Der er kunstnere, som bruger et debutalbum på at finde sig selv. Og så er der Adéla, der på Prima lyder som en artist, der allerede ved, at hun kan bære næsten alt, hun tager på.
Den 22-årige slovakiske sanger går til sit debutalbum med en selvtillid, der klæder materialet. Allerede på åbningsnummeret ‘KGB’ bliver døren sparket ind med en insisterende house-produktion, hvor hendes østeuropæiske baggrund ikke bare er en fodnote, men en del af hele sangens scenografi og attitude.
Det er i det hele taget et album, der hele tiden skifter lys, tempo og kostume. ‘Nicole Kidman’ bevæger sig ind i et mørkere og mere sløret rum, hvor bassen og de små nervøse beats gør nummeret både tungt og lumsk, mens ‘Boys’ trækker i en mere blank, kropslig poplyd med klare ekkoer af midt-00’ernes produktioner.
Når Prima fungerer bedst, føles de mange stilskift ikke som ubeslutsomhed, men som ren poplyst. Adéla prøver synth-glitter, dunkende klubrytmer, balladeklaver og storladne hooks af med en naturlighed, der gør albummet svært ikke at blive underholdt af.
Personligheden holder sangene oppe
Det stærkeste ved Prima er, at Adéla bliver ved med at være tydelig, også når produktionerne peger i forskellige retninger. På ‘Marijuana’ vokser synthfladerne sig euforiske og farverige, mens ‘Hitachi’ kort efter trækker hende helt tæt på klaveret. På ‘Therapy’ viser hun en mere blød og sårbar side, men uden at give helt slip på den kant, der gør hende interessant.
‘Ain’t In LA’ er et af albummets klare højdepunkter – et storladent popnummer med Balkan-farvet energi og et hook, der sætter sig hurtigt. Den slags sange peger på, hvor stærk Adéla kan være, når hendes flair for attitude, melodier og produktion går op i en højere enhed.
Et stærkt debutalbum uden helt skarp silhuet
Problemet er ikke, at Adéla vil for meget. Tværtimod må en debut gerne lyde som en kunstner, der begejstret trykker på alle knapperne. Men selv om de enkelte sange gennemgående er velproducerede, legesyge og fængende, bliver det sværere at høre, hvorfor netop disse numre skal stå sammen på præcis dette album.
Det efterlader Prima som en debut med masser af personlighed og popinstinkt, men uden den helt klare form, der kunne løfte den fra en samling stærke forsøg til et fuldt helstøbt album.
Til gengæld er det svært at tage øjnene fra Adéla selv. Hun er den røde tråd, også når albummet omkring hende flakker. Og det er i sidste ende et ret godt problem at have på sit første album.
