Modern English har pustet lidt liv i en gammel musiknørdet diskussion: Hvor meget minder The Strokes-singlen ‘Bad Decisions’ egentlig om ‘I Melt With You’? Svaret fra det britiske new wave-band er, at ligheden er så tydelig, at de nu joker offentligt med det.
I et Instagram-opslag skrev Modern English: “We have beef with the Strokes.” I klippet fra et nyt interview fortæller bassist Michael Conroy, at et medlem af bandet Mom Jeans spurgte, om de kendte The Strokes. “Yeah, about 30 years ago,” svarer forsanger Robbie Grey tørt, før han tilføjer, at New York-bandet “actually ripped off ‘I Melt With You’.” Conroy følger op: “Yeah, they had a song and they completely ripped off ‘I Melt With You’.”
Det hele blev dog hurtigt afvæbnet af teksten i opslaget: “Just kidding we still love them.” Så der er mere tale om kærligt drilleri end egentlig konflikt. Men bemærkningen rammer ned i en reel musikalsk lighed, som mange lyttere allerede bed mærke i, da ‘Bad Decisions’ udkom i 2020.
Et riff, der straks vækker 80’er-fornemmelsen
‘Bad Decisions’ var en af de mest umiddelbart fængende sange på The Strokes-albummet The New Abnormal. Den har den slags guitarfigur, der føles bekendt næsten fra første gennemlytning. Officielt er sangen krediteret som et riff på Billy Idols ‘Dancing With Myself’, og derfor modtog Billy Idol og Tony James sangskriverkreditering.
Det interessante er, at mange også hørte noget andet i nummeret: den svævende, længselsfulde kerne fra Modern Englishs ‘I Melt With You’. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om, at melodien er kopieret direkte tone for tone, men snarere at stemning, bevægelse og guitarhook ligger så tæt på 80’er-klassikeren, at sammenligningen er svær at komme udenom.
Det er også derfor, Modern Englishs kommentar lander så godt. Den spiller på noget, som allerede har været en del af samtalen om sangen i årevis. Da nummeret udkom, pegede flere anmeldere på netop den forbindelse, samtidig med at The Strokes’ lån fra Billy Idol blev anerkendt åbent i credits.
Hvor går grænsen mellem inspiration og lån?
Den slags historier er altid interessante, fordi pop- og rockhistorien er fuld af sange, der lever af genkendelse. Nogle gange er det bevidst hyldest, andre gange en halvbevidst genbrug af et riff eller en stemning, som sangskriverne har båret rundt på i årevis. Og nogle gange er det så tæt på, at diskussionen om kreditering bliver uundgåelig.
I tilfældet ‘Bad Decisions’ er det værd at hæfte sig ved, at The Strokes ikke skjulte, at sangen byggede på eksisterende DNA. Billy Idol og Tony James blev krediteret, fordi forbindelsen til ‘Dancing With Myself’ var tydelig og formelt anerkendt. Modern English er derimod ikke nævnt i credits, selv om deres sang for mange lyttere er mindst lige så nærværende i nummerets centrale hook.
Det gør ikke nødvendigvis sagen juridisk sprængfarlig, men musikalsk er den interessant. For her taler vi om et band, The Strokes, som selv blev kanoniseret for at destillere tidligere rocktraditioner til noget, der lød friskt og cool omkring årtusindskiftet. Når de så selv bliver mødt med et “den dér har vi altså hørt før”, er det næsten bare rockhistorien, der går sin vante runde.
Et kærligt stik til et band, der stadig fylder meget
At Modern English vælger at tage emnet op nu, hænger også sammen med, at The Strokes igen er meget synlige. Bandet er i gang med en stor turné i 2026 i kølvandet på albummet Reality Awaits, som udkom i juni. De nye koncerter har allerede budt på livedebuter til flere sange, blandt andet ‘Lonely In The Future’, ‘Going To Babble On’ og ‘Tyrants Of The Mellow Moon’.
Det giver ekstra liv til enhver historie om bandet, også de små og halvdrilske. For The Strokes er stadig et navn, der bliver diskuteret intenst af folk, som går op i guitarpop, indie og rockhistorie. Og Modern English ved udmærket, hvad de gør, når de prikker til et af de største bands i den tradition.
Det bedste ved hele episoden er egentlig tonen. Der er ingen sure advokatbreve, ingen oppustet forargelse og ingen kunstig skandale. Bare et erfarent band, der med et grin peger på en lighed, som mange allerede har hørt. Den slags musikalske stikpiller kan være mere oplysende end ti tørre credits-diskussioner, fordi de minder os om, hvor porøs grænsen er mellem reference, inspiration og regulær genbrug.
Og ja – når man hører ‘Bad Decisions’ igen med Modern Englishs kommentar i baghovedet, bliver det ikke ligefrem sværere at høre, hvad de mener.
