Der er noget næsten automatisk fascinerende ved søskende, der begge bryder igennem i musikverdenen. Ikke kun fordi familiebånd altid giver en ekstra fortælling, men fordi man uvilkårligt begynder at lede efter ligheder. I tilfældet Audrey Hobert og Malcolm Todd er det måske mere interessant at se på forskellene.
De to amerikanske popnavne er i løbet af året blevet en del af den bredere popkulturelle samtale, men de gør det på hver sin måde. Malcolm Todd passer ind i en mandlig popfigur, der fylder meget lige nu: den lidt diffuse, bløde og bevidst ufarlige artist, hvor stemning ofte betyder mere end markant personlighed. Hans musik bevæger sig i et felt mellem r’n’b og synthpop, hvor det hele kan føles let, æterisk og designet til at glide ubesværet ind i playlisterne.
Det er ikke nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er netop fraværet af skarpe kanter blevet en del af appellen hos flere mandlige popnavne i øjeblikket. Malcolm Todd fremstår som en type, man hurtigt afkoder: den søde, lidt sløve, lidt underspillede popfigur, der signalerer nærhed uden for alvor at virke farlig eller utilregnelig.
Hos Audrey Hobert er situationen næsten den modsatte. Hun virker som en artist, der i langt højere grad bæres af en tydelig persona. Hvor hendes bror kan flyde med strømmen, insisterer Hobert på at stå frem som karakter. Det mærkes især i hendes tekster, hvor humor, selvudlevering og præcist timede one-liners bliver en central del af sangskrivningen.
På debutalbummet Who’s the Clown? arbejder hun med et sprog, der lyder hverdagsligt, men som hele tiden vrides i en skæv og tragikomisk retning. Linjer som “Sue me, I wanna be wanted” og “I go to the bar, that’s monumental” rammer den slags selvironiske præcision, som gør, at sangene føles som mere end bare bekendelser sat til musik.
Det interessante er, at Hoberts styrke ikke kun ligger i teksten, men i leveringen. Hendes vokal har et tørt, næsten teatralsk overskud, og fraseringerne kan minde om en performer, der bygger op mod en punchline. Det giver hendes sange en rytmisk og scenisk kvalitet, som adskiller hende fra mange andre unge popnavne, der ellers også arbejder med intime bekendelser og stærk selvfortælling.
Netop derfor bliver de to søskende også et godt billede på, hvad der forventes af popstjerner lige nu. Den mandlige artist kan stadig slippe langt med vibe, underspil og fravær af tydelig kontur. Den kvindelige artist bliver i højere grad målt på personlighed, særpræg og evnen til at gøre sig selv til fortælling.
Audrey Hobert og Malcolm Todd er altså ikke bare interessante, fordi de er søskende. De er interessante, fordi de hver især ser ud til at legemliggøre to meget forskellige idealer i samtidens pop.