke i hatten.