Når flere af poppens største navne pludselig synger om det samme, er det sjældent tilfældigt. I år er dansegulvet blevet et tilbagevendende motiv hos kunstnere som Charli XCX, Harry Styles, Miley Cyrus, Tinashe og Madonna – ikke som et sted for eskapisme, men som noget truet, affolket og i værste fald døende.
Det er i sig selv et interessant skifte. Popmusik har altid haft et nært forhold til klubben, festen og den kollektive rus i et rum, hvor kroppen reagerer hurtigere end tanken. Derfor vækker det opsigt, når kunstnere, der normalt lever af at sætte bevægelse i gang, i stedet begynder at skrive nekrologer over samme bevægelse.
Det kan lyde som overdramatiseret popsymbolik. Men under den store gestus gemmer der sig en reel kulturhistorie om ændrede koncertvaner, pressede nattelivsmiljøer og et publikum, der i stigende grad oplever musikken gennem en skærm.
Fra festmusik til sørgesang
Charli XCX satte tonen med linjen “I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music”, mens Harry Styles synger “DJ’s don’t dance no more” på ‘Dance No More’. Miley Cyrus gentager ifølge kildematerialet sætningen “the kids don’t wanna dance” på ‘Bass Persuades’, og Tinashe har en sang med titlen ‘Nobody Wanna Dance Anymore’ på albummet ‘Popstar’.
Hos Madonna bliver temaet næsten et helt manifest. På ‘One Step Away’ beskriver hun dansegulvet som mere end bare et fysisk sted – som et ritualiseret rum, hvor bevægelse erstatter sprog. Det er en klassisk Madonna-idé: dansegulvet som frigørelse, identitet og fællesskab. Netop derfor virker det også sigende, når hun samtidig fremstiller det som noget, der er ved at forsvinde.
Det er værd at hæfte sig ved, at de nævnte kunstnere kommer fra forskellige generationer og poptraditioner. Når både en hypermoderne popfigur som Charli XCX og en veteran som Madonna kredser om samme tab, peger det på en bredere stemning i musiklivet.
Mobiltelefonen står midt på gulvet
En del af forklaringen er efterhånden velkendt, men ikke mindre virkelig af den grund: mobiltelefonen har ændret publikums adfærd markant. Til koncerter er det blevet normalt at opleve store dele af salen gennem hævede skærme, og på klubber og festivaler afbrydes øjeblikket konstant af behovet for at dokumentere det.
Det ændrer ikke bare udsynet. Det ændrer også kroppens forhold til musikken. Dans kræver en vis grad af selvforglemmelse. Man skal acceptere at se lidt dum ud, blive svedig, miste kontrollen og lade rytmen tage over. Det bliver sværere, når man hele tiden er bevidst om, at man kan ende i andres video eller på en Instagram-story.
Madonna formulerede det tidligere i år kontant, da hun opfordrede sit publikum til at lægge telefonerne væk og forbinde sig med hinanden. Det er en gammel klage fra scenekanten, men den bliver ikke mindre relevant af den grund. Mange kunstnere oplever i dag et publikum, der er fysisk til stede, men mentalt halvt fraværende.
Klubberne er også under pres
Problemet handler dog ikke kun om opmærksomhed og skærme. Nattelivet er flere steder økonomisk presset. Ifølge kildematerialet har klubber i både Berlin og New York måttet lukke, og sidste år vakte det international opmærksomhed, da Berlins queer-klub SchwuZ lukkede efter næsten 50 år med henvisning til stigende huslejer og høje energiudgifter.
Det er en udvikling, mange koncert- og festivalgængere vil kunne genkende i mildere form: højere priser på entré, bar og transport gør spontane byture mindre spontane. Især unge publikummer vælger hårdere til og fra. Når nattelivet bliver dyrere, bliver det også mere sårbart.
Det er et klassisk catch-22. Stigende omkostninger tvinger stederne til at hæve priserne, og de højere priser holder gæster væk. Resultatet er færre rum, hvor ny musik, nye miljøer og nye fællesskaber kan opstå nedefra.
Dansegulvet har altid været mere end underholdning
Det er netop derfor, popstjernernes pludselige optagethed af emnet er mere end bare en smart sangidé. Dansegulvet er ikke kun et sted, hvor man forbrænder kalorier til et basdrop. Historisk har det været et socialt frirum – særligt for minoriteter, subkulturer og unge mennesker, der havde brug for et sted at være sammen på andre præmisser end hverdagens.
Fra discoens queer-rødder til rave-kulturens kollektive oprør har dansegulvet fungeret som et rum, hvor musik, identitet og fællesskab smeltede sammen. Når det rum svækkes, mister musiklivet noget, som ikke kan erstattes af streamingtal eller virale klip.
Derfor giver det mening, at netop Madonna insisterer på at tale om dans i næsten eksistentielle termer. Hun tilhører en tradition, hvor klubkulturen ikke bare var kulisse, men selve motoren i popmusikken.
En krise – men næppe en dødsdom
Det ville være for nemt at erklære dansegulvet dødt. Musik- og natteliv har overlevet både moralske panikker, epidemier, politisk modstand og økonomiske kriser før. Og enhver, der stadig går til koncerter, festivaler eller klubarrangementer, ved også, at de øjeblikke stadig findes – når et rum pludselig slipper hæmningerne og bliver til det fællesskab, popmusikken altid har jagtet.
Men det er svært helt at afvise den uro, som lige nu siver ind i sangene fra nogle af verdens største popnavne. Når de synger om et tommere dansegulv, er det ikke kun nostalgi. Det er også en registrering af, at noget i publikums adfærd og i nattelivets infrastruktur har flyttet sig.
Måske er det i virkeligheden derfor, motivet føles så stærkt netop nu. I en tid, hvor meget kultur opleves individuelt, algoritmisk og gennem en skærm, bliver længslen efter det fælles, fysiske og lidt ukontrollerede kun større. Dansegulvet er ikke dødt. Men det er blevet noget, popstjernerne føler, de må forsvare.
Hør Madonna på Spotify: https://open.spotify.com/artist/6tbjWDEIzxoDsBA1FuhfPW
Kilder:
– Soundvenue: Er dansegulvet dødt? Det mener flere af verdens største popstjerner i hvert fald
