Tove Lo er på vej med sit sjette album, Estrus, og i et nyt interview med NME tegner den svenske popstjerne et ret klart billede af, hvad pladen udspringer af: kreativ tvivl, gamle følelsesmæssige triggere og et langt terapeutisk arbejde med både depression, spiseforstyrrelse og kropsbillede.
Albummet udkommer 18. september via Pretty Swede Records og bliver Tove Los første soloalbum i fire år. Det er ifølge NME den længste pause, hun har haft mellem to studiealbum – en pause, der blandt andet kom efter samarbejdsprojektet Heat med SG Lewis og en periode med writer’s block.
Det gør Estrus interessant allerede før udgivelsen: ikke bare som endnu en Tove Lo-plade, men som et album skabt efter et kreativt stop, hvor hun tilsyneladende måtte tilbage til både sit eget udgangspunkt og sine egne sårbare mønstre for at finde noget at skrive fra.
Et album født af stilstand og uro
Tove Lo fortæller til NME, at hun efter Heat følte sig kreativt mæt og i en periode ikke vidste, hvad hun egentlig ville sige på en ny plade. Derfor satte hun sangskrivningen på pause i et halvt år, før arbejdet for alvor tog form igen.
Det skete i den svenske fiskerby, hvor hun tilbragte sine somre som barn, og hvor hun denne gang arbejdede sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Ludvig Söderberg. Ifølge interviewet blev stedet igen et kreativt omdrejningspunkt – ikke som romantisk kulisse, men som et sted fyldt med minder, uro og følelsesmæssige aflejringer.
Det er i grunden meget Tove Lo-agtigt. Hun har altid haft en evne til at lade det rå og det poppede eksistere i samme rum: klubbeats, store hooks og tekster, der ikke prøver at pynte på det grimme. Hvis Estrus rammer den balance, kan det blive en af de plader, hvor hendes melodiske instinkt og hendes mere ubekvemme ærlighed igen løfter hinanden.
De første smagsprøver peger i den retning. NME beskriver albummet som en dansegulvsorienteret udgivelse med klubrytmer, smidige baslinjer og personlige tekster, og singlerne I’m Your Girl Right?, DNH og Stromae-samarbejdet Des Fleurs har allerede vist, at hun stadig tænker pop som noget, der både skal kunne mærkes i kroppen og stikke lidt i hjertet.
Terapi som værktøj – ikke som slogan
Den mest interessante del af interviewet handler ikke om trackliste eller turnéplaner, men om den måde Tove Lo taler om terapi på. Ikke som et smart kendisord, men som et konkret redskab, der har hjulpet hende ud af destruktive mønstre.
Hun fortæller, at arbejdet begyndte med at bryde vaner knyttet til hendes spiseforstyrrelse, men at det senere handlede om noget dybere end mad og udseende. Hun siger også, at hun stadig går i terapi og bruger det til at håndtere de værste tankespiraler og den indre sabotør, som stadig findes, men ikke længere styrer det hele.
Det er en væsentlig pointe, fordi Tove Lo i mange år er blevet læst gennem sin seksualitet og sin kompromisløse scene- og billedæstetik. Her insisterer hun på noget mere præcist: at det at være åben, nøgen, seksuel og uredigeret ikke er det samme som at være ubeskyttet eller uden refleksion. Tværtimod lyder det som noget, hun kun har kunnet stå stærkt i, fordi hun har gjort det tunge forarbejde.
Hun formulerer det selv sådan til NME: “Der er langt mere kærlighed til og accept af den rodede pige.” Det er en skarp observation, ikke mindst fordi Tove Lo var tidligt ude med en poppersona, som nægtede at vælge mellem sårbarhed, begær, kaos og kontroltab.
Robyn, Lykke Li og den svenske poplinje
Tove Lo peger i interviewet på Robyn, Lykke Li og The Knife som centrale inspirationskilder for Estrus. Det giver god mening. Ikke fordi hun lyder som nogen af dem én til én, men fordi de repræsenterer en særlig svensk poptradition, hvor stærk formbevidsthed og følelsesmæssig uro går hånd i hånd.
Især Robyn-referencen er interessant. Tove Lo fremhæver hendes evne til at skrive linjer, der lyder enkle, men rammer hårdt. Det er også et ideal, man kan høre i Tove Los bedste sange, ikke mindst i Habits (Stay High), som hun i interviewet kalder sangen, der ændrede hendes liv.
At hun i dag har et varmere forhold til den sang end dengang, den blev skrevet, siger også noget om, hvor Estrus måske kommer fra. Ikke nødvendigvis fra et sted uden smerte, men fra et sted, hvor smerten ikke længere er hele identiteten.
Et livealbum i forklædning?
NME beskriver Estrus som sange skabt til scenen, og Tove Lo lover samtidig et liveshow, der skal “blow everyone’s minds”. Den slags løfter skal man altid tage med et gran salt, men der er noget troværdigt i, at netop dette materiale tænkes fysisk og performativt.
Tove Lo har sjældent været en kunstner, der nøjes med at skrive dagbog til streamingtjenesterne. Hendes bedste numre lever af spændingen mellem det intime og det udadvendte – mellem bekendelsen og beatet. Når hun fremhæver I’m Your Girl Right? for sangens punkede og dyriske energi, lyder det som et fingerpeg om, at Estrus ikke bliver en indadvendt retræteplade, men snarere et album, der vil ud i rummet og op i kroppen på folk.
Det bliver spændende at høre, om helheden kan indfri den ambition. Men allerede nu står én ting klart: Historien om Estrus handler ikke bare om et nyt album fra en etableret popstjerne. Den handler om, hvad der sker, når en kunstner med et meget tydeligt udtryk tør indrømme tvivlen, tage pausen og komme tilbage uden at lade som om, alt er perfekt.
