Hayley Williams har valgt en diskret, men meget tydelig måde at placere sig i den voksende konflikt omkring Ed Sheerans kommende ‘Loop’-koncerter. Forud for sin koncert onsdag 16. september på Forest Hills Stadium i New York lod hun en pre-show-playliste køre med sange fra de kunstnere, der enten er blevet fjernet fra eller selv har trukket sig fra Sheerans turné.
Det gjaldt blandt andre Macklemore, FINNEAS, Lukas Graham, Aaron Rowe og Beoga – altså præcis de navne, der i de seneste dage er blevet centrale i sagen om ytringer om Palæstina, kunstnerisk solidaritet og hvor meget en stadionturné egentlig kan holde sig uden for politik.
En playliste som kommentar
Ifølge de cirkulerende setlister og omtaler fra koncerten spillede Williams blandt andet Macklemores ‘Can’t Hold Us’ og ‘Thrift Shop’, Lukas Grahams ‘Mama Said’, FINNEAS’ ‘For Cryin’ Out Loud’, Aaron Rowes ‘The Lane’ og Beogas ‘Aurora II’ før hun selv gik på scenen med ‘The Hayley Williams Show’. Det er i sig selv ikke en officiel udtalelse, men i koncertsammenhæng er den slags valg sjældent tilfældige.
Pre-show-musik fungerer ofte som stemningssætter, men også som signal. Når en artist med Williams’ profil samler netop disse navne i samme blok, er det svært at læse det som andet end en solidaritetserklæring til de supportacts, der nu står uden for Sheerans turné.
Macklemore-sagen udløste kædereaktion
Baggrunden er Macklemores optræden som opvarmning for Ed Sheeran på Gillette Stadium i New Jersey, hvor rapperen holdt en stærkt pro-palæstinensisk tale. Det udløste efterfølgende krav om, at han skulle fjernes fra turnéen, blandt andet fra Pink og Israeli American Council, mens stadionets ejer Robert Kraft senere sagde, at talen var “deeply offensive and hurtful to the Jewish community”.
Macklemore blev derefter taget af turnéen. Siden fulgte en bemærkelsesværdig dominoeffekt, hvor de øvrige supportnavne og backingmusikere omkring Sheerans ‘Loop’-shows trak sig eller offentligt markerede støtte til Macklemore. FINNEAS, Lukas Graham, Aaron Rowe og Beoga har alle ifølge den oprindelige omtale bakket op om ham, og også nyere Sheeran-navne som BIIRD og Myles Smith har meldt sig ind i debatten.
Det gør sagen større end endnu en turnérokade. Her handler det ikke bare om bookinglogistik, men om hvor hurtigt en stadionproduktion kan blive et politisk og moralsk minefelt, når én kunstners udtalelse får konsekvenser for hele holdkortet.
Williams havde allerede stukket til Sheeran
Hayley Williams’ playliste kommer ikke ud af det blå. Hun havde allerede delt et satirisk opslag, der gjorde grin med Ed Sheerans offentlige håndtering af sagen. I opslaget blev tavshed og neutralitet fremstillet som et kommercielt valg forklædt som ansvarlighed – en spids kommentar til idéen om, at store popshows skulle kunne hæve sig over politik, mens krigen fortsætter.
Sheeran har selv sagt, at han ikke er “not complicit”, og at han er rystet over konflikten mellem Israel og Palæstina. Han har samtidig beskrevet lidelserne på begge sider som en tragedie. Men kritikken er ikke stilnet af den grund. Tværtimod er hans formuleringer blevet læst som et forsøg på at balancere sig ud af en situation, hvor andre kunstnere har valgt en langt mere direkte linje.
Det er også derfor, Williams’ handling rammer så præcist. Hun holder ikke en lang tale fra scenen. Hun programmerer bare rummet, så publikum hører, hvem hun mener fortjener opbakning.
Musikalsk lille gestus, stor symbolværdi
Det interessante er, hvor effektiv gestussen er. En pre-show-playliste er normalt noget, mange publikummer kun registrerer halvt. Men i en sag som denne bliver den et kurateret statement. Og fordi Williams vælger konkrete sange fra hver af de involverede kunstnere, bliver det mere end en løs sympatitilkendegivelse – det bliver en offentlig placering i en konflikt, hvor mange ellers forsøger at formulere sig så bredt, at ingen rigtig kan bruge det til noget.
Der er også noget musikalsk fint i valget. Hun løfter ikke kun Macklemore, som er sagens mest omtalte navn, men også de mindre profiler i kredsen omkring turnéen. Det giver handlingen mere tyngde. Solidariteten stopper ikke ved det største navn på plakaten.
Ed Sheeran har ifølge kildematerialet endnu ikke kommenteret, at flere supportacts og musikere er forsvundet fra turnéen. Imens fortsætter andre kunstnere med at tage stilling, og sagen ser mere og mere ud som et eksempel på, at popbranchens gamle forestilling om upolitisk mainstream er blevet svær at opretholde.
Williams’ playliste ændrer ikke turnéplanen. Men den gør noget andet: Den viser, hvordan selv de små valg omkring en koncert kan blive læst som kulturpolitik, når resten af branchen står og lytter.
