Der har i årevis hængt en lille myte over forholdet mellem Shu-bi-dua og Kester. Nu afviser Jarl Friis-Mikkelsen, at der nogensinde var tale om en egentlig krig mellem de to bands.
I et interview med B.T. fortæller den 74-årige tv-vært, skuespiller og musiker, at Kesters parodi på Shu-bi-duas “Vuffeli-vov” ikke udsprang af dårlig stemning, men af begejstring. Det er især blevet læst ind i historien, fordi Shu-bi-dua på hittet “Minus til plus” synger linjen om, at “de andre og Kester er sure”.
Friis-Mikkelsens forklaring er mere jordnær: Kester var fans, og parodien “Bare man kan logre” blev lavet netop, fordi Shu-bi-dua fyldte så meget i dansk populærmusik omkring slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.
En parodi, der lød for meget som forbilledet
Jarl Friis-Mikkelsen siger til B.T., at han både var og stadig er stor Shu-bi-dua-fan. Ifølge ham opstod idéen til en parodi-plade i Kester, og i den sammenhæng var det oplagt at gå efter et band, de faktisk holdt af. Han peger samtidig på, at “Bare man kan logre” kom til at lyde så meget som Shu-bi-dua, at den også kunne opfattes som en provokation.
Han siger desuden til avisen, at han ikke tror, Michael Bundesen syntes, det var “så fedt” dengang. Det er den mest konkrete indrømmelse af, at der trods alt kan have været en vis irritation hos Shu-bi-duas frontfigur – men ikke nødvendigvis en egentlig fejde.
Det passer også godt med den måde, musikalske parodier ofte fungerer på: De virker kun rigtigt, hvis ophavsfolkene forstår originalen tæt nok til at ramme både tone, timing og særpræg. I dansk sammenhæng var Shu-bi-dua et oplagt mål, fordi bandet havde en så markant identitet, at den kunne genkendes og karikeres med få greb.
Shu-bi-dua-referencen blev hængende
At linjen i “Minus til plus” har overlevet som en slags fodnote i dansk pophistorie, siger også noget om Shu-bi-duas position. Bandet var i de år så dominerende, at selv små stikpiller eller interne referencer blev en del af fortællingen omkring dem.
Friis-Mikkelsen afviser dog, at historien skal læses som et langvarigt opgør. Tværtimod fortæller han til B.T., at han for omkring et halvt år siden blev inviteret af Shu-bi-dua til at synge med, da bandet spillede i Falkoner Centret. Det er svært at få til at passe med forestillingen om en gammel, uløst konflikt.
Han peger også på en konkret forbindelse mellem lejrene: Bassisten Kim Daugaard i Shu-bi-dua kom ifølge Friis-Mikkelsen fra Kesters orkester. Det understreger, hvor tæt de danske musikmiljøer ofte hang sammen, også når offentligheden senere gjorde historierne mere dramatiske, end de reelt var.
Kester blev ikke et liv på landevejen
Interviewet med B.T. handler også om, hvorfor Jarl Friis-Mikkelsen aldrig for alvor forfulgte en klassisk popkarriere, selv om han stod bag musik, mange danskere stadig kender. Hans forklaring er enkel: Han kunne ikke se sig selv som turnerende musiker aften efter aften.
Det er en interessant detalje, fordi den siger noget om forskellen mellem at kunne lave sange og at ville leve det liv, der følger med. Mange kan lide studiet, idéarbejdet og indspilningen, men færre trives i den gentagne koncertmaskine. Friis-Mikkelsen beskriver netop, at han syntes, det var sjovt at indspille musik, men ikke at forestille sig et liv på landevejen.
Det blev i stedet en karriere, hvor musikken løb parallelt med tv, skuespil og andre projekter – og hvor hans største folkelige musikaftryk i sidste ende kom et andet sted end gennem Kester.
“Re-Sepp-ten” blev den store vinder
Hvis man skal måle på gennemslagskraft og indtjening, peger Friis-Mikkelsen selv på “Re-Sepp-ten” som det vigtigste nummer i kataloget. Sangen blev skrevet op til VM i 1986 og er stadig blandt de mest sejlivede danske fodboldsange overhovedet.
Til B.T. forklarer han, at ambitionen var at gøre landsholdet til kulturelle ambassadører for Danmark, og derfor blev teksten fyldt med referencer til H.C. Andersen. Det er en ret særpræget tanke bag en fodboldsang – og måske også en del af forklaringen på, at nummeret stadig skiller sig ud. Det er ikke bare tribunekor og omkvæd, men en sang med en tydelig idé.
Han fortæller også, at han næppe ved mest om fodbold, men at hans akademiske baggrund i dansk og engelsk gav ham et andet greb om teksten. Det er en påmindelse om, at dansk populærmusik ofte er blevet skabt i spændingsfeltet mellem det folkelige, det skæve og det meget bevidst skrevne.
At “Re-Sepp-ten” stadig giver afkast via Koda og Gramex, når slutrunderne ruller, er i den sammenhæng mindre overraskende. Nogle sange bliver ikke bare hits i deres samtid, men faste dele af den nationale lydkulisse.
Hør Jarl Friis-Mikkelsen på Spotify
En lille dansk popmyte punkteres
Det mest interessante ved Friis-Mikkelsens nye udlægning er måske ikke, at der ikke var en stor konflikt, men hvor let den slags fortællinger opstår. En parodi, en skarp linje i en sang og et par stærke personligheder er nok til, at en myte kan leve i årtier.
Hans version gør historien mindre dramatisk, men også mere troværdig: Kester lavede en Shu-bi-dua-parodi, fordi de kendte og kunne lide udtrykket. Michael Bundesen har muligvis ikke været begejstret. Og resten blev til en af de små historier, der bliver hængende i dansk musikhistorie, længe efter at de involverede selv er gået videre.
Kilder:
