Miley Cyrus har brugt to årtier på at gøre det svært at placere hende ét sted. Fra Disney-gennembruddet med Hannah Montana til ‘Wrecking Ball’, psykedeliske afstikkere, rockflirt og den gigantiske succes med ‘Flowers’ har hun sjældent stået stille ret længe. Derfor er der også noget grundlæggende interessant ved et nyt Miley-album, selv når det ikke er helt helstøbt.
Det gælder også ‘Bass Persuades’, hendes 10. studiealbum. Musikalsk er der meget at holde af. Albummet arbejder i et mørkt, basdrevet og ofte ret effektivt popunivers, hvor Miley Cyrus’ hæse og slidstærke stemme igen viser, hvor meget karakter den kan tilføre selv de mest stramt producerede sange.
Et stærkt lydunivers fra første nummer
Titelnummeret og albumåbneren ‘Bass Persuades’ sætter tonen præcist. Det er beskidt, dansabelt og bygget med en fysisk fornemmelse for rytme, der peger mod både klubpop og den slags teatralske electro-pop, som tidligere har gjort Lady Gaga så effektiv. Miley Cyrus passer godt ind i det rum. Hun lyder hjemmevant i det hårde beat, og produktionen giver hendes vokal noget at skubbe imod.
Det er i det hele taget en af albummets klare styrker, at det sjældent lyder tilfældigt. Der er tænkt over teksturer, dynamik og kontraster mellem de pumpende passager og de mere svævende øjeblikke. ‘Innocent Ways’ er et godt eksempel: versene presser fremad med tyngde, mens omkvædet letter og giver sangen en dramatisk spænding, som Miley Cyrus længe har været god til at udnytte.
Når selvindsigten bliver til gammelklogskab
Problemet er, at ‘Bass Persuades’ flere steder bliver svær at holde af på tekstsiden. Miley Cyrus synger ikke bare som en artist, der har fundet ro. Hun synger ofte som en, der også meget gerne vil fortælle andre, at hun har fundet den. Det giver albummet en tone af gammelklog selvtilfredshed, som skurrer mod den ellers levende og sanselige musik.
På titelnummeret bliver det særligt tydeligt, når hun vil lokke ungdommen væk fra skærmene og ud på dansegulvet. Tanken er ikke urimelig, men formuleringerne får en lidt anstrengt “ungdommen nu til dags”-energi. Det er den slags øjeblikke, hvor Miley Cyrus pludselig lyder mindre som en fri popstjerne og mere som en voksen, der prøver at tale sig ind i en yngre kultur.
Det samme gælder ‘Innocent Ways’, hvor hun skildrer en søsterrelation præget af kriser, sene natopkald og et blik på livet, der tydeligvis skal signalere modenhed. Musikalsk fungerer sangen, men teksten bliver så demonstrativ i sin livsvisdom, at den mister noget af sin menneskelige varme.
Max Morando fylder hele albummet
Albummet er også gennemsyret af Miley Cyrus’ forhold til Max Morando, som ifølge det medfølgende materiale har været producer på udgivelsen. Kærligheden er ikke bare et tema her – den er nærmest hele pladens tyngdepunkt. Det giver mening, når en kunstner står et lykkeligt sted i sit liv, men på ‘Bass Persuades’ bliver det flere gange så massivt, at sangene tipper fra oprigtighed til kitsch.
På ‘Different Religion’, hvor Model/Actriz medvirker, bliver det mørke og industrielle udtryk koblet med religiøse billeder, der skal understrege, hvor altomfattende forelskelsen er. Det er dramatisk og veludført, men også så tungt læsset med symbolik, at det bliver mere koncept end følelse.
‘Let’s Get Married’ går i en anden retning og folder sig ud som drømmepop med lethed og luft. Den er umiddelbart smuk, og Miley Cyrus synger den med overbevisning. Men også her bliver kærlighedserklæringen så klassisk og så blankpoleret, at sangen mister lidt af sit bid. Det samme gælder balladen ‘Orbit’, hvor hun kredser om forelskelsen med et billede, der er enkelt, men også faretruende tæt på det banale.
Albummets bedste sang peger et andet sted hen
Det mest interessante øjeblik på ‘Bass Persuades’ er derfor næsten paradoksalt nok en sang, der ikke dyrker den lykkelige kærlighed. ‘Aftermath’ skiller sig ud som albummets stærkeste nummer, fordi den rummer en anden form for følelsesmæssig spænding. Her er der tab, tvivl og en rest af noget uafklaret, som klæder Miley Cyrus som sangskriver.
Sangen begynder som en sårbar breakup-ballade, men bliver løftet af en mere fremaddrivende produktion, der giver den en næsten euforisk bevægelse. Det er netop i den kombination – smerte og momentum, skrøbelighed og beat – at Miley Cyrus rammer noget, der føles både stærkt og mindre selvbevidst.
Det er også her, man tydeligst hører, at der stadig gemmer sig en virkelig dygtig sangskriver bag albummets mere anstrengte sider. Når hun slipper behovet for at lyde oplyst eller lykkeligt frelst, bliver sangene mere åbne og langt mere interessante.
Et ujævnt, men stadig spændende Miley-album
‘Bass Persuades’ er derfor et album med en reel musikalsk tiltrækningskraft og flere stærke produktioner, men også en udgivelse, der bliver holdt tilbage af sin egen selvforståelse. Miley Cyrus lyder godt, og hun har stadig en sjælden evne til at få popmusik til at føles fysisk og dramatisk. Men når forelskelsen bliver for smasket, og livsvisdommen for demonstrativ, mister albummet noget af den kant, der ellers har gjort hende så spændende at følge.
Det efterlader ikke indtrykket af en artist i krise – snarere af en artist, der stadig tør skifte form, men som denne gang ikke helt har fundet balancen mellem stærk iscenesættelse og stærke sange. ‘Bass Persuades’ er langt fra uinteressant. Men det er også et album, der flere gange får én til at tænke, at Miley Cyrus lige nu er mere forelsket end skarp.
