Det irske punkband Gurriers er denne uge valgt som hovednavn på NME-serien The Cover, hvor mediet løfter nye internationale navne frem med portræt og fotoserie. I den forbindelse har bandet også sammensat en eksklusiv playlist med filmsange, der siger en del om både deres smag og deres æstetik, netop som de gør klar til albummet Nobody’s Coming To Save You.
Playlisten har titlen Favourite Film Songs og kredser om markante needle-drops og filmøjeblikke fra blandt andet Eraserhead, Batman Forever, Lost In Translation og A Fistful Of Dollars. Ifølge NME rummer udvalget musik af blandt andre Elliott Smith, Dead Kennedys, Wolf Alice, U2 og Sufjan Stevens.
Det er i sig selv en ret præcis nøgle til Gurriers. Bandet kommer ud af den nyere irske postpunk- og punkbølge, men deres referencefelt virker bredere end bare støj, vrede og svedige klubber. Når et band peger på både David Lynch-mørke, 90’er-superheltecamp, Sofia Coppolas melankoli og spaghettiwestern-mytologi, fortæller det noget om temperamentet bag sangene: dramatisk, rastløst og visuelt tænkende.
NME sætter spot på et band i fremdrift
Gurriers er blevet profileret af NME-redaktør Andrew Trendell og fotograferet af Joseph Bishop i Manchester som led i mediets ugentlige satsning på nye kunstnere. The Cover har de senere år fungeret som en slags temperaturmåler på, hvilke navne britiske musikmedier vurderer har momentum, og Gurriers’ placering her kommer på et oplagt tidspunkt.
Bandet er nemlig på vej med deres næste album, Nobody’s Coming To Save You, og den titel alene peger mod den samme blanding af desperation og handlekraft, som ofte driver den bedste punkmusik. Det er ikke bare dommedag for dommedagens skyld, men musik der forsøger at omsætte frustration til bevægelse.
Et bandnavn med modstand i sig
I interviewet med NME forklarer guitarist Mark MacCormack, at ordet “gurriers” traditionelt er forbundet med noget negativt og kan bruges i retning af bølle eller hooligan. Pointen for bandet er imidlertid at vende betydningen. Hvor ordet historisk kan lugte af social foragt, vil Gurriers hellere gøre det til et fællesskabstegn.
Det giver god mening i en genre, hvor sceneenergi og publikumsrelation betyder mindst lige så meget som pressefotos og streamingtal. Punk fungerer sjældent, hvis den kun er et stilgreb. Den skal kunne mærkes i måden et band står på, spiller på og inviterer folk ind i rummet på. Når Gurriers beskriver deres sceneudtryk som bombastisk, løssluppent og lidt vildt, lyder det som et band, der forstår netop den mekanik.
Vrede som drivkraft på nyt album
Bassist Charlie McCarthy beskriver ifølge NME Gurriers som “an extension of our anger”, og den formulering rammer noget centralt. Vrede er et klassisk råstof i punk, men den bliver først interessant, når den får retning. Frontmand Dan Hoff peger på “dreams, decay and desire” som centrale temaer på Nobody’s Coming To Save You, og det lyder som et album, der vil mere end bare råbe af systemet.
Der er også en tydelig politisk nerve i projektet. Hoff siger til NME, at mennesker kan rejse sig mod systemet, hvis de tror på, at det kan lade sig gøre, og at man må hjælpe hinanden for at nå dertil. Den slags udsagn kan hurtigt blive plakatretorik, men i Gurriers’ tilfælde virker det tæt forbundet med både bandnavn, sceneidentitet og den kollektive energi, de gerne vil skabe omkring sig.
Det er også her, filmplaylisten bliver mere end bare bonusindhold. Den viser et band, der tænker i stemninger og billeder, ikke kun i riffs og slogans. Gode filmsange fungerer ofte, fordi de forstærker en scene eller åbner et følelsesrum på få sekunder. Hvis Gurriers tager den sensibilitet med ind i deres egne sange, kan det være med til at løfte dem ud over den efterhånden tætpakkede postpunk-bane.
Hvorfor historien er interessant nu
Der er mange unge guitarbands i omløb, men ikke alle har en tydelig identitet uden for de mest oplagte genretræk. Gurriers virker til at have fat i noget mere præcist: et socialt ladet bandnavn, en erklæret fællesskabstanke, politisk vrede og en kærlighed til filmiske stemninger, der kan give musikken ekstra dybde.
At NME vælger at fremhæve dem netop nu, er derfor ikke bare endnu en medieplacering. Det er et signal om, at Gurriers er ved at bevæge sig fra lovende navn til et band, flere bør holde øje med, især hvis Nobody’s Coming To Save You formår at samle deres raseri, melodiske sans og visuelle referencer i et stærkt albumformat.
For musiklyttere, der følger den nye irske bølge tæt, er historien værd at notere sig. Og for alle andre er playlisten faktisk et glimrende sted at begynde: ikke som facit på, hvem Gurriers er, men som et kig ind i det mørke, romantiske og uregerlige rum, de tydeligvis skriver ud fra.
