Hayley Williams har offentligt taget Fontaines D.C. i forsvar efter den første modreaktion på bandets nye album Dopamine Chamber. Paramore-sangeren roser pladen i klare vendinger og peger samtidig på, at noget af kritikken handler mindre om sangene end om modvilje mod, at et stort rockband udvikler sig.
Udmeldingen kom via Williams’ Substack, hvor hun delte musik, hun lytter til lige nu. Her skrev hun, at det nye Fontaines-album er “so good”, hvis man altså ikke er blandt “those guys on the internet”, som ikke kan rumme, at store bands kan være både mangefacetterede og stilistisk alsidige.
Det er en bemærkning, der rammer direkte ind i den debat, som ofte opstår, når et band med en stærk tidlig identitet bevæger sig væk fra sit oprindelige udtryk. Og netop Fontaines D.C. er et oplagt eksempel: et band, der begyndte med en rå, postpunk-farvet energi, men som over de seneste udgivelser har åbnet lydbilledet markant.
Et album, der allerede deler vandene lidt
Ifølge det oplyste udkom Dopamine Chamber fredag den 16. oktober og følger efter Romance fra 2024. Albummet har allerede fået massiv ros fra både anmeldere og fans, mens en mindre, men tydelig gruppe online har givet udtryk for, at de foretrækker Fontaines D.C.’s tidligere materiale.
Det er ikke usædvanligt. Når et band med så markant en signatur begynder at arbejde mere filmisk, mere melodisk eller mere åbent med pop- og artrockgreb, kommer der næsten altid en diskussion om autenticitet. Men den diskussion bliver ofte for simpel. Spørgsmålet er ikke, om et band lyder præcis som før. Spørgsmålet er, om sangene holder. Williams’ indspark er interessant, fordi hun selv kommer fra et band, der har prøvet præcis den slags forventningspres.
Hun fremhævede desuden, at hun ville ønske, hun selv havde skrevet nogle af omkvædene og noget af poesien på pladen. Som favoritter nævnte hun sangene “Demolition” og “Happy For You”.
Hayley Williams kender selv prisen for at ændre kurs
Der er en ekstra vægt i, at netop Hayley Williams siger det her. Paramore har i årevis været et skoleeksempel på et band, der nægtede at stå stille. Fra poppunk og emo-rødder til new wave, synthpop, postpunk og skarp alternativ rock har bandet flere gange skiftet gear og fået både ros og modstand med på vejen.
Derfor læser man også hendes kommentar som mere end bare kollegial rygklap. Det er en kunstnerisk pointe: at alsidighed ikke er et svaghedstegn, men ofte et tegn på, at et band faktisk tør bruge sin succes til noget andet end at gentage sig selv.
Williams skrev også, at hun glæder sig til at åbne for Fontaines D.C. næste år ved blandt andet Laneway og Slane. Det giver hendes ros en konkret live-dimension. Hun taler ikke bare som fan på afstand, men som en artist, der snart skal dele scene-kontekst med bandet.
Fontaines D.C. står midt i en ny stor fase
Timingen er heller ikke tilfældig. Fontaines D.C. befinder sig i en fase, hvor bandet både kunstnerisk og kommercielt er rykket op i en anden vægtklasse. De kommende måneder og år byder på store koncerter i Storbritannien og Irland, herunder to aftener på Slane Castle og to shows i Manchester’s Heaton Park. Derudover er der annonceret datoer i blandt andet Italien, Tyskland, Japan, Australien og New Zealand.
Det er også blevet bekræftet, at bandet skal headline Primavera Sound i Barcelona næste juni. Samtidig er der kommet meldinger om, at forsanger Grian Chatten har antydet endnu et soloalbum, og at bandet efter den store koncertperiode muligvis vil trække sig lidt tilbage igen.
Det gør Dopamine Chamber til mere end bare endnu en udgivelse i kataloget. Hvis oplysningerne holder, ligner det et album, der både skal bære et band gennem dets største live-periode til dato og samtidig markere, hvor bredt Fontaines D.C. nu tænker sig selv.
Debatten siger næsten lige så meget om publikum som om pladen
Det mest interessante ved Williams’ forsvar er måske, at det peger på en gammel rockmekanisme, som stadig lever fint på sociale medier: ønsket om, at bands helst skal forblive i den form, man selv forelskede sig i. Men de mest spændende bands er sjældent dem, der bliver stående samme sted.
Om Dopamine Chamber ender som et højdepunkt i Fontaines D.C.’s katalog, må afgøres af lytningen over tid. Men hvis reaktionerne allerede nu handler om, hvorvidt bandet “må” være andet og mere end sit udgangspunkt, så er det i sig selv et tegn på, at pladen har ramt noget centralt.
Williams’ kommentar er kort, men præcis: Nogle lyttere hører stadig efter, hvad et band var. Andre hører efter, hvad det er blevet. For Fontaines D.C. er det spændingsfelt efterhånden en del af historien.
