Kurt Vile er ikke færdig med at grave i Philadelphia. Tværtimod. I et nyt interview med NME folder den amerikanske sangskriver ud, hvordan hjembyen ikke bare er kulisse, men selve motoren i hans nye album Philadelphia’s Been Good To Me – og hvorfor det for ham handler om noget næsten rap-agtigt i måden at markere sit territorium på.
Samtidig taler Vile om et opsigtsvækkende møde med Fontaines D.C., der inviterede ham på scenen til at spille Roman Holiday, og om den ros, han har fået fra Sam Fender. Det er tre spor, der hænger overraskende godt sammen: Viles særlige guitarunivers og scenevæsen har sat tydelige aftryk på yngre navne, mens han selv i stigende grad vender blikket hjemad.
Philadelphia er ikke bare tema – det er metode
Det nye album er Viles første fuldlængde siden (Watch My Moves) fra 2022, og denne gang er fokus langt mere geografisk og konkret. Ifølge NME beskriver pladen blandt andet Mount Airy-kvarteret og Schuylkill-floden som en musikalsk kærlighedserklæring til Pennsylvania-byen.
Det interessante er, at Vile ikke taler om Philadelphia som en romantisk idé, men som et netværk af steder, minder, arbejdspladser og gamle optagelser. Han nævner blandt andet Philadelphia Brewing Company, hvor han arbejdede, og de år, hvor han indspillede med Adam Granduciel – senere frontmand i The War On Drugs – i årene omkring 2003 til 2007.
Det er den slags detaljer, der gør Viles sangskrivning mere håndgribelig end meget anden amerikansk indie-rock. Når han synger om byen, er det ikke postkortpoesi. Det er øvelokaler, lejligheder, båndmaskiner og de sene nætter, hvor et lokalt miljø langsomt finder sin egen lyd.
Til NME formulerer han det sådan: “This whole era, it’s almost like rap. I’m calling out my fucking zone!” Det er en præcis beskrivelse af, hvad der gør albummet interessant. Vile arbejder ikke med hjembyen som myte, men som scene, sprog og identitet.
Fontaines D.C. pegede tilbage på Kurt Vile
Et af interviewets mest opsigtsvækkende elementer er Viles fortælling om samarbejdet med Fontaines D.C. ved festivalen La Route Du Rock i Frankrig. Her blev han inviteret på scenen til at spille Roman Holiday – et nummer, som bandet ifølge Vile selv fortalte ham var inspireret af ham.
Det siger noget om Viles position i moderne guitarrock. Han har sjældent været den mest højtråbende skikkelse i genren, men hans løse, seje og tilsyneladende ubesværede måde at synge og spille på har sat sig dybt i mange yngre kunstnere. Fontaines D.C. har deres egen mørkere og mere litterære motor, men forbindelsen giver mening, hvis man lytter efter den afslappede fremdrift og den måde, melodier kan flyde oven på et band, der aldrig lyder stift.
Vile fortæller også, at han ikke helt selv kan høre præcis, hvordan Roman Holiday skulle være påvirket af ham. Den reaktion klæder ham egentlig meget godt. Han virker mere nysgerrig end selvhøjtidelig, og netop den jordbundne tilgang har altid været en del af hans appel.
Sam Fender-shoutout siger noget om Viles rækkevidde
Den anden markante anerkendelse kommer fra Sam Fender. På nummeret Arm’s Length fra Fenders Mercury Prize-vindende album People Watching bliver et riff beskrevet som noget, der “sounds like a Kurt Vile thing”. For Vile selv er det, ifølge NME, “cool as hell”.
Det er mere end bare en venlig bemærkning. Sam Fender er blevet en af de store moderne stadionorienterede sangskrivere i britisk rock, og hans forbindelse til Adam Granduciel og The War On Drugs er allerede veldokumenteret. Når Viles navn dukker op i den sammenhæng, understreger det, hvor meget den særlige Philadelphia-lyd har betydet for en hel generation af nyere guitarbands.
Det handler ikke kun om tone eller gear. Viles bedste sange har altid haft en sjælden balance mellem slacker-lethed og præcis komposition. De kan lyde som om, de driver af sted, men under overfladen er de omhyggeligt bygget. Det er netop den slags kvaliteter, yngre kunstnere ofte låner fra, fordi de er svære at kopiere rent mekanisk.
Fra The War On Drugs til “weirdo projects”
Interviewet rummer også små, men interessante glimt af Viles egen selvforståelse. Han nævner sin fortid som medstifter af The War On Drugs, som han forlod i 2008, og kobler den direkte til de steder og optagelser, der stadig hjemsøger hans nye sange. Det er ikke nostalgi for nostalgiens skyld, men en påmindelse om, at meget af den lyd, som i dag forbindes med både Vile og Granduciel, voksede frem i et konkret lokalt miljø.
Samtidig lyder han som en kunstner, der er lidt mør efter en lang turné og ikke nødvendigvis står klar med endnu et traditionelt album lige om hjørnet. Han siger til NME, at den klassiske albumproces tager meget ud af ham, og peger i stedet på arkivudgivelser, samlinger og andre “weirdo projects” som noget, der trækker.
Det kan faktisk være gode nyheder. Vile har gennem hele karrieren været stærkest, når han giver plads til skævhederne – de lange omveje, de halvt drømmende grooves og de sange, der føles fundet frem snarere end fabrikeret. Hvis næste fase bliver mindre lineær og mere arkæologisk, passer det fint til en kunstner, der tydeligvis stadig går rundt og samler på sine egne spøgelser.
Nordamerikansk turné er allerede på plads
Selv om Vile i interviewet lyder både træt og eftertænksom, er kalenderen ikke tom. NME oplyser, at han allerede har offentliggjort nordamerikanske turnédatoer for november 2026 med stop i blandt andet Buffalo, Columbus, Denver, New Orleans, Charlotte og Baltimore.
Det understreger pointen: Kurt Vile står et sted i karrieren, hvor han både kan kigge bagud på sin indflydelse og stadig være aktivt i bevægelse. Ikke som en nostalgisk kultfigur, men som en sangskriver, andre stadig lytter til – også når de selv er blevet store navne.
Og måske er det netop derfor, Philadelphia fylder så meget lige nu. Ikke som et tilflugtssted, men som kilden, han stadig må tilbage til for at forstå, hvorfor musikken lyder, som den gør.
Kilde: NME.
