Olivia Rodrigo fik en opsigtsvækkende festivaldebut, da hendes nye endagsfestival Daisy Chain Fields blev afviklet 29. august i Great Park i Irvine, Californien. Festivalen samlede et rendyrket kvindeligt line-up på tværs af generationer og genrer, og ifølge NME blev dagen en både smuk, styrkende og musikalsk overbevisende markering.
Daisy Chain Fields er ikke bare endnu en artist-kurateret festival. Ifølge festivalens eget koncept går 100 procent af nettooverskuddet til 10 nonprofitorganisationer, der arbejder for kvinder og piger. Under Olivia Rodrigos afsluttende koncert blev det desuden annonceret, at festivalen havde rejst 10 millioner dollar til formålet, og at Melinda French Gates ville matche beløbet.
Et line-up med tydelig historisk bevidsthed
Det mest interessante ved Daisy Chain Fields er ikke kun størrelsen på navnene, men hvordan programmet tydeligt forbinder forskellige generationer af kvindelige kunstnere. På plakaten stod blandt andre Bikini Kill, Garbage, The Breeders, Doechii, Mitski, Chappell Roan, Rachel Chinouriri og nyere navne som Eli og Die Spitz.
Det giver festivalen en klar musikalsk idé: ikke bare at samle populære navne, men at vise en linje mellem pionerer, nutidige hovednavne og næste bølge. Den tanke peger direkte tilbage på Lilith Fair, Sarah McLachlans kvindefestival fra 90’erne, som Daisy Chain Fields åbenlyst læner sig op ad. Rodrigo havde da også inviteret McLachlan som særlig gæst sammen med Alanis Morissette og Stevie Nicks.
Ifølge NME fortalte Rodrigo ved en præsentation dagen før festivalen, at McLachlan var den første kunstner, hun kontaktede, da hun begyndte at planlægge festivalen. Det siger noget om, hvor bevidst projektet er tænkt – ikke som branding, men som en placering af Rodrigo i en større musikalsk og kulturel tradition.
Musikken bar dagen
NME fremhæver, at festivalens politiske og kunstneriske ramme aldrig overskyggede det vigtigste: koncerterne. Blandt dagens højdepunkter nævnes Doechiis energiske optræden, Mitskis vokalpræstation, nyt materiale fra Rachel Chinouriri og endnu en publikumsstærk koncert fra Chappell Roan, hvis katalog allerede beskrives som fyldt med store, fællesskabsskabende sange.
Et af de navne, der ifølge anmeldelsen især stjal opmærksomhed, var Eli. NME beskriver hende som en kunstner med svedig og fræk popenergi med klare ekkoer af 00’ernes største hits – og som et navn med tydeligt hovednavnspotentiale.
Det er den slags detalje, der gør festivalen mere interessant end en symbolsk statement-begivenhed. Hvis Daisy Chain Fields også kan være et sted, hvor nye navne løftes ind i et større publikum, får festivalen en reel funktion i musiklivet og ikke kun i fortællingen om repræsentation.
Olivia Rodrigo sluttede med tunge gæster
Aftenens klimaks kom naturligt nok med Olivia Rodrigo selv. Hendes afsluttende sæt samlede materiale fra hendes nyere album You Seem Pretty Sad For A Girl So In Love samt sange fra Sour og Guts. Ifølge NME bød koncerten også på livedebuten på den nye sang Serena Joy.
Rodrigo fik undervejs selskab af Sarah McLachlan, Alanis Morissette og Stevie Nicks. McLachlan medvirkede på Building a Mystery og Angel, mens Morissette trådte til på Ironic. Festivalens sidste sang blev Fleetwood Mac-klassikeren Landslide, fremført af Rodrigo og Stevie Nicks under næsten fuldmåne – et billede, der næsten er for perfekt, men som ifølge anmeldelsen faktisk landede med den tyngde, man kunne håbe på.
Daisy Chain Fields lyder på papiret som en festival, der let kunne være druknet i gode intentioner. Men hvis man skal tro NME’s anmeldelse, lykkedes Olivia Rodrigo med noget sværere: at skabe en begivenhed, hvor idé, historie, aktivisme og stærke koncerter trak i samme retning.
Hør Olivia Rodrigo på Spotify
