A24 har i årevis været et af de mest markante navne i amerikansk film, men selskabet nøjes ikke længere med at sætte sit præg på biograflærredet. Med A24 Music er filmselskabet nu i gang med at udvikle et egentligt pladeselskab, der rækker ud over egne soundtracks og i stedet samler kunstnere, som passer ind i den særlige æstetik, A24 allerede er kendt for.
Det nye skridt er interessant, fordi A24 ikke kommer fra den klassiske major-logik, hvor musik er endnu en forretningsgren i et stort mediekonglomerat. Her føles afsenderen mere samlet. Når A24 signer artister, ligner det ikke bare en udvidelse af kataloget, men et forsøg på at gøre selskabets visuelle og stemningsmæssige univers til en musikalsk platform i sig selv.
Indtil videre peger de første signinger på et label med smag for det skæve, drømmende og let foruroligende – musik, der ikke nødvendigvis jagter hitlisterne, men som til gengæld har en tydelig identitet.
Fra filmlyd til selvstændigt label
A24 Music blev lanceret i 2021 og har først og fremmest været brugt til udgivelser knyttet til selskabets film. Det er i sig selv ikke usædvanligt, at film- og musikforretning hænger sammen, men A24s position gør udviklingen værd at holde øje med. Selskabet har opbygget et brand, hvor musik ikke bare er baggrund, men ofte en central del af oplevelsen omkring filmene.
Det har man kunnet se i både scores, soundtrack-kuratoriske valg og samarbejder med markante musiknavne. A24 har også bevæget sig aktivt mellem de to verdener med musikere på rollelisten og musikprojekter omkring filmene. Det gælder blandt andet arbejdet med den restaurerede udgave af Talking Heads-koncertfilmen Stop Making Sense, som blev fulgt op af et hyldestalbum med nye fortolkninger.
Derfor giver det mening, at næste skridt ikke bare er flere soundtrack-udgivelser, men signinger af artister, der kan stå alene. Spørgsmålet er så, hvilken slags label A24 Music er ved at blive.
De første navne peger mod et klart musikalsk rum
De første kunstnere på labellet tegner et ret tydeligt billede. Engelske Mark William Lewis arbejder i et mørkt, slæbende felt mellem folk, noir og guitarbaseret artrock. Det er musik med masser af luft, skygger og små dramatiske forskydninger – den slags sange, der føles mere som scener end som traditionelle singler.
New York-duoen Ear trækker i en anden retning, men uden at bryde helheden. Deres lyd er elektronisk, men ikke klinisk. Tværtimod er der noget håndholdt og næsten hjemsøgt over de små synthfigurer, de akustiske elementer og den drømmelogik, der præger musikken. Det er pop i opløst form, hvor stemning og tekstur betyder mindst lige så meget som omkvæd.
Senest er Sophia Stel kommet til. Hun er den mest umiddelbart tilgængelige af de tre, men heller ikke her virker A24 interesseret i det strømlinede. Hendes musik blander triphop, alternativ elektropop og en nutidig, autotunet inderlighed, som ligger tættere på den mere kunstnerisk orienterede del af popfeltet end på klassisk radioformat.
Sophia Stel viser, hvor A24 kan ramme bredere
Sophia Stel udgiver ifølge de foreliggende oplysninger debutalbummet The Greatest Album of All Time 16. oktober. Titlen er så overlagt storladen, at den næsten fungerer som forsvarsmekanisme, og i et interview med Vogue har hun forklaret, at den hænger sammen med et ønske om at tvinge selvtilliden frem.
Det passer godt til musikken, som ofte balancerer mellem attitude og sårbarhed. På papiret kan sangtitler og produktioner pege mod noget mere kontant og kluborienteret, men under overfladen ligger der usikkerhed, jalousi og en tydelig følelse af identitet på prøve. Den spænding er præcis den slags dobbelte bund, A24 plejer at være god til at dyrke i film: noget dragende på overfladen, noget mere uroligt nedenunder.
At Stel tidligere har varmet op for Lorde, peger også på, at A24 Music ikke nødvendigvis vil holde sig i den smalle niche. Labellet kan sagtens bevæge sig tættere på et større publikum, så længe kunstnerne stadig har den rette kant og et stærkt visuelt og stemningsmæssigt udtryk.
Et label med kuratorisk værdi
Det mest interessante ved A24 Music er derfor ikke bare, at et succesfuldt filmselskab nu også udgiver musik. Det afgørende er, at A24 ser ud til at bruge sit navn som en form for kvalitetsstempel og kuratorisk ramme. Hvis man følger selskabets film, giver de første musiksigninger næsten intuitivt mening.
Det er ikke svært at forestille sig, at A24 Music kan udvikle sig til et label, hvor lyttere dukker op af samme grund, som publikum følger selskabets film: ikke fordi de ved præcis, hvad de får, men fordi de forventer en bestemt standard for smag, atmosfære og kunstnerisk retning.
Det er stadig tidligt, og tre artister er ikke nok til at definere et pladeselskab endeligt. Men begyndelsen er skarp. Mark William Lewis, Ear og Sophia Stel peger mod et hyper-kurateret indie-label, der hellere vil bygge et univers end jagte volumen. Hvis A24 kan holde niveauet i de næste signinger, kan A24 Music blive mere end en sidegren. Det kan blive et af de mere interessante nye navne i den alternative musikverden.
Mark William Lewis spiller i Pumpehuset 22. oktober, mens Sophia Stels debutalbum efter planen udkommer 16. oktober.
