Søs Fenger blev synligt rørt i det aktuelle afsnit af TV 2-programmet Simon siger, da Martin Hedegaard fra Saveus og Kristoffer Jessen fra Søn gav hendes gamle signatursang Den jeg elsker, elsker jeg en ny og langt mere skrællet form. Det, der begyndte som programmets sædvanlige musikalske benspænd, endte som et af de øjeblikke, hvor en sang pludselig afslører, hvor meget historie den stadig bærer rundt på.
Ifølge omtalen af programmet blev de to musikere sat til at arbejde med bestemte instrumenter udvalgt af Simon Kvamm. Resultatet blev en nedtonet version, hvor klaveret bar arrangementet, og hvor sangens følelsesmæssige kerne stod langt tydeligere frem end i den mere rytmiske original. Reaktionen kom prompte fra Søs Fenger, som ikke kunne holde tårerne tilbage.
Simon Kvamm nøjedes med en kort og præcis konstatering: “I fik hende fandeme.” Det er den slags bemærkning, der kun virker, når alle i rummet allerede har forstået, hvad der lige er sket.
En sang med mere tyngde end nostalgien alene
Den jeg elsker, elsker jeg er ikke bare endnu et dansk 80’er-hit, der kan hives frem i et tv-format for at udløse genkendelse. Sangen blev oprindeligt udgivet i 1988 med Søs Fenger, Anne Linnet, Thomas Helmig og Sanne Salomonsen og var knyttet til oplysningsarbejde om hiv og aids i en tid, hvor sygdommen var omgærdet af frygt, misinformation og hårde fordomme.
Netop derfor har nummeret altid haft en anden vægt end den, man normalt forbinder med et bredt dansk pophit. Budskabet handlede om retten til at elske den, man vil, og om respekt og tolerance i en periode, hvor den slags ikke bare var en pæn formulering, men et konkret kulturelt og politisk modspil til stigmatisering.
Det er også forklaringen på, at sangen stadig kan ramme så hårdt. Når man piller det funky og mere udadvendte udtryk væk, står teksten og intentionen tilbage med en næsten ubekvem klarhed. Det lyder til at være præcis dét, Martin Hedegaard og Kristoffer Jessen fandt ind til.
Fra popenergi til sårbarhed
Der er noget musikalsk interessant i, at en sang, mange kender som et stærkt, fællesskabssøgende popnummer, kan tåle at blive vendt helt om uden at miste sin identitet. Tværtimod. Når et arrangement bliver enklere, bliver der mindre at gemme sig bag. Så skal melodien, teksten og fraseringen kunne bære det hele selv.
Det er ofte dér, man opdager, om en sang faktisk er robust skrevet. Og meget tyder på, at den nye version i Simon siger netop fungerede, fordi den ikke forsøgte at overgå originalen i energi, men i stedet trak nummeret ind i et mere sårbart rum. Klaveret som centrum ændrer ikke bare lydbilledet; det ændrer også lytterens fokus. Pludselig bliver ordene tungere, pauserne vigtigere og følelsen mindre kollektiv og mere personlig.
For en sanger som Søs Fenger må det have været et særligt møde med eget materiale. Ikke som ren nostalgi, men som en påmindelse om, hvad sangen faktisk blev skrevet ind i, og hvorfor den stadig betyder noget.
Simon siger lever af den slags øjeblikke
TV 2 beskriver Simon siger som et musikalsk eksperiment, hvor otte danske kunstnere bliver sat sammen i uventede konstellationer og udsat for kreative benspænd. Det format kan i værste fald blive lidt for pænt og konceptuelt. Men i de bedste øjeblikke opstår der noget, som ikke ligner tv-maskineri, men reel musikalsk risiko.
Det aktuelle afsnit peger på, hvorfor formatet faktisk kan være interessant for musikfolk og ikke kun for underholdningspublikummet. Når yngre musikere går til en etableret sang uden ærefrygt, men heller ikke uden respekt, kan der opstå nye lag i materiale, man troede, man kendte. Det kræver både mod og musikalitet at skrælle et kendt nummer ned uden at gøre det anonymt.
Blandt de medvirkende i programmet er også Peter Sommer, Soleima, Mumle, TopGunn og Katinka, hvilket siger noget om spændet i castet. Det er i sig selv en styrke, når et program tør lade forskellige generationer og musikalske temperamenter støde sammen i stedet for bare at reproducere det velkendte.
Hvorfor øjeblikket rammer nu
Der er en grund til, at netop denne scene skiller sig ud. Ikke fordi en artist græder på tv – den slags er der rigeligt af i moderne underholdning – men fordi reaktionen her virker forankret i sangens historie og i fortolkningens musikalske valg. Det er forskellen på følelses-tv og et ægte musikalsk træfpunkt.
Når en næsten 40 år gammel sang stadig kan åbnes på ny, siger det noget både om sangskrivningens holdbarhed og om den kulturelle hukommelse, der ligger gemt i dansk pop. Den jeg elsker, elsker jeg er ikke kun et minde fra en bestemt periode. Den er også et eksempel på, hvordan popmusik kan være både umiddelbar og samfundsmæssigt ladet på samme tid.
Simon siger havde premiere 10. oktober og kan ses på TV 2 og TV 2 Play. Hvis programmets ambition er at vise, hvad der sker, når musikere bliver tvunget ud af deres vaner, så leverede mødet mellem Søs Fenger, Martin Hedegaard og Kristoffer Jessen et af de øjeblikke, der retfærdiggør hele ideen.
