Fat Dog har bygget sit navn på koncerter, der lyder som om nogen har smidt rave, postpunk, klezmer, techno og pubslagsmål i samme centrifuge. Men på bandets kommende andet album Cancel Me (I’m Tired) peger frontmand og hovedsangskriver Joe Love mod noget mere personligt.
I et nyt interview med NME fortæller Love, at han med den nye plade ville væk fra det rent performative og tættere på noget mere ærligt: “I wanted to make something I actually feel.” Albummet udkommer 2. oktober via Domino.
Det er en interessant kursændring for et band, der ellers især er blevet kendt for at sætte ild til små klubber, festivaltelte og større sale med et liveshow, der længe gik forud for debutalbummet Woof. fra 2024. Fat Dog har på kort tid fået ry som et af de mest uforudsigelige britiske livebands, og netop derfor er det værd at hæfte sig ved, når de nu taler om sårbarhed, familiehistorik og sangskrivning som ventil.
Fra kaosmaskine til mere personlig plade
Ifølge NME kredser Cancel Me (I’m Tired) ikke kun om udmattelse og sort humor, men også om mere private temaer. Love beskriver blandt andet, hvordan nye sange tager fat i selvlede, psykisk belastning og familiemønstre, som kan være svære at sætte ord på.
Det er ikke fordi Fat Dog pludselig er blevet et lavmælt singer-songwriter-projekt. Sangtitler som Bad Dog, Smile And Wave og titelnummeret peger stadig mod den skæve, teatralske og lettere maniske energi, bandet lever af. Men forskellen ser ud til at være, at Love denne gang i højere grad bruger bandet som et sted at få noget reelt ud, ikke bare som en scene for ren eskapisme.
Det giver mening, hvis man har hørt, hvordan Fat Dog fungerer, når de er bedst. Under al larmen og de vilde temposkift har der hele tiden ligget en ret præcis sangskrivning og en næsten disciplineret forståelse for, hvornår kaos virker. Den slags bands bliver ofte reduceret til deres gimmick, men her lyder det, som om Love forsøger at udvide formatet uden at aflive det.
Et band i konstant bevægelse
Interviewet tegner også et billede af et band, der stadig lever i høj fart. Fat Dog har turneret massivt, spillet hemmelige Glastonbury-sæt og varmet op for Foo Fighters på Olympiastadion i Berlin – en kulisse, der i sig selv siger noget om, hvor hurtigt gruppen er vokset ud af undergrunden.
Samtidig har lineuppet været alt andet end stabilt. Love beskriver sig selv med tør humor som den, der har stået for en række udskiftninger, mens synthspiller Chris Hughes og saxofonist Morgan Wallace ifølge NME har været de faste navne siden 2022. Den slags kan flå et ungt band fra hinanden, men hos Fat Dog virker det snarere som en del af maskinrummet: rodet, hårdt og mærkeligt nok stadig fremadstormende.
Det er også værd at bemærke, at Love i interviewet taler om selve arbejdet med musikken som noget, der gerne må være svært. Det er en sund modgift til den algoritmiske samtid, hvor alt helst skal være hurtigt, content-venligt og klar til at blive klippet ud i 15 sekunder. Fat Dog lyder tværtimod som et band, der stadig tror på friktion – både i studiet og i sangene.
Eurovision blev overvejet – og droppet igen
Blandt de mere kuriøse detaljer i NME-interviewet er, at Fat Dog angiveligt var i dialog med holdet bag Storbritanniens Eurovision-bidrag. Bandet nåede endda at udvikle ideen til en “pub opera” med titlen England Is My City, før de trak sig fra samtalerne.
Det lyder på én gang fuldstændig oplagt og helt umuligt. Oplagt, fordi Fat Dog har den slags teatralsk overskud og absurde timing, som kunne gøre dem til et mindeværdigt Eurovision-indslag. Umuligt, fordi deres energi lever af uforudsigelighed, skævhed og en vis modvilje mod at blive sat pænt i ramme. Koreografi og national repræsentation er næppe det naturlige habitat for et band, der helst vil ligne en fest, der er ved at løbe af sporet.
At de overhovedet blev nævnt i den sammenhæng, siger dog noget om deres profil i 2026: Fat Dog er ikke længere bare et navn, man får anbefalet af en ven, der så dem klokken 01 i et telt. De er blevet et band, der dukker op i større samtaler om britisk alternativ musik.
Det svære andet album kan blive deres vigtigste
Det mest spændende ved Cancel Me (I’m Tired) er derfor ikke bare, at Fat Dog kommer med en ny plade. Det er, at de ser ud til at tage chancen for at gøre noget andet, mens momentum stadig er på deres side.
Mange bands med den slags eksplosive debutår vælger at fordoble deres mest åbenlyse styrker: mere støj, mere fart, større refræner, flere skøre indfald. Der er intet galt i det, men det kan også hurtigt blive en karikatur af det, der i første omgang gjorde bandet spændende. Hvis Love faktisk har skrevet en plade, der går tættere på hans egne erfaringer og samtidig bevarer Fat Dogs absurde fremdrift, kan det være præcis den udvikling, der gør bandet mere holdbart end endnu et hypet kaosprojekt.
Og nej, det betyder næppe, at Fat Dog er blevet kedelige. Alt tyder stadig på, at de vil marchere videre med samme skæve grin og samme lyst til at vælte rummet. Forskellen er bare, at der denne gang måske også er mere på spil inde bag støjen.
