Rasmus Seebach er vant til at stå midt i rampelyset selv, men ved premieren på Olivia – og skyggedansernes hemmelighed i Østre Gasværk Teater var rollen en anden. Her kunne han for en gangs skyld sætte sig i salen og se et værk folde sig ud, som han har udviklet sammen med Lars Ankerstjerne og manuskriptforfatter Adam Price.
Det er i sig selv en interessant drejning for en af dansk pops mest stabile hitmagere. Seebach har i årevis arbejdet i det format, hvor sangen skal ramme hurtigt og direkte, men musicalen kræver noget andet: karakterer, dramatisk fremdrift og musik, der skal bære en fortælling over længere stræk. Derfor siger det også noget om projektets betydning, at det ifølge BILLED-BLADET har fyldt så meget hjemme hos familien, at hovedpersonen Olivia længe har været fast samtalestof ved spisebordet.
Julie Teglhus har været første publikum
Bag kulisserne har Julie Teglhus haft en helt konkret rolle i processen. Ifølge BILLED-BLADET har Rasmus Seebach løbende spillet nye melodier for hende derhjemme for at mærke hendes reaktion.
Hun lægger dog ikke skjul på, at hun ikke er den benhårde dommer i stuen. “Nej! For jeg kan jo bare godt lide det, Rasmus laver, så jeg er ikke den hårde,” siger Julie Teglhus til BILLED-BLADET.
Det er en lille, men ret sigende detalje. Mange sangskrivere bruger de nærmeste som første temperaturmåler, længe før publikum eller anmeldere kommer på banen. Når det gælder en kunstner som Seebach, der har bygget sin karriere på umiddelbarhed, genkendelige melodier og følelsesmæssig præcision, giver det god mening, at de første reaktioner bliver testet i hjemlige omgivelser.
Et nyt format for en rutineret hitmager
Rasmus Seebach har gennem mere end et årti været blandt de mest folkeligt forankrede navne i dansk pop. Hans styrke har været evnen til at skrive sange, der både fungerer som radiohits og som fællessang i store sale. Netop derfor er springet til musical ikke så mærkeligt, som det måske kan lyde ved første øjekast.
Musicalgenren lever af stærke melodier, klare følelsesmarkører og karakterer, publikum hurtigt kan aflæse. Det er discipliner, Seebach allerede mestrer i popsangen. Forskellen er, at sangene her ikke kun skal stå alene, men også tjene en dramatisk helhed. Det gør Olivia – og skyggedansernes hemmelighed til mere end bare endnu et sideprojekt fra en etableret popstjerne. Det er også en prøve på, hvordan hans melodiske sprog fungerer i en scenisk fortælling.
At idéen er udviklet sammen med Lars Ankerstjerne, er heller ikke uvæsentligt. De to har tidligere arbejdet tæt sammen i sangskrivningen, og det samarbejde har været med til at forme noget af den mest succesfulde danske mainstreampop i 2010’erne. Når de nu flytter samarbejdet ind i teatret, er det værd at følge, hvordan deres fælles musikalske instinkt oversættes til scenen.
Premiere med ro i maven
Premiereaftener plejer at være forbundet med nerver, og Seebach fortalte ifølge BILLED-BLADET også åbent om spændingen ved at sende værket ud til publikum. Men Julie Teglhus bemærkede samtidig en usædvanlig ro hos ham.
Hendes pointe var enkel og ganske morsom: Han nød tydeligvis, at det denne gang ikke var ham selv, der skulle levere præstationen på scenen. I stedet kunne han læne sig tilbage og se andre bære forestillingen. For en artist, der normalt står med ansvaret direkte i hænderne foran publikum, må det være en særlig form for kontroltab – men også en lettelse.
Det er måske netop dér, historien bliver mere interessant end den klassiske kendisvinkel om støtte hjemmefra. For når en erfaren liveartist træder et skridt tilbage og overlader materialet til skuespillere, sangere og en teaterproduktion, bliver værket testet på en ny måde. Sangene skal kunne leve uden manden, vi forbinder dem med.
Hvorfor historien er værd at følge
Der er ikke tale om en ny albumudgivelse eller en turnéannoncering, men historien siger alligevel noget væsentligt om, hvor Rasmus Seebach befinder sig kunstnerisk lige nu. Musicalprojektet peger på en lyst til at arbejde bredere med fortælling og format, og det er ofte i sådanne sidespor, man opdager, hvordan en sangskriver udvikler sig.
Samtidig giver Julies rolle som fortrolig første lytter et sjældent konkret indblik i den kreative proces bag en kunstner, der ellers ofte fremstår meget kontrolleret i offentligheden. Ikke som stor dramatik, men som et troværdigt billede af, hvordan musik faktisk bliver til: prøvet af, vendt ved spisebordet og båret frem af både fagligt samarbejde og privat opbakning.
