Emma Richardson er i gang med et usædvanligt dobbeltliv. Mens hun spiller bas og synger i Pixies, sender hun samtidig en ny række malerier ud i offentligheden i London-udstillingen Hotwire My Heart.
Det er den vinkel, der gør historien interessant lige nu: Richardson står med ét ben i et af alternativ rocks mest ikoniske bands og det andet i en billedkunstpraksis, der ifølge The Guardian kredser om begær, ekstase og forskellige former for overskridelse.
Udstillingen åbner i London hos Wolf Collective, mens Richardson samtidig gør sig klar til USA-turné med Pixies. Det er ikke bare et sideprojekt ved siden af musikken. Tværtimod beskriver hun selv forbindelsen mellem de to kunstformer som tæt.
Fra Band of Skulls til Pixies
Richardson var tidligere bassist i Band of Skulls, som hun forlod under pandemien efter fem album. Ifølge The Guardian havde hun derefter nogle år væk fra liveoptræden for at koncentrere sig om maleriet, før hun i 2024 blev spurgt, om hun ville slutte sig til Pixies.
Det giver hendes billedkunst en særlig musikalsk spænding. Hun fortæller til The Guardian, at erfaringen fra scenen direkte føder arbejdet i atelieret, især den elektricitet, der kan opstå mellem publikum og musikere, og den usikkerhed, der ligger i, at ingen helt ved, hvad der sker som det næste.
Netop i Pixies bliver det forstærket af, at bandet ikke arbejder med fast sætliste. Ifølge Richardson bliver næste nummer valgt spontant af Black Francis under koncerten. Den form for koncentration og løssluppenhed på samme tid er noget, hun også undersøger i malerierne.
Malerier om begær, krop og overskridelse
The Guardian beskriver værkerne som store, farvemættede oliemalerier, hvor beskueren kan være i tvivl om, hvad man egentlig ser: noget kosmisk, noget kropsligt eller begge dele på én gang. Richardson virker selv tilfreds med den tvetydighed. Hun fortæller avisen, at hun godt kan lide at overhøre folk tale om billederne, fordi de nærmest bliver til Rorschach-test for publikum.
Tematisk kredser værkerne om menneskers trang til at overskride sig selv. Det kan være gennem dans, ravekultur, festivaler og store sportsbegivenheder, men også gennem meditation, læsning eller andre mere indadvendte erfaringer. Sex fylder også markant i hendes egen beskrivelse af værkerne, ligesom kvindelig seksualitet og forbindelsen mellem begær og livskraft gør det.
Hun kobler også det sublime til naturens mere ukontrollerbare sider. Ifølge The Guardian ser hun klimaforandringer og storme som en nutidig version af det sublime – en blanding af rædsel og ærefrygt.
Et kunstnerskab med bøger, kunsthistorie og sci-fi i bagagen
Richardsons malerier står ikke alene som intuitive farveeksplosioner. The Guardian peger på, at de også er forankret i kunsthistorien, med spor af blandt andre Artemisia Gentileschi og kvindelige surrealister. Samtidig nævner Richardson selv inspiration fra Hubble-teleskopet og Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey.
Hun fremhæver især filmens berømte stargate-sekvens som afsæt for maleriet I Slipped My Body Completely. Pointen er ikke bare det psykedeliske lys, men følelsen af overgangstilstand – som om kroppen løsner sig fra sig selv.
Det passer godt til hendes valg af materiale. Hun taler begejstret om oliemalingens muligheder for lag, glød og dybde, og om hvordan det våde materiale kan bearbejdes, udtværes og blandes videre i processen. På store lærreder bliver oplevelsen ifølge hende omsluttende, fordi formatet er bredere end synsfeltet.
Når hun er på turné, arbejder hun i mindre formater med akryl, kul og akvarel. Hun fortæller til The Guardian, at hun maler på hotelværelser og backstage, fordi hun har brug for det udløb, også når musikken fylder kalenderen.
Store sko efter Kim Deal
For rockpublikummet er Richardsons rolle i Pixies selvfølgelig en historie i sig selv. Hun lægger ikke skjul på, at opgaven er tung. “It’s huge shoes to fill and I’ve got nothing but respect for her,” siger hun til The Guardian.
Det interessante er, at hun ikke taler om at kopiere. Hun siger tværtimod, at hendes stemme lyder anderledes, og at hendes spillestil også kan være en anden. Hun vil spille sangene, som de skal spilles, men med et element af sig selv i dem.
Hun medvirkede også på Pixies-albummet The Night the Zombies Came fra 2025, og ifølge The Guardian er bandet åbent for mere indspilning, om end i et afslappet tempo. Richardson beskriver samtidig Pixies-sangene som mere snedigt konstruerede, end man måske først tror, med skæve taktarter, uventede sektioner og få gentagelser.
En titel med garage-rock i blodet
Titlen Hotwire My Heart er lånt fra en sang fra 1976 af bandet Crime, senere også fortolket af Sonic Youth. Hotwire var også et navn, hun optrådte under som solomusiker i Southampton.
Det er en sigende detalje. Selv når Richardson arbejder i et andet medie end rockmusikken, er der stadig en tydelig strøm mellem lyd, krop og billede. Det gør ikke hendes malerier til illustrationer af musik, men det giver dem en fysisk spænding, som virker beslægtet med den slags koncerter, hvor man både mister kontrollen lidt og skærper sanserne samtidig.
Hør Emma Richardson på Spotify
