Taylor Swift har udvidet sidste års The Life of a Showgirl med fire nye sange på The Encore-udgaven. Det burde være en kærkommen anledning til at se en af sin generations mest effektive popskrivere åbne et nyt kreativt rum. I stedet føles udgivelsen mest som endnu en forlængelse af en æra, hvor tallene fylder mere end sangene.
Swift er blevet så stor, at næsten enhver ny udgivelse automatisk bliver en begivenhed. Derfor er det også svært at skille musikken fra maskinen omkring den. Når annonceringer igen og igen ledsages af triumferende opdateringer om salgstal, førstepladser og rekorder, begynder det uvægerligt at farve måden, man hører sangene på. Ikke fordi succes i sig selv er et problem – tværtimod – men fordi musikken på de nye numre sjældent lyder som værket fra en kunstner, der presser sig selv et nyt sted hen.
Fire nye sange, samme kreative stilstand
De fire nye sange lægger sig tæt op ad det udtryk, der allerede gjorde The Life of a Showgirl til en mere frustrerende end forførende Swift-udgivelse. Der er stadig store armbevægelser, tydelige hooks og en produktion, der vil meget. Men der mangler den melodiske præcision og den sproglige elegance, som tidligere gjorde selv hendes mest mainstream pop til noget mere end bare effektivt formatarbejde.
Det gælder især Cleveland!, som rammer en næsten demonstrativt overgjort tone. Sangen virker bygget til øjeblikkelig effekt med marcherende trommer, et teatralsk omkvæd og endnu en tekst, hvor Swift placerer sig selv i rollen som misforstået og urimeligt behandlet hovedperson. Hun har før kunnet omsætte den slags selvmytologisering til stærk popdramatik. Her bliver det mest tungt og karikeret.
De øvrige tre sange er mindre belastende, men heller ikke overbevisende. Pink Clouding peger mod den neonlysende 80’er-pop, som Swift tidligere mestrede på 1989, men uden samme overskud i melodien. Patient Zero har en idé, der faktisk kunne være blevet til en skarp Swift-sang – sygdomsmetaforer som billede på følelsesmæssig smitte er ikke dumt tænkt – men nummeret bliver holdt nede af en stiv, mekanisk rytmik. Babylon har måske den bedste grundidé af de fire, fordi den bruger en mytisk ruin som billede på kærlighedens efterrationalisering, men også her savner man den tekstlige forfinelse, hun tidligere gjorde til sit særkende.
Problemet er ikke ambitionen – men fraværet af risiko
Det mest slående ved de nye sange er ikke, at de er katastrofalt dårlige. Det er, at de virker så lidt nødvendige. Taylor Swift har tidligere været bedst, når hun enten skrev med knivskarp konkrethed eller kastede sig helhjertet ind i et nyt formsprog. Hun kunne få en enkelt hverdagsdetalje til at føles filmisk, eller hun kunne tage et popgreb, man troede, man kendte, og få det til at lyde som hendes eget.
Den kvalitet er svær at få øje på her. Sangene føles ikke som resultatet af akut skabertrang, men som produkter fra en maskine, der forventes at holde tempoet oppe. Det er en vigtig forskel. Popmusik må gerne være kalkuleret – det har den altid været – men den skal stadig føles levende. På The Encore er der for meget, der lyder som om, det allerede var besluttet på forhånd.
Det gør også noget ved Swift som fortæller. Hun har bygget en stor del af sin karriere på at få lytteren til at tro på detaljen, følelsen og den præcise vending. Når de elementer bliver erstattet af mere generiske markeringer af position, konflikt og triumf, mister sangene deres menneskelige tyngde. Tilbage står en superstjerne, der stadig kan dominere samtalen, men som lige nu sjældnere rammer hjertet.
Derfor er forventningerne stadig høje
Det er netop derfor, skuffelsen bliver så tydelig. For Swift har skrevet for mange fremragende sange til, at man bare kan affeje hende som en kunstner, der er løbet tør. Hun har tidligere vist, hvor præcist hun kan skrive om længsel, forelskelse, fortrydelse og selvbedrag. Hun har haft en sjælden evne til at forene det intime med det stadionstore, så en linje kunne føles hvisket direkte til lytteren og samtidig være bygget til fællessang foran 50.000 mennesker.
Den version af Taylor Swift er grunden til, at man stadig lytter håbefuldt, også når udgivelser som denne ikke indfrier ret meget. For hun har bevist, at hun kan være langt mere end en rekordmaskine. Hun kan være en sangskriver, der får selv de mest slidte popgreb til at føles nye, fordi hun fylder dem med observation, timing og følelsesmæssig præcision.
En superstjerne i tomgang
The Life of a Showgirl: The Encore ændrer ikke nævneværdigt på billedet af Swifts nuværende fase. Hun er stadig enorm, stadig dominerende og stadig i stand til at få enhver udgivelse til at ligne en kulturel naturkraft. Men de fire nye sange peger ikke på kunstnerisk fornyelse. Snarere tværtimod.
Det er selvfølgelig muligt, at næste store Swift-udspil igen rammer plet. Hun har overrasket før, og hun er for begavet til at blive afskrevet. Men lige nu lyder hun som en kunstner, der er blevet så vant til at vinde, at hun ikke længere behøver tage de kreative chancer, der i sin tid gjorde hende uimodståelig.
Og det er måske den mest interessante historie i alt det her: ikke at Taylor Swift stadig slår rekorder, men at verdens største popstjerne for tiden virker mærkeligt lidt optaget af at skrive sine bedste sange.
