Lucy Bedroque er en af de kunstnere, der får genrebetegnelser til at se midlertidige ud. Den Los Angeles-baserede musiker bliver ofte placeret i eller omkring digicore, men lytter man til mixtapet Unmusique og den nyere single Speed Demon, er det mindst lige så oplagt at høre en kunstner, der bruger internettets mikrogenrer som råmateriale frem for som identitet.
Det er også derfor, Lucy Bedroque er interessant lige nu. Ikke bare som endnu et navn i en internetfødt undergrund, men som en kunstner, der presser den digitale æstetik så langt, at den begynder at føles som sit eget sammenhængende sprog.
Fra maplekore til digital overbelastning
Bedroque har allerede bevæget sig markant på kort tid. Tidligere udgivelser trak på det, kunstneren selv har kaldt “maplekore” – en blanding af jerk, cloud rap og 8-bit-farvede synthflader med klare spor af spilnostalgi. På Unmusique er udtrykket blevet mere aggressivt, mere fragmenteret og samtidig mere sikkert i sin egen logik.
Åbneren Speakers Never Learn skifter hurtigt ham: først et skramlet guitarriff med poppunk-kant, så glitrende synthlag og til sidst et hårdt fire-i-gulvet-drive, der peger mod nightcore og eurotrance. Fenty Face arbejder på samme måde med brat omstilling, hvor et kort, arkadespilsagtigt EDM-anslag bliver revet over af et tungere trap-beat og et virvar af samples og highhats.
På papiret lyder det stilforvirret. I praksis hænger det sammen, fordi Bedroque har en meget tydelig digital signatur: autotunede vokaler, synths i tætte lag og en basproduktion, der får hele lydbilledet til at sitre. Det er musik, der bevidst lyder som noget, der er opstået inde i en skærm.
Et album-rollout som computerspil
Den tanke fortsætter uden for selve sangene. I forbindelse med det kommende album C har Lucy Bedroque lanceret spillet Paradise Chateau, et puzzle-spil, hvor spilleren bevæger sig gennem et pixeleret univers og låser op for elementer fra albummet. Det er en mere gennemtænkt idé end de fleste såkaldt kreative albumkampagner, fordi formen faktisk matcher musikken.
Her giver spilæstetikken ikke bare visuel pynt. Den er en del af værket. Bedroque bygger digitale rum, hvor lyd, grafik og identitet flyder sammen, og netop derfor føles digicore-betegnelsen både relevant og utilstrækkelig.
Når rapperrollen møder postgenre-pop
Lucy Bedroque står i en bølge, hvor kunstnere som 2hollis, Kuru og Slayr ofte præsenterer sig som rappere, selv om musikken lige så ofte trækker mod EDM, hyperpop og elektronisk eksperiment. Det afgørende er ikke, hvad man kalder det, men hvordan det fungerer: som et netværk af mikrogenrer, der konstant æder hinanden og opstår på ny.
Unmusique rammer den bevægelse præcist. Ikke som nostalgisk internetpastiche, men som musik, der tager den digitale overbelastning alvorligt og gør den til form. Hvis debutalbummet C lander på det niveau, kan Lucy Bedroque meget vel blive et af de navne, der får den her scene til at virke mindre som en niche og mere som et reelt næste skridt.
Hør Lucy Bedroque på Spotify:
https://open.spotify.com/search/Lucy%20Bedroque