Erol Alkan er på vej med bogen Trash: A Club, A Sound, A Home, og timingen er næppe tilfældig. Mens 00’ernes klub- og guitarbølge igen bliver pakket ind i nostalgiske labels som “indie sleaze”, bruger den britiske DJ og producer anledningen til at nuancere fortællingen om en scene, der var langt mere musikalsk bred, end eftertidens hurtige hashtags antyder.
I et interview med NME fortæller Alkan, at han personligt ikke er begejstret for ordet “sleaze”, selv om han accepterer, at yngre generationer omfortolker periodens æstetik. Udmeldingen kommer samtidig med, at han gør klar til Bugged Outs store “2001&On”-arrangement i London, hvor han deler program med blandt andre 2ManyDJs, The Avalanches, Kittin & The Hacker og Felix Da Housecat.
Det gør historien interessant nu: Alkan er ikke bare endnu en veteran, der genbesøger gamle triumfer. Han forsøger tværtimod at forklare, hvorfor Trash ikke kun handlede om mode, kaos og retro-romantik, men om en reel musikalsk omkobling mellem indie, electro, pop og klubkultur.
Trash var mere end et modeord
Trash kørte fra 1997 til 2007 og blev et afgørende samlingspunkt i London for kunstnere og publikum, der ikke så nogen grund til at vælge mellem guitarstøj, synths, disco, punkattitude og dansegulv. Ifølge NME spillede navne som Yeah Yeah Yeahs, LCD Soundsystem, Peaches, Scissor Sisters, Bloc Party og Klaxons tidligt i deres karrierer på klubben.
Det er i sig selv nok til at forklare, hvorfor Trash stadig bliver nævnt, når 00’ernes alternative musikliv skal kortlægges. Men Alkan peger på noget mere grundlæggende: at klubben opstod i en periode, hvor britisk alternativkultur efter britpop havde mistet retning, og hvor major labels i høj grad havde gjort “alternativ” til en pæn og kontrolleret størrelse.
Hans svar var at bygge DJ-sæt, hvor Miss Kittin, Manic Street Preachers, The White Stripes og Felix Da Housecat kunne eksistere i samme fortælling. Det lyder måske indlysende i dag, hvor genregrænser er blevet mere porøse, men dengang krævede det både mod og musikalitet. Den slags sæt fungerer kun, hvis DJ’en forstår energi, overgang og karakter i hver enkelt plade – ikke bare navnene på dem.
Derfor skurrer “indie sleaze” hos Alkan
Alkans mest citerbare pointe i interviewet er også den mest præcise: “Sleaze” er ikke et ord, han er særlig vild med. Han afviser ikke, at yngre lyttere må sætte deres egne etiketter på perioden, men han gør opmærksom på, at betegnelsen let reducerer en kompleks kultur til et visuelt meme.
Det er svært ikke at give ham ret. “Indie sleaze” er blevet en effektiv samlemappe for alt fra Hedi Slimane-silhuetter og blitzfotos til American Apparel-æstetik og post-new-rave-fester. Problemet er bare, at den fortælling hurtigt bliver smallere end musikken selv. Når man ser på de kunstnere, der kredsede om Trash, er spændet enormt: artpunk, electroclash, dance-punk, pop, house, garage-rock og skæv disco. Det var netop blandingen, der gjorde scenen levende.
Alkan anerkender, at ord ændrer betydning, og at nye generationer har ret til at genlæse fortiden. Men hans indvending er væsentlig: Hvis man kun husker perioden som “sleazy”, overser man dens nysgerrighed, dens eklekticisme og dens insisteren på, at alternativ musik også måtte være fysisk, festlig og umiddelbar.
En analog frihed, som unge klubgængere mangler
Interviewets mest interessante spor handler måske slet ikke om nostalgi, men om adfærd. Alkan peger på, at 00’erne i praksis var blandt de sidste år, hvor man kunne gå i byen uden konstant risiko for at blive dokumenteret, delt og dømt online.
Det er en pointe, der rammer noget centralt i nutidens klubkultur. Mange arrangører arbejder i dag aktivt med telefonpolitik, klistermærker over kameraer eller opfordringer til at lade mobilen blive i lommen. Ikke fordi fortiden var uskyldig, men fordi overvågningen nu er blevet social og allestedsnærværende. Alkan beskriver det som trist, at unge føler sig overvåget af andre unge.
Det perspektiv giver også 00’er-romantikken en mere konkret forklaring end bare “det var vildere dengang”. Friheden lå ikke kun i musikken eller tøjet, men i fraværet af et permanent digitalt publikum. For en klubscene, der lever af risiko, fejltrin, ekstase og øjeblikke, betyder det alt.
Ny bog og jubilæumsshow uden ren nostalgi
Alkans kommende bog bygger ifølge NME på 70 timers interviews med 39 personer fra miljøet omkring Trash, kombineret med hans egne erindringer. Den udkommer på Faber 14. januar 2027. Formatet som oral history giver mening: Trash var aldrig kun én mands værk, men et miljø, hvor DJ’s, bands, publikum og arrangører skabte scenen sammen.
Samtidig understreger Alkan, at Bugged Outs “2001&On”-dag ikke skal reduceres til et museum for gamle tracks. Pointen med lineuppet er ifølge ham, at kunstnerne ikke bare var vigtige i 2001, men stadig laver relevant musik nu. Det er en sund modgift mod den type jubilæumskoncerter, hvor fortiden bliver spillet som voksfigur.
Det er også derfor, Alkan stadig er værd at lytte til. Ikke fordi han kan genopføre en bestemt æra, men fordi han stadig forsvarer idéen om, at pop, klubmusik og alternativ kultur ikke behøver stå i hver sin bås. Den tanke var afgørende for Trash. Og den er ikke blevet mindre relevant af, at internettet siden har gjort alle til genreeksperter og færre til eventyrere på dansegulvet.
