Østen fik en usædvanlig ramme om sangene fra sit nye album Når vi taler om solen, da han indtog Nørrebro Teater i det nye format Performed Concerts. Her blev koncerten ikke bare spillet, men iscenesat – og netop den blanding klædte den aarhusianske sangskriver bemærkelsesværdigt godt.
Tidspunktet var velvalgt. Albummet var udkommet dagen før, og i stedet for en traditionel releasekoncert blev publikum mødt af en opsætning, hvor musik, scenografi og fysisk performance arbejdede sammen om at åbne sangene. Det gav mening for en kunstner, der allerede på debutalbummet Daylight viste, hvor stærkt han arbejder i spændet mellem det sårbare og det storladne.
På Nørrebro Teater blev de to poler gjort konkrete. Rosa Birkedals scenografi skabte et omskifteligt rum med videoprojektioner, glimmerforhæng, voilegardiner og en scene, der hele tiden ændrede karakter, uden at den druknede sangene. Tværtimod gav den plads til både teksterne og den særlige spænding i Østens vokal.
En åbning, der trak publikum ind i mørket
Koncerten begyndte ikke med den klassiske entré. Østen sad allerede blandt publikum, skjult i mørket, og sang åbningsnummeret, før et spotlys afslørede ham i det røde teatersæde. Grebet var enkelt, men effektivt: Han blev ikke præsenteret som en stjerne, der trådte ind på scenen, men som en figur, der voksede frem inde fra rummet.
Det gav især mening i de første sange, hvor dramatikken og den indre uro stod stærkt. Der var øjeblikke i de mest stille, basprægede passager, hvor stemmen ikke sad helt rent. Til gengæld ramte han overbevisende i de høje toner og i de mere intense udladninger, hvor hans udtryk for alvor fik fat. Det er i det spænd mellem skrøbelighed og kraft, at Østen er mest interessant live.
Da han først bevægede sig ned på scenen, blev det tydeligt, hvor meget han også fungerer som performer. Selvom bevægelserne indgik i en tydeligt koreograferet helhed, virkede han ikke låst. Han havde nærvær nok til, at sangene stadig føltes levende og umiddelbare.
Fem musikere gav sangene mere luft
En stor del af koncertens styrke lå i samspillet med bandet. Fem medmusikere stod på en undertiden roterende platform og trak de nye sange i flere retninger, end man nødvendigvis hører på pladen. Arrangementerne fik mere bevægelse, mere farve og mere leg.
Især strygerne gjorde en forskel. Cello og violin løftede flere af numrene og gav dem en varme, der klædte albummets håbefulde side. Den lyse Du gør mig glad fik næsten karakter af en moderne folksang, mens andre sange voksede i dramatisk tyngde, når strygerne lagde sig omkring melodierne.
Men koncerten blev ikke for pæn. Østens univers rummer stadig mørke, tvivl og en rastløshed, som også fik plads. Det rockede udtryk blev skruet op flere steder, blandt andet med en insisterende elguitar, der gav ekstra bid til Fri og alene. Den kontrast var vigtig, fordi den forhindrede forestillingen i at blive ren æstetik. Der var stadig modstand i materialet.
En danser bandt koncerten sammen
Albummets sange blev ikke spillet i pladens rækkefølge. I stedet blev koncerten bundet sammen af en ekstra figur på scenen: en danser med sølvglinsende hud og blå kostumelementer, som tidligt i forløbet kæmpede sig frem mod scenen med vaklende, famlende bevægelser.
Hun fungerede ikke som en forklaring, men som en åbning. Publikum måtte selv læse hende. Hun kunne ses som en kropsliggørelse af de destruktive følelser, der også findes i Østens sangunivers – eller som et ekko af den mørkere side, han forsøger at slippe fri af. Netop fordi forestillingen ikke overforklarede sig selv, blev figuren ved med at arbejde i baghovedet undervejs.
Det var et klogt valg. Når musik bliver pakket ind i et koncept, er der altid en risiko for, at idéen begynder at forklare sangene ihjel. Her skete det modsatte. Iscenesættelsen skabte stemninger og forbindelser, men lod stadig publikum tænke selv.
Et format, der faktisk tilfører musikken noget
Det mest overbevisende ved aftenen var, at Performed Concerts ikke føltes som pynt omkring en almindelig koncert. Formatet tilfører faktisk noget, når kunstneren passer til det. Og Østen passer til det. Hans sange lever af følelsesmæssige forskydninger, af kontraster mellem intimitet og patos, mellem sammenbrud og håb. På en teaterscene kan de spændinger foldes ud fysisk.
Han forklarede selv undervejs, at albummet handler om de øjeblikke, hvor man kan holde fast i håbet sammen med andre. Den tanke blev ikke serveret med store forklaringer, men lå som en understrøm i koncerten. Det var nok. For styrken lå netop i, at publikum fik lov til at være i sangene frem for bare at få dem udlagt.
Når teater og koncert mødes, kan resultatet hurtigt blive enten for stift eller for løst. Her ramte Østen, bandet og Rosa Birkedal en sjælden balance. Når vi taler om solen fik en livepræsentation, der både gav plads til fordybelse og løftede materialet ud i noget større. Det var ikke bare en anderledes måde at lancere et album på. Det var en form, der faktisk gjorde mødet med sangene rigere.
