Chloe Slater er en af de nye britiske indiestemmer, der virker mest interesseret i at skrive direkte ind i den virkelighed, hendes egen generation faktisk lever i. Ikke i abstrakte ungdomsfølelser løsrevet fra omverdenen, men i et liv formet af algoritmer, overforbrug, økonomisk pres og klimakrise.
Det står særligt klart på den nye single I’ve Never Felt so Hated, hvor Chloe Slater tager fat i et af internettets mest mærkelige paradokser: at man kan være mere forbundet end nogensinde og samtidig føle sig mere udstillet, ensom og fejlfortolket. Sangen er skrevet efter hendes egne erfaringer med den pludselige synlighed, der følger med at få et publikum online – og med et kommentarfelt, hvor fremmede på få sekunder kan beslutte sig for, hvem man er.
Det er samtidig en sang, der peger på en mørkere musikalsk side af Chloe Slater. Hvor hun tidligere især har gjort sig bemærket med satirisk og bidsk indierock, ligger guitarerne her mere grumsede og tunge omkring vokalen. Udtrykket har en næsten shoegaze-agtig tyngde, og i stemning ligger hun tættere på den melankolske, klaustrofobiske guitarrock, man også finder hos irske NewDad.
Indierock med blik for samtidens konkrete sprog
Chloe Slater skriver ikke politiske sange i klassisk slogans-forstand. Det interessante er snarere, hvor konkret hendes tekster går til værks. Hun skriver om TikTok, forbrugskultur, økonomisk ulighed og klimakollaps med en præcision, der får flere af sangene til at føles som små samtidstekster, bare med skæve guitarriff og popinstinkt.
Det greb har man hørt i forskellige former hos flere nyere britiske navne. Wet Leg har brugt deadpan-humor som våben, The Last Dinner Party har gjort det teatralske og overdrevne til en feministisk legeplads, og Girl Group har skrevet med både vrede og bid om branchens kønnede magtstrukturer. Chloe Slater lyder ikke som nogen af dem, men hun deler viljen til at lade indierocken være både intelligent, catchy, personlig og samfundsbevidst på samme tid.
Hos hende bliver det bare ekstra tydeligt, fordi hun så ofte peger direkte på de fænomener, hun vil undersøge. Hun gemmer sig ikke bag generelle billeder, men går lige ind i den digitale og økonomiske virkelighed, mange unge lyttere allerede kender alt for godt.
Fra Molly-Mae til moderne forbrugsreligion
Det kunne høres på 24 Hours fra 2024, hvor Chloe Slater tog udgangspunkt i influencer Molly-Mae Hagues meget omtalte udsagn om, at alle har de samme 24 timer i døgnet. I Slaters hænder blev den tanke ikke bare et popkulturelt nik, men et opgør med den nyliberale selvhjælpslogik, der ignorerer forskelle i klasse, arbejde, husleje og muligheder.
På sangene fra debutalbummet Riot Youth ser det blik ud til at blive endnu bredere. Ugly går efter overforbrugets absurditet og den måde, sociale medier konstant omsætter usikkerhed til nye køb. Pointen hos Chloe Slater er ikke, at hun står udenfor og moraliserer. Tværtimod placerer hun sig selv midt i maskinen. Hun ved godt, at hun også bliver fanget af strømmen af produkter, trends og løfter om hurtig forløsning. Netop derfor får kritikken vægt.
Det er en styrke i hendes sangskrivning, at hun ikke fremstiller sig selv som den, der har gennemskuet alt. Hun skriver indefra. Fra den position, hvor man både kan se manipulationen og stadig falde for den.
Dommedag, kærlighed og et menneskeligt perspektiv
På Mother Nature’s Killing Spree bliver perspektivet større. Her arbejder Chloe Slater med et dystopisk scenarie, hvor naturen slår tilbage mod menneskene. Referencerammen peger mod klassiske dystopier som 1984, Fahrenheit 451 og The Handmaid’s Tale, men sangens styrke ligger i, at den ikke bliver ved idéen alene.
Midt i undergangen placerer hun en kærlighedshistorie. Det greb siger meget om, hvorfor hendes bedste sange fungerer. Hun tager problemer, der er så store, at de næsten bliver følelsesløse i nyhedsstrømmen, og trækker dem ned på et niveau, hvor de igen bliver menneskelige. Ikke mindre alvorlige, men mere mærkbare.
Det gælder også Southern Youth, som er mindre konfrontatorisk, men stadig passer ind i hendes projekt. Her vender hun blikket mod sin opvækst i Bournemouth og den særlige splittelse, der kan opstå, når man forlader sit hjemsted, opfinder sig selv på ny i storbyen og alligevel længes tilbage efter både stedet og den person, man var dengang.
Et debutalbum, der allerede føles aktuelt
Chloe Slater skriver som en kunstner, der er vokset op med globale kriser som konstant baggrundsstøj og med telefonen som det sted, hvor katastrofer, reklamer, memes og identitet flyder sammen. Det er ikke et særligt originalt vilkår for hendes generation – men hun er usædvanligt god til at omsætte det til sange, der både har bid, melodi og et klart blik for de strukturer, der former hverdagen.
Derfor er der også god grund til at holde øje med Riot Youth, som udkommer 9. oktober. Hvis singlerne er retvisende, er det et debutalbum, der ikke bare vil beskrive ungdomslivet, men forsøge at indfange den særlige følelse af at leve midt i sammenbruddet og stadig skulle få et almindeligt følelsesliv til at hænge sammen.
Chloe Slater spiller desuden i Ideal Bar den 29. november – en koncert, der meget vel kan blive første rigtige danske temperaturmåling på, hvor stærkt hendes sange fungerer, når de skal bæres af et rum, et band og et publikum frem for en skærm.