Jack Antonoff retter nu en usædvanligt direkte kritik mod Ed Sheeran i den betændte sag om Macklemores exit fra Sheerans Loop Tour. I et interview med The Guardian siger Bleachers-frontmanden, at Sheeran forpassede en oplagt mulighed for at sige fra over for milliardærer, der fortæller ham, hvad han skal gøre.
Sagen begyndte, da Macklemore blev fjernet som supportnavn efter en sceneudtalelse, hvor han opfordrede til et “free Palestine”. Robert Kraft – ejer af Gillette Stadium og NFL-holdet New England Patriots – kaldte efterfølgende udtalelsen “dybt stødende og sårende for det jødiske samfund”. Ifølge kildematerialet kom der også kritik fra blandt andre Pink og Israeli American Council, hvorefter rapperen blev taget af turnéen.
Nu blander Antonoff sig så med en kritik, der ikke bare handler om Macklemore, men om kunstneres ansvar, når økonomisk og institutionel magt begynder at diktere rammerne.
Antonoff peger på den mulighed, Sheeran ikke greb
I interviewet med The Guardian forsvarer Jack Antonoff Macklemores udtalelse og siger, at den “ikke på nogen måde er en mærkelig, ubehagelig eller kontroversiel ting at sige”, men “en dybt menneskelig ting at sige”. Samtidig gør han det klart, at han mener, Ed Sheeran burde have sagt tydeligere fra.
Antonoff siger til avisen, at Sheeran “missed a massive, beautiful opportunity” ved ikke at aflyse turnéen og i stedet bruge situationen til at spille gratis uden for spillestederne og samle penge ind til velgørende formål. Hans bredere pointe er, at milliardærer konstant fortæller os, hvad vi skal gøre, og at Sheeran lod en milliardær sætte grænserne i den konkrete sag.
Det er en markering, der flytter sagen fra en konkret turnékonflikt til et bredere spørgsmål om, hvem der sætter grænserne for, hvad kunstnere kan sige og gøre.
Ed Sheeran tog afstand – men ikke styringen
Ed Sheeran kommenterede selv sagen, da den rullede, og sagde, at han ikke var “complicit” i beslutningen om at fjerne Macklemore fra turnéen. Han beskrev samtidig konflikten mellem Israel og Palæstina som en tragedie og sagde, at han var rystet over lidelserne på begge sider.
Det svar placerede ham et sted, mange store mainstreamnavne ofte søger hen i kriser: moralsk afstandtagen uden at gå ind i en direkte magtkamp med arrangører, ejere eller samarbejdspartnere. Det er netop den mellemposition, Antonoff nu angriber. Ikke fordi Sheeran sagde det forkerte, men fordi han ifølge Antonoff ikke gjorde nok.
Senere vendte Sheeran tilbage på scenen i Philadelphia, hvor han undskyldte for “making mistakes”, før han annoncerede nye supportnavne. Dermed forsøgte han at få turnéen tilbage på sporet, men kritikken forsvandt ikke.
En sag, der voksede langt ud over ét supportnavn
Kontroversen udviklede sig hurtigt til mere end en diskussion om et enkelt supportslot. Ifølge kildematerialet erklærede en række markante navne deres støtte til Macklemore, blandt andre Greta Thunberg, Massive Attack, Roger Waters, Dropkick Murphys, Amelia Dimoldenberg, Billy Bragg, Lorde og Hayley Williams. Samtidig trak medlemmer af Sheerans band og andre supportacts sig fra shows i solidaritet med rapperen.
Når en stadionturné først bliver en værdikamp, er det ikke længere kun et spørgsmål om billetsalg og logistik. Så handler det også om, hvem der sætter den moralske dagsorden – kunstneren selv eller de økonomiske interesser omkring ham.
Antonoffs kritik er derfor interessant, fordi den gør sagen til mere end en konflikt mellem to kunstnere. Den peger i stedet på, hvordan økonomisk magt kan sætte rammerne for, hvad der sker omkring store turnéer.
Macklemore har gjort sagen til en ny turnéfortælling
Macklemore har siden doneret hele sin indtjening på 1 million dollar fra turnéen til seks organisationer, der støtter palæstinensere, ifølge kildematerialet. Han har også lanceret en Free Palestine Tour, som allerede er meldt udsolgt og har haft gæsteoptrædener fra blandt andre Kneecap og Hozier.
Dermed er sagen ikke bare blevet et PR-problem for Sheeran, men også en fortælling, Macklemore selv har formået at vende til politisk og kunstnerisk momentum. Det er præcis den udvikling, Antonoff peger på, når han siger, at Sheeran missede en mulighed. Ikke nødvendigvis for at være enig i alt Macklemore sagde eller gjorde, men for at vise, at han faktisk kan udfordre de strukturer, der normalt bestemmer spillereglerne.
Om Sheeran burde have gjort det, vil dele vandene. Men Antonoffs udfald gør én ting klart: Det er ikke længere nok for en global popstjerne bare at sige, at man ikke stod bag beslutningen. Spørgsmålet er også, om man er villig til at sige fra, når milliardærer sætter grænserne.
