The Strokes har i årevis været et af de bands, man aldrig helt kunne tage for givet live. Ikke fordi sangene manglede kvalitet, men fordi energien på scenen indimellem har svinget mellem ikonisk cool og lettere fraværende pligtopfyldelse. Derfor er det værd at hæfte sig ved meldingen fra London, hvor New York-bandets første af to aftener i The O2 6. oktober ifølge den britiske koncertomtale lød som et markant mere levende og oplagt The Strokes.
Det mest interessante ved koncerten er ikke bare, at bandet spillede stærke sange. Det er, at Julian Casablancas tilsyneladende gjorde det med en sjælden grad af spilleglæde. Frontmanden reagerede tidligt på publikums tilråb med den tørre, lettere trodsige humor, der altid har klædt ham bedst, og resten af aftenen bød på omskrevne linjer, skæve indfald og små øjeblikke af intern sceneleg. Den slags kan lyde som detaljer, men for et band som The Strokes siger det en del om temperaturen i maskinrummet.
Et band med ny fremdrift
Koncerten kom få måneder efter udgivelsen af Reality Awaits, som ifølge kildematerialet udkom i juli, og efter en række amerikanske koncerter omkring det nye materiale. Netop den sammenhæng er central: Når et band med The Strokes’ status virker mere investeret i nutiden end i sit eget eftermæle, ændrer det hele oplevelsen. De bliver mindre jukeboks og mere faktisk band.
Det er også derfor, sætlistebalancen betyder noget. London-publikummet fik de sange, man forventer af et arenaformat – “Reptilia”, “Heart In A Cage”, “Hard To Explain”, “Someday”, “Last Nite” og “Take It Or Leave It” – men koncerten blev ikke reduceret til en nostalgipakke. Nye numre som “Dine N’Dash” og “Tyrants Of The Mellow Moon” blev fremhævet som steder, hvor bandet kunne bevæge sig ud i mere interessant terræn. Det er et sundhedstegn, når nyere materiale ikke bare overleves, men faktisk bidrager til koncertens spænding.
Julian Casablancas som urokrage og drivkraft
Casablancas har altid været en sær størrelse som frontmand. Han er sjældent den klassiske publikumscharmer, men når han er på, kan hans blanding af distance, humor og impulsivitet give The Strokes en helt særlig nerve. I London lød han netop som den version af sig selv, der gør bandet svært at kopiere.
Under “Going Shopping” improviserede han angiveligt nye linjer og varslede en “Walton Goggins imitation”, mens han andre steder ændrede tekstbidder og legede med publikums forventninger ved at trække tempo og fraseringer skævt. Den slags greb kan være irriterende, hvis de bruges som sabotage. Men når de fungerer, minder de om, at The Strokes aldrig har været sat i verden for at levere pæne museumsversioner af egne sange.
Det er i øvrigt en vigtig forskel. Mange legacy-bands bliver bedst, når de spiller præcist som pladerne. The Strokes bliver ofte bedst, når der er lidt friktion, lidt skævhed og en fornemmelse af, at sangene stadig kan bøjes.
Fraværet af Nick Valensi kunne mærkes
Der var dog også et par forhold, som stak ud. Det ene var fraværet af guitarist Nick Valensi, der ifølge omtalen aktuelt er på en midlertidig pause. I hans sted trådte Steve Schiltz fra Longwave til. Det beskrives som en respektabel indsats, men for et band som The Strokes er guitarernes indbyrdes kemi ikke en lille detalje. Meget af gruppens særkende ligger netop i den måde, de flettede guitarfigurer arbejder mod og med hinanden på – stramt, kantet og melodisk på samme tid.
Derfor giver det mening, at publikum lige skulle vænne sig til et lidt andet scenebillede. Valensi er ikke bare endnu en guitarist i et stort rockband; han er en del af den arkitektur, som The Strokes’ sange hviler på.
Klassikere, covervalg og arenaens mærkelige ritualer
Et andet lille skår i oplevelsen var publikums arenaadfærd. Telefonlygter til “Call It Fate, Call It Karma”, “Under Control” og “Ode To The Mets” er efterhånden standard i store sale, men det klæder ikke nødvendigvis et band, der i sin tid slog igennem på tørhed, spændstighed og downtown-kølighed. Der er noget lettere absurd i at se The Strokes få den fulde stadionballade-behandling.
Til gengæld lyder selve sætlisten usædvanligt stærk. “New York City Cops” beskrives som thrashy, “Take It Or Leave It” som decideret inciterende, og afslutningen med “Ode To The Mets” som et sidste højdepunkt. Dertil kom et uventet cover af Blonde Redheads “This Is Not” – et valg, der måske ikke kræver forklaring for at fungere, men som peger på et band, der stadig har lyst til at åbne små sideveje i et ellers hit-tungt sæt.
Et af de mere fine øjeblikke kom, da Nikolai Fraiture efter “Gratisfaction” tog mikrofonen og pegede tilbage på bandets tidlige London-koncerter på langt mindre scener. Den slags tilbageblik kan hurtigt blive rutineprat, men i The Strokes’ tilfælde rammer det noget reelt. Der er nu gået 25 år siden deres første britiske koncert, og historien om bandet har været fuld af både toppe, intern slitage og perioder, hvor de ikke ligefrem udstrålede lysten til at stå sammen på en scene.
Netop derfor er London-koncerten interessant. Ikke fordi The Strokes pludselig er blevet et andet band, men fordi de tilsyneladende igen lyder som sig selv på den rigtige måde: egenrådige, lidt uregerlige, melodisk knivskarpe og med nok overskud til at gøre selv de mest slidte klassikere levende igen.
Hvis den fornemmelse holder, er det mere end bare en god aften i The O2. Så er det et tegn på, at The Strokes stadig kan være et nutidigt liveband – ikke kun et legendarisk navn med en uopslidelig sangkatalog i ryggen.