Der findes musikfilm, som først og fremmest lever af publikums kærlighed til kunstneren i centrum. Sådan er det ikke helt med Everybody Digs Bill Evans. Filmen tager ganske vist afsæt i jazzpianisten Bill Evans og den mytologiske aura omkring hans trio, men det mest interessante opstår, når musikken træder i baggrunden, og familien tager over.
Det gør filmen mere åben for andre end de dedikerede Bill Evans-lyttere – og samtidig en smule drilsk for dem, der forventer en klassisk kunstnerbiografi fuld af musikalske højdepunkter. Der bliver nemlig ikke spillet voldsomt meget jazz undervejs. Til gengæld bliver der skabt et intenst portræt af sorg, afhængighed og familiedynamik.
Village Vanguard hænger over hele filmen
Filmens stærkeste musikalske afsæt er koncerten på Village Vanguard i New York i 1961, hvor Bill Evans’ trio indspillede det materiale, der senere blev til de kanoniserede album Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby. Den koncert står stadig som et af de steder i jazzhistorien, hvor samspil næsten lyder telepatisk.
Netop derfor bliver tragedien efterfølgende så tung. Ti dage senere døde bassist Scott LaFaro i en bilulykke, og filmen kredser om det vakuum, der opstår bagefter. Bill Evans mister ikke bare en nær musikalsk partner, men selve den samtale, trioen byggede på. Det er en stærk idé i filmen, at musikken mellem klaver, bas og trommer fungerede som en levende udveksling – og at tabet derfor ikke kun er personligt, men også kunstnerisk.
Fra jazzfilm til familieportræt
Herfra bevæger Everybody Digs Bill Evans sig væk fra den traditionelle musikfilm. Bill Evans synker ned i heroinmisbrug og følelsesmæssig lammelse, først hos sin bror Harry Jr., siden hos sine forældre i Florida, hvor han forsøger at komme igennem en kold tyrker.
Det er i de rum, filmen for alvor finder sin egen tone. I stedet for at gøre Evans til et konstant ophøjet geni, viser den, hvordan hans tilstedeværelse påvirker en helt almindelig familie, der både vil hjælpe ham og beskytte sig selv mod ham. Det giver filmen en anden tyngde end den sædvanlige rise-and-fall-musikerfortælling.
Der ligger også noget præcist i, at klaveret flere steder nærmest står tavst som et møbel i hjemmet. Musikken er stadig centrum for alt, men den er sat på pause, mens familien forsøger at holde sammen på noget, der allerede er ved at gå i stykker.
Anders Danielsen Lie spiller lavmælt
Norske Anders Danielsen Lie spiller Bill Evans med en tilbageholdt, næsten indadvendt energi. Det klæder rollen. Han forsøger ikke at gøre figuren større end livet, men lader i stedet den indre udmattelse og den kemiske tåge sive ind i spillet. Det er en præstation, der passer godt til en kunstner, hvis musik ofte rummede både elegance og smerte på samme tid.
Men filmen har også den bivirkning, at Evans selv flere steder bliver mindre interessant end menneskene omkring ham. Laurie Metcalf og Bill Pullman giver forældrene Mary og Harry Sr. en jordbundet varme og troværdighed, som næsten trækker filmen over i deres hænder. Barry Ward gør samtidig broren Harry Jr. til mere end bare den stabile modsætning til det plagede geni.
Det er ikke nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er det en del af filmens særkende, at den tør lade bipersonerne fylde. Men det betyder også, at den, der kommer for at se en dybdegående film om Bill Evans som skabende musiker, kan sidde tilbage med følelsen af, at det mest levende foregår i periferien af hovedpersonen.
Sort-hvid æstetik med uro under overfladen
Instruktør Grant Lee, som tidligere stod bag Radiohead-dokumentaren Meeting People Is Easy, giver filmen en visuel form, der passer godt til stoffet. Den sort-hvide fotografering sender tankerne mod gamle jazzomslag og tidens kølige elegance, men udtrykket bliver ikke bare nostalgisk.
Når heroinen tager over, bliver rytmen mere hakkende og fragmenteret. Og når filmen springer frem mod 1970’erne og 1980, brydes den rolige overflade af mere ekspressive billeder. Det greb fungerer bedst, når det føles som en forstyrrelse af filmens egen puls – som om formen selv mister fodfæstet sammen med hovedpersonen.
Det er ikke en film, der vælter sig i musikalske rekonstruktioner eller forklarende biografiske milepæle. Den arbejder mere med stemning, fravær og efterklang. På den måde minder den faktisk om de bedste musikfilm, der forstår, at stilhed og mellemrum kan sige lige så meget som selve tonerne.
Mere interessant som menneskedrama end som jazzfilm
Filmens centrale tanke synes at være, at pausen mellem tonerne kan være lige så vigtig som tonerne selv. Det er en smuk idé, og den bliver også et billede på Bill Evans’ liv i filmen: et ophold, et sammenbrud, et tomrum, hvor både kunsten og familien bliver sat på prøve.
Som jazzfilm er Everybody Digs Bill Evans derfor mindre fyldig, end titlen måske lover. Som familieportræt er den til gengæld både dirrende og foruroligende. Den viser, hvordan genialitet ikke kun skaber stor kunst, men også kan lægge et tungt pres på de mennesker, der står tættest på.
Det er i sidste ende filmens styrke – og dens lille paradoks. Den handler om Bill Evans, men dens mest vedvarende ekko kommer fra dem, der må leve med ham.
