Jarvis Cocker har sat ord på sit eget forhold til fem af Pulps mest kendte sange i en ny blind ranking hos NME – og timingen er ikke tilfældig. Videoen lander få dage før Pulp optræder ved Mercury Prize-showet, som bandet selv har beskrevet som deres “final musical manifestation for a while”.
Det giver den ellers letbenede øvelse lidt mere vægt. Når Cocker bliver bedt om at placere sange som Babies, Disco 2000, This Is Hardcore, Spike Island og Common People uden at kende rækkefølgen på forhånd, bliver det også et lille kig ind i, hvordan han selv læser Pulps katalog i dag: ikke bare som hits, men som nedslag i forskellige perioder af bandets liv.
Fem sange, fem meget forskellige Pulp-ansigter
Blind rankings kan hurtigt blive ren promo, men her er der faktisk et par interessante detaljer. Om Babies siger Cocker ifølge NME, at det var “a big song” for Pulp, og han fremhæver stadig brugen af det enkle “yeah, yeah, yeah” i teksten. Det lyder måske som en lille ting, men det passer meget godt til Pulp: et band, der ofte har kunnet få hverdagsagtige eller næsten banale formuleringer til at føles både skæve, vittige og præcise.
Om Disco 2000 peger Cocker på sangens forbindelse til det øjeblik, hvor han for alvor mærkede, at Pulp var ved at blive store. Samtidig knytter han nummeret til den næsten science fiction-agtige forestilling, mange havde om år 2000 som børn – en fremtid, der virkede mytisk længe før den blev virkelig. Det er en af grundene til, at sangen stadig holder: den er både euforisk britpop og en sang om tid, forventninger og tabte muligheder.
This Is Hardcore får en mørkere behandling. Her beskriver Cocker sangen som et minde fra en smertefuld periode og fortæller, at han var stærkt beruset både da teksten blev skrevet, og da han første gang sang den. Det er ikke ny information i den forstand, at sangens selvdestruktive tone altid har været tydelig, men det understreger, hvor langt Pulp kunne bevæge sig væk fra den vittige socialrealisme og ind i noget langt mere opløst og ubehageligt.
Et katalog, der rummer mere end britpop-nostalgi
Det interessante ved de fem valgte sange er også, at de tilsammen viser, hvorfor Pulp stadig står stærkere end mange af de bands, de blev sat i bås med i 90’erne. Common People er stadig den uomgængelige signatursang, men den giver ikke hele billedet alene. Babies har den nervøse, voyeuristiske fortællelyst fra de tidlige år, Disco 2000 er ren popmotorik med melankoli i maskinrummet, og This Is Hardcore viser et band, der turde lade glamouren rådne for åben mikrofon.
At Spike Island også er med, peger samtidig frem mod den sene fase af Pulp, hvor bandet igen begyndte at udgive nyt materiale. Cocker indleder ifølge NME rangeringen med en tør bemærkning om, at det lyder, som om han har været på et manifesteringskursus, men håber at få det rigtigt. Den slags underspillet humor har altid været en del af hans styrke som frontfigur: han kan afmontere højtideligheden uden at gøre musikken mindre vigtig.
Mercury Prize-optræden bliver sidste livstegn for nu
Videoen kommer samtidig med, at Pulp gør klar til at optræde ved Mercury Prize-showet torsdag den 22. oktober på vegne af War Child Records’ Help (2)-projekt. Her bidrager bandet med Begging For Change, indspillet med et kor, der ifølge NME tæller blandt andre Damon Albarn, Grian Chatten, Kae Tempest og Carl Barât.
Det er i sig selv en nyhed, men den større historie er, at Pulp offentligt har meldt ud på sociale medier, at optrædenen bliver deres sidste musikalske manifestation “for a while”. Cocker sagde desuden til NME ved premieren på dokumentarfilmen What Do You Do For An Encore?, at bandet nu “going to have a bit of a rest”. Han beskrev samtidig Pulp som “an organic thing” og lod døren stå på klem for mere aktivitet senere, uden at love noget om hvornår.
Det lyder ærligt talt som den mest Pulp-agtige måde at annoncere en pause på: uden stor dramatik, uden definitiv afsked, men heller uden tomme løfter. Bandet har altid haft en lidt ujævn, menneskelig rytme, hvor lange pauser og pludselige genopblomstringer har været en del af historien.
Derfor er den lille ranking værd at se
Der findes masser af kunstnere, som kan remse deres bagkatalog op som en række brands. Cocker gør noget andet. Selv i et format så let som en blind ranking får han koblet sangene til konkrete erfaringer, perioder og stemninger. Det er ikke bare fanservice, men en påmindelse om, at Pulp-sangene stadig lever, fordi de er skrevet ud fra skæve detaljer, social observation og en sjælden evne til at gøre pinlighed, begær og klassebevidsthed til stor pop.
Hvis Mercury Prize-optrædenen faktisk bliver sidste Pulp-livstegn i et stykke tid, fungerer videoen som en fin lille appetitvækker – og som en påmindelse om, hvor stærkt kataloget stadig står. Ikke kun fordi sangene er kendte, men fordi de stadig siger noget forskelligt om det band, der lavede dem.
