Sira Jovina ramte ikke helt plet fra første tone i Store Vega. Åbningen var så tungt arrangeret, at noget af det mest interessante ved hendes musik – nuancerne, pauserne og den følelsesmæssige spænding i stemmen – i begyndelsen blev presset i baggrunden.
Det ændrede sig heldigvis hurtigt. For da koncerten først fandt sin balance, stod det klart, hvorfor Sira Jovina lige nu er et af de mest spændende navne i dansk r’n’b: Hun har en stemme, der ikke bare bærer sangene, men former dem indefra.
Koncerten var bygget op i to tydelige akter med outfitskift og et interludium som markør. Første del kredsede om den mørkere halvdel af debutalbummet Det, man vander vokser, mens anden del åbnede lydbilledet og lod de nyere sange få mere luft. Det var en ambitiøs dramaturgi, og selv om den første fase blev lovligt massiv, gav opdelingen mening, fordi den viste spændvidden i hendes materiale.
En åbning, der lagde for meget vægt på mørket
Inden Sira Jovina gik på, havde support-dj Selma varmet salen op med et sæt, der pegede tydeligt mod amerikansk 90’er-r’n’b. Det var et klogt greb. Ikke fordi publikum nødvendigvis kendte hvert nummer, men fordi det placerede aftenens hovednavn i en musikalsk tradition, hvor frasering, timing og følelsesmæssige forskydninger betyder mindst lige så meget som store produktioner.
Netop derfor virkede det en smule kontraproduktivt, at koncerten begyndte med så tætpakkede og dystre versioner af “Store mørke verden” og “Alene på bunden”. Når r’n’b er bedst, lever den af det, der ligger mellem linjerne. Her blev der i starten lagt så meget tryk på arrangementerne, at vokalen flere steder måtte kæmpe for pladsen.
Det var ikke en katastrofal start, men det var en påmindelse om, at Sira Jovinas største styrke ikke behøver at blive understreget med tykke streger. Hun har allerede det, mange jagter: en stemme med karakter, bevægelse og dramatisk præcision.
Da stemmen fik plads, løftede koncerten sig markant
Så snart arrangementerne lettede en smule, begyndte koncerten for alvor at arbejde til hendes fordel. På “Sig du hader mig” blev det tydeligt, hvor meget hun kan få ud af selv små knæk, forskydninger og spændinger i fraseringen. Hun synger ikke bare rent eller kraftfuldt; hun synger med en uro og elasticitet, der gør linjerne levende.
Det er den slags kvalitet, der får en sang til at føles mere fysisk. Smerten i materialet blev ikke bare fortalt, men kropsliggjort. Når hun byggede op mod de mere desperate passager, virkede det netop, fordi hun ikke gav det hele væk på forhånd.
Det samme gjaldt “Troede vi var venner”, hvor hendes let hiphoppede vokalrytmik gav teksten en rastløs fremdrift, og “Evig regn”, der mod slutningen blev foldet ud med klaver og fint arrangerede korstemmer. Her ramte koncerten en skrøbelighed, som klædte hende særdeles godt.
Sceneshowet understregede sangenes følelsesliv
Det var ikke kun vokalen, der bar aftenen. Sira Jovina havde også et stærkt greb om scenen. Hun bevægede sig med en naturlighed, som gjorde selv de mere koreograferede øjeblikke organiske, og i koncertens lysere anden halvdel fik hendes kropssprog næsten en jazzballet-agtig lethed.
Det lyder måske som en detalje, men det gjorde en reel forskel. Hendes mimik og fysiske tilstedeværelse var med til at sælge sangenes følelsesliv uden at tippe over i det teatralske. Hun virkede ikke som en artist, der spillede en rolle, men som en sanger, der forstod præcis, hvordan musikken skulle bo i kroppen.
Gæsterne Mas og Milo bidrog uden at forstyrre koncertens centrum. Det er i sig selv et kvalitetsstempel, når gæsteoptrædener ikke stjæler fokus, men i stedet får hovednavnet til at stå tydeligere.
Oilly Wallace gav de bedste musikalske møder
Aftenens stærkeste gæsteindslag kom fra saxofonist Oilly Wallace, som især på “Solrig altan” og “Tror ik jeg siger tak nok” tilføjede en neosoul-klang, der passede perfekt til Sira Jovinas univers. Her opstod der et reelt samspil, hvor blæseren ikke bare pyntede, men skubbede til hendes vokale valg og åbnede nye veje i sangene.
Især “Solrig altan” voksede med en længere intro og en smoky, næsten legende stemning, som klædte koncerten efter den tunge begyndelse. Det var et af de øjeblikke, hvor man mærkede, at Sira Jovina ikke bare har gode sange, men også et musikalsk univers, der kan udvides og udfordres live.
En koncert, der bekræftede hendes format
Da koncerten sluttede, var indtrykket klart: Sira Jovina er ikke interessant, fordi hun passer ind i en dansk trend, men fordi hun har et udtryk, der rækker længere end det. Hun skriver sig ind i en r’n’b-tradition, hvor stemmen er både instrument, fortæller og dramatisk motor.
Store Vega-koncerten var ikke fejlfri. Den første håndfuld minutter var for kompakte og for forelskede i deres eget mørke. Men det ændrer ikke ved, at resten af aftenen udviklede sig til en stærkt gribende demonstration af, hvor meget format der er i Sira Jovina.
Når hun og hendes hold tør give sangene den nødvendige luft, står noget sjældent tydeligt frem: en dansk r’n’b-sanger med en stemme, der uden problemer kan måles med internationale navne.
Kilde:
– Koncertanmeldelse leveret i brugerens kildemateriale
