Ash har delt den “langt mistede” sang ‘Bittersweet Blue’, et nummer der stammer fra perioden før trioens debutalbum 1977 og nu først er blevet færdiggjort tre årtier senere. Udgivelsen kommer samtidig med, at bandet markerer 30-års jubilæet for albummet med en genudgivelse og en kommende jubilæumsturné.
Det nordirske band skrev ifølge de tilgængelige oplysninger sangen, før de indspillede 1977, og spillede den live allerede i 1995, da de var support for Therapy?. Den blev også indspillet i en tidlig version i begyndelsen af 1996, men blev aldrig færdiggjort dengang.
Det er i sig selv en ret Ash-agtig historie: et ungdommeligt guitarnummer, som nåede at blive en favorit internt i bandet, men som alligevel gled ud af kataloget, fordi teksten aldrig kom helt på plads. Frontmand Tim Wheeler improviserede efter sigende teksten på scenen, og siden forsvandt sangen mere eller mindre ud af syne.
Et båndmysterium fra Ash-arkivet
Ifølge trommeslager Rick McMurray dukkede ‘Bittersweet Blue’ først op igen, da Ashs bagkatalog blev flyttet og digitaliseret. Her opdagede bandet, at nogle masterbånd manglede. Senere fandt Tim Wheeler ud af, at optagelsen havde været fejlmærket i arkivet.
Det løste dog kun halvdelen af problemet. Det materiale, bandet havde, bestod ifølge McMurray af et brugbart trommespor, bas, nogle rytmeguitarer og en rå vokal – men ikke meget mere. Der manglede blandt andet færdige tekster.
McMurray siger, at Wheeler derefter måtte “get in touch with his teenage self” for at skrive teksten færdig og vække nummeret til live igen. Det er en formulering, der rammer meget godt, hvad der gør projektet interessant: ikke bare endnu en jubilæumsudgivelse, men et konkret forsøg på at færdiggøre et stykke uforløst ungdomsenergi uden at polere det helt væk.
Hvorfor ‘Bittersweet Blue’ giver mening netop nu
Jubilæumsudgivelser kan hurtigt blive rene arkivøvelser, men her er der faktisk noget nyt at komme efter. ‘Bittersweet Blue’ er ikke bare en demo smidt ud for samlernes skyld. Historien peger på et nummer, som havde en reel plads i bandets tidlige livefase, men som faldt mellem sprækkerne, fordi sangskrivningen aldrig blev afsluttet.
Det gør udgivelsen mere interessant end den sædvanlige “deluxe edition”-logik. Ashs bedste sange har altid haft den særlige kombination af fart, melodi og ungdommelig rastløshed, som gjorde 1977 til et af britpop-æraens mest charmerende debutalbum. Når bandet nu henter et nummer frem fra præcis den periode, er det ikke svært at forstå fascinationen.
Samtidig siger det noget om, hvor stærkt et liv et bandkatalog kan få længe efter den oprindelige udgivelse. En fejlmærket optagelse kan ligge gemt i årtier og pludselig blive relevant igen, når et jubilæum tvinger musikerne tilbage i arkivet.
Videoen vender tilbage til begyndelsen
Ash har også udgivet en ny video til ‘Bittersweet Blue’. Ifølge McMurray blev den optaget i det øvelokale, hvor bandet i sine tidlige år spillede sangen første gang. Det er et greb, der kunne have været ren nostalgi, men i denne sammenhæng giver det mening: hele projektet handler om at forbinde den ufærdige 90’er-sang med det band, Ash er i dag.
McMurray kalder selv nummeret “30 years in the making”, og det er svært at være uenig i, at historien i sig selv er stærk. Ikke fordi alt gammelt automatisk bliver bedre med alderen, men fordi der her er tale om en sang, som faktisk har haft et efterliv i bandets egen bevidsthed.
Jubilæumsturné for ‘1977’
Udgivelsen af ‘Bittersweet Blue’ lander op til Ashs 1977-jubilæumsturné i Storbritannien og Europa, som begynder i november. Turnéen følger efter koncerter i Sydøstasien, New Zealand og Australien og afsluttes ifølge de tilgængelige oplysninger med en udsolgt koncert i Roundhouse i London 17. december.
Bandet har i det hele taget været synlige det seneste år. De overraskede blandt andet publikum på Kendal Calling ved at optræde forklædt som et tributeband, og sidste år udgav de en double A-side-single med bidrag fra Graham Coxon fra Blur. Omtrent samtidig gæstede Tim Wheeler også Coldplay på Wembley Stadium, hvor han var med til at spille ‘Clocks’.
Alt det ændrer ikke ved, at det mest interessante her er noget så uprætentiøst som en gammel sang, der endelig har fundet sin form. For bands med en lang historie er arkivet ofte fyldt med halvfærdige idéer, men de færreste fortjener at blive gravet frem. ‘Bittersweet Blue’ virker, ud fra historien bag, som et af de sjældne tilfælde, hvor det faktisk giver mening.
