Yebbas første koncert på dansk jord begyndte mere forsigtigt end forløst. Mandag aften i et udsolgt Store Vega stod den amerikanske sanger og sangskriver med et stærkt band bag sig, men det tog nogle numre, før både hun og koncerten for alvor åbnede sig.
Det var ellers en oplagt anledning. Abigail Elizabeth Smith – bedre kendt som Yebba – er blevet et navn, mange lærte at kende gennem Drake-sangen ‘Yebba’s Heartbreak’ i 2021, og siden har hun udbygget sit eget katalog med en blanding af soul, r’n’b, pop og mere eventyrlystne afstikkere. I Vega var salen tætpakket, og ekstrakoncerten dagen efter siger sit om interessen.
Koncerten var usædvanligt skarpt opdelt. Første del af sættet hentede især materiale fra debutalbummet ‘Dawn’, mens resten næsten udelukkende kredsede om opfølgeren ‘Jean’. Det gav også en tydelig dramaturgi: de tidlige sange lød velspillede og vokalbårne, men stemningen blev holdt lidt på afstand af en meget mørk lyssætning og en frontfigur, der virkede mere koncentreret end nærværende.
Bandet gjorde ellers sit. Med korsangere, guitar, bas, trommer og keys blev sangene bygget smidigt op og ned, og der blev givet plads til, at Yebbas dybe, runde stemme kunne stå næsten alene i rummet. Men først med ‘Louie Bag’ kom der for alvor bevægelse i både scene og sal. Lyset åbnede sig, publikum sang med, og Yebba lød oprigtigt overrasket over, hvor godt de fremmødte kendte sangene.
De nye sange gav koncerten kant
Det mest interessante ved aftenen var, hvor tydeligt koncerten ændrede karakter, da materialet fra ‘Jean’ tog over. Hvor ‘Dawn’-numrene i højere grad læner sig mod klassisk soulpop, gav de nyere sange plads til mere legesyge arrangementer, jazzede forskydninger og et mere uforudsigeligt sceneudtryk.
‘Yellow Eyes’ blev foldet ud med løsere struktur og mere spænding i rytmikken, mens ‘Of Course’ udviklede sig til en reel feststarter med stærk pingpong mellem scene og sal. Trommeslageren Blaque Dynamite satte et markant aftryk med et spil, der hele tiden skubbede musikken fremad uden at mase den flad.
På ‘Aggressive’ slap Yebba tøjlerne helt. Her kom der hæshed, distortion og næsten rockvokal ind i udtrykket, og det klædte hende. Pludselig stod hun ikke bare som den teknisk imponerende sanger, men som en performer med mere bid og risiko i stemmen.
Det stærkeste kom, da hun skar ned
Koncertens mest mindeværdige stræk kom til sidst. ‘Seven Years’ – sangen om hendes mors selvmord – blev opbygget med stor tålmodighed og derefter skrællet ind til næsten ingenting. Den gled videre over i ‘Yebba’s Heartbreak’ og ‘Forgiveness’, og netop i de nedbarberede øjeblikke faldt nærværet endelig helt på plads.
Det blev derfor en koncert med en lidt træg start, men også med en klar pointe: Yebba er mest spændende, når hun tør gøre sit materiale mindre pænt og mere levende. I Store Vega skete det især, da hun kom til de nye sange.