ADÉLA har allerede haft flere liv som popfigur, før debutalbummet overhovedet er landet. Først kom tv-eksponeringen via Dream Academy i 2023, hvor hun ikke endte i den gruppe, der senere blev til KATSEYE. Siden kom singlerne, hvor hun dyrkede en mere hektisk og skinger hyperpop-energi. Og nu står hun så med Prima, udgivet 4. september 2026 via Capitol Records – et album, der lyder som en kunstner, der bevidst forsøger at flytte sig fra kultfavorit til egentlig popstjerne.
Det er i sig selv interessant, fordi ADÉLA ikke bare jagter hitlisten med blind fart. Prima er snarere et album, hvor hun prøver at finde ud af, hvordan man tager plads i et poplandskab, der allerede er overfyldt af stærke personligheder, nostalgiske referencer og algoritmevenlige hooks. Hun gør det klogt nok ikke ved at lyde som alle de andre.
Fra hyperpop til mere klassisk popgreb
Hvor tidligere udspil havde en mere rastløs og digitalt overstyret energi, er Prima bygget med langt tydeligere sangstrukturer og et mere klassisk popgreb. Det betyder ikke, at ADÉLA er blevet kedelig – tværtimod. Hun lyder mere fokuseret. Albummet trækker tydeligt på 00’ernes store mainstream-pop, klubbeats og teatralske attitude, men uden at det bare bliver cosplay i lavtaljede jeans og gloss.
Det stærkeste eksempel er stadig Ain’t In LA, som allerede har gjort sit arbejde som døråbner. Sangen har den slags umiddelbare, lidt frække popmotor, der peger tilbage mod tidlig Kesha og Bangerz-æraens Miley Cyrus, men den fungerer også, fordi ADÉLA giver den sit eget perspektiv. Det er ikke bare eskapisme og drømmen om Los Angeles. Tværtimod ligger der en mere jordnær idé i nummeret: at man må finde sig selv dér, hvor man faktisk står.
Når attituden bærer albummet
Prima er bedst, når ADÉLA læner sig ind i det kæphøje, legesyge og lettere skamløse. Boys rammer en effektiv blanding af klubpuls og sladder-i-dametoilettet-attitude, mens Marjuana går mere direkte efter den store EDM-flade uden alt for mange dikkedarer. Det er ikke nødvendigvis subtilt, men det behøver det heller ikke være. Pop må gerne være kontant, hvis melodien og fremførelsen holder.
Det gør de ofte her. ADÉLA synger med både bid og kontrol, og man fornemmer en artist, der ikke bare vil levere et image, men også vil sælge sangene med reel fysisk kraft. Hun har den slags vokal, der kan skære igennem et tungt produktionstæppe, og det klæder materialet, at hun ikke lyder bange for at presse stemmen frem, når sangene kræver det.
Albummets måske mest underholdende øjeblik kommer på KGB, hvor hun synger: “I was, like, eight, working the nightshift to learn English / I’m like a spy, I studied this shit, call me the K-G-Bitch”. Det er præcis den slags linje, der enten falder totalt til jorden eller bliver et karaktertræk. Her virker det, fordi ADÉLA leverer den med nok overskud og selvironi til, at man køber præmissen.
Ikke alle spor rammer lige hårdt
Albummet er dog ikke uden svagheder. Nicole Kidman lyder som en idé, der på papiret burde være sjov – en hyldest til ubesværet cool – men nummeret får aldrig helt fat. Tempoet bliver for slæbende, og de tunge horn føles mere som pynt end som noget, der faktisk løfter sangen. Her mister albummet noget af den spændstighed, som ellers gør ADÉLA interessant.
Til gengæld fungerer de mere følsomme øjeblikke bedre, end man måske skulle tro. Hitachi og Therapy skruer ned for bravadoen og giver plads til usikkerhed, hjertesorg og eftertanke. Det er ikke de mest nyskabende balladegreb i moderne pop, men de giver albummet nødvendig dybde og viser, at ADÉLA ikke kun er stærk, når hun blinker frækt til publikum over et hårdt beat.
Et debutalbum med tydelig vilje
Titlen Prima betyder ganske vist “første”, men albummet lyder ikke som et famlende første forsøg. Det lyder som en debut fra en artist, der allerede har forstået, at pop ikke kun handler om at have den rigtige æstetik eller den rigtige TikTok-krog. Det handler også om timing, persona, melodisk disciplin og evnen til at få attitude til at føles som noget mere end staffage.
ADÉLA er ikke i mål med alt på Prima. Der er passager, hvor albummet gerne måtte være skarpere redigeret, og enkelte sange føles mere som markeringer af stil end som fuldt realiserede kompositioner. Men når det virker, virker det virkelig. Og vigtigst af alt: man sidder ikke tilbage med følelsen af at have hørt endnu en generisk debut fra en artist, der er blevet skubbet for hurtigt frem.
Prima er et fængslende første album fra en sanger, der tydeligvis vil ind i poppens hovedrum – og som flere steder lyder, som om hun har tænkt sig at blive siddende, når hun først har fået en stol.
## Kilder
- Anmeldelsen bygger på det oplyste kildemateriale i prompten, herunder albumdetaljer om Prima, udgivelsesdato og pladeselskab.
