Fontaines D.C. viste i Royal Arena, hvorfor bandet stadig er et af de mest interessante rocknavne på den store scene. Ifølge Soundvenue blev koncerten mindre et spørgsmål om stort sceneshow og mere et øjebliksbillede af et band, der hele tiden flytter sig musikalsk.
Det irske band gik på scenen med “Six Shot Morning”, åbningsnummeret fra albummet “Dopamine Chamber”. Her blev publikum mødt af den nyere, mere synthtunge side af Fontaines D.C., og koncerten tog dermed fat dér, hvor bandet befinder sig nu, snarere end i en nostalgisk opsummering af tidligere faser.
Først med “Here’s the Thing” åbnede koncerten sig for alvor mod arenaen. Grian Chattens vokal lå lavt i mikset, men sangene fra “Romance” ramte alligevel et publikum, der var klar til at bevæge sig med.
Gamle og nye sider stod side om side
Selv om Fontaines D.C. de senere år har bevæget sig væk fra den mest rendyrkede postpunk, var der stadig plads til den mere rå og flabede energi. “Boys in the Better Land” fik hele salen op at stå, og netop den kontrast siger noget centralt om bandets styrke: De kan skifte mellem skramlende guitarangreb, atmosfæriske flader og mere åbne altrock-arrangementer uden at miste deres identitet.
Soundvenue beskriver også “In the Modern World” som et flot og dynamisk højdepunkt. Nummeret blev dedikeret til den danske sociolog Nikolaj Schultz, som ifølge mediet er ven af bandet. Samtidig stod titlen på hans endnu ikke udgivne bog, “Fragmenter af en ny eksistentialisme”, skrevet på en forstærker på scenen.
Det er den slags detaljer, der passer godt til Fontaines D.C.: et band, der både kan stå med tre guitarer i skramlende harmoni og samtidig pege mod noget mere idébåret og abstrakt. Der var ikke meget forklaring fra scenen, men koncerten tegnede et billede af et band, der ikke forsøger at gøre verden enklere, end den er.
En frontmand uden meget leflen
Grian Chatten blev beskrevet som en frontmand, der ikke lefler for publikum. Han brugte scenens forlænger og rakte flere gange mikrofonen ud mod salen, men ellers var der ikke meget snak eller store armbevægelser. Det gav koncerten en mere nøgtern karakter, hvor sangene og samspillet kom til at fylde mest.
Der var dog enkelte markeringer. Et “free Palestine” blev det til, og “Starburster” blev dedikeret til Kneecap. Soundvenue bemærker, at Fontaines D.C. på Roskilde Festival sidste år stod bag en langt mere markant Palæstina-markering, og at Royal Arena-koncerten derfor kunne virke mere friseret i sammenligning. Til gengæld lå fokus denne gang tydeligere på musikken selv.
Bandets styrke lå i detaljerne
Når sceneshowet ikke fyldte mere, blev der bedre plads til det, Fontaines D.C. faktisk gør særligt godt som liveband. Soundvenue fremhæver Chattens vokal, der både kunne lyde arrig og øm, og hvordan den blev løftet af overstemmer fra bassist Conor Deegan III, skarpe rytmer fra Tom Coll og guitar- og synthteksturer fra Conor Curley og Carlos O’Connell.
Det er også en vigtig pointe i vurderingen af koncerten: Fontaines D.C. blev ikke først og fremmest store, fordi de kunne fylde en scene med effekter, men fordi de har opbygget et katalog og et udtryk, der kan rumme flere retninger på én gang. Royal Arena-koncerten blev derfor ikke et definitivt statement om, hvad bandet er blevet, men snarere et glimt af, hvor mange steder de stadig kan bevæge sig hen.
Et arenaband på egne præmisser
Konklusionen hos Soundvenue er, at Fontaines D.C. fremstod som et habilt arenaband, men at det især var den musikalske idérigdom, der gjorde indtryk. Det er egentlig en præcis måde at ramme koncertens karakter på. Ikke en aften båret af store gestusser, men af et band, der stadig virker rastløst i sit eget udtryk.
Det gør også koncerten interessant ud over selve aftenen i Royal Arena. Fontaines D.C. lød ikke som et band, der er faldet til ro i en formel. Tværtimod pegede sættet på, at de stadig er i gang med at afprøve, hvor langt deres sangskrivning og lyd kan strækkes.
