Roskilde Festival har offentliggjort endnu en række navne til næste års program, og blandt dagens annonceringer er der især fem bookinger, der kalder på et ekstra blik. Ikke nødvendigvis fordi de er de største på papiret, men fordi de siger noget ret præcist om, hvor festivalen gerne vil placere sig musikalsk lige nu.
Det gælder Caroline Polachek, Underscores, Patti Smith, Kacey Musgraves og Lambrini Girls – fem kunstnere, der kommer fra vidt forskellige traditioner, men som hver især rammer en aktuel nerve. Det er også fem navne, der peger på en festival, som stadig forsøger at balancere mellem kanon, samtid og det næste gennembrud.
Caroline Polachek vender tilbage som mere end et sikkert kort
Caroline Polachek er efterhånden et navn, Roskilde kender godt. Hun spillede på Arena i 2023 og dukkede året efter op som gæst hos Charli XCX. Begge optrædener viste, hvor usædvanligt stærk hun er i spændingsfeltet mellem kunstpop, hooks og vokal kontrol.
Det interessante ved en ny Roskilde-booking er derfor ikke bare gensynet, men timingen. Med Pang og Desire, I Want to Turn Into You har Polachek placeret sig som en af de mest markante skikkelser i den alternative pop, hvor sangene både kan føles hypermoderne og næsten eventyrligt tidløse. Hun bygger ikke bare numre, men hele rum omkring dem – og live fungerer det, fordi hendes stemme faktisk kan bære den store iscenesættelse.
Hvis annonceringen samtidig varsler ny musik, bliver bookingen kun mere interessant. Roskilde får i så fald ikke bare et stærkt navn tilbage, men en kunstner midt i bevægelse.
Underscores ligner et klassisk Roskilde-tidspunkt
Underscores er den slags booking, Roskilde historisk har været bedst, når festivalen rammer rigtigt: en kunstner, der stadig føles som et navn for de særligt nysgerrige, men som meget vel kan stå et helt andet sted om et år.
Det nye album U har fået massiv opmærksomhed i de kredse, der følger poppens mere muterende former tæt, og opvarmningstjansen på Charli XCX’s turné har kun gjort navnet mere synligt. Musikken er rodet på den gode måde – fuld af digitale sammenstød, skæve strukturer og melodier, der nægter at slippe taget. Netop den kombination er ofte afgørende, hvis en eksperimenterende popkunstner skal bryde bredere igennem.
Underscores er derfor ikke bare et smart navn på plakaten. Det er en booking af en kunstner, der står i det øjeblik, hvor undergrund, internetkultur og reel popappel begynder at smelte sammen foran alles øjne.
Patti Smith er ikke kun rockhistorie
Patti Smiths tilbagevenden til Roskilde er i sig selv en begivenhed. Der er gået 17 år siden hendes seneste besøg på festivalen, og i mellemtiden er hun blevet noget sjældnere end blot en legende, man henter ind for at pynte på plakaten. Hun er stadig en aktiv kulturel stemme med en tyngde, der rækker langt ud over nostalgien.
Det er selvfølgelig umuligt at skille navnet fra album som Horses, Radio Ethiopia og Easter. Men det afgørende er, at Smith stadig opleves relevant for yngre lyttere – ikke kun gennem sangene, men gennem bøger, offentlige udtalelser og en tilstedeværelse, der virker usædvanligt lidt kalkuleret.
Live har hun længe haft den særlige evne, at koncerterne både kan føles som ceremonier og som politiske vækkelsesråb. Når hun lukker med “People Have the Power”, er det ikke bare et ritual. Det er en påmindelse om, at gamle sange nogle gange bliver mere aktuelle, jo mere verden skranter.
Kacey Musgraves rammer en genre i medvind
Countrymusikken fylder mere end den har gjort i årtier, både kommercielt og kulturelt, og derfor er timingen i Kacey Musgraves-bookingen svær at kritisere. Roskilde får her et navn, der både kan tale til den brede nysgerrighed omkring genren og til de lyttere, der faktisk følger dens bedste sangskrivere tæt.
Musgraves har i årevis været blandt de mest elegante moderne countrykunstnere, fordi hun kan skrive med både præcision, tør humor og følelsesmæssig vægt uden at miste letheden. Hvis det nye materiale holder samme niveau som hendes stærkeste udgivelser, kan hun meget vel blive en af de bookinger, der overrasker de publikummer, som måske kommer af ren genreinteresse og går derfra med noget langt mere specifikt.
Roskilde har ikke altid været stedet, hvor countryen har stået stærkest, men netop derfor virker bookingen fornuftig. Den udvider festivalens musikalske billede på et tidspunkt, hvor genren ikke længere kan affejes som niche eller parentes.
Lambrini Girls føles som et band til tiden
Hvis dagens annonceringer også skulle have et navn, der lugter af sved, øl, vrede og fællesskab, er Lambrini Girls et oplagt bud. Den britiske duo har gjort sig bemærket med korte, hårdtslående punknumre, der går direkte efter magthavere, hykleri og social råddenskab uden at glemme melodien undervejs.
Det er netop dét, der gør dem interessante i en festivalsammenhæng. Mange bands kan larme. Færre kan omsætte indignation til sange, der faktisk bider sig fast. Lambrini Girls har både humor, timing og den slags riff-bårne fremdrift, som kan få en politisk sang til at fungere som andet og mere end et slogan.
At de lander på Roskilde nu, giver mening. I en tid hvor kunstnerisk frihed, aktivisme og økonomiske interesser igen støder hårdt sammen, føles de som et band, der ikke bare kommenterer tiden, men spiller midt inde i den.
Dagens fem mest interessante Roskilde-bookinger er dermed også fem meget forskellige argumenter for, at festivalen stadig kan noget, når den er skarpest: samle navne, der både siger noget om musikken lige nu og om, hvordan liveformatet stadig kan være stedet, hvor den for alvor får betydning.
