Helena Gao har allerede bevæget sig i flere musikalske verdener på én gang, men lige nu er det især historien om hendes virale kinesiske gennembrud, der gør hende svær at komme uden om. Tidligere i år fik sangen Lao Shi fart på Douyin – den kinesiske version af TikTok – og reaktionerne var så voldsomme, at nummeret ifølge Helena Gao selv blev fjernet fra visse kinesiske streamingtjenester.
Det er i sig selv en bemærkelsesværdig historie for en dansk artist med undergrundsprofil. Endnu mere interessant bliver den af, at Gao ikke har trukket følehornene til sig på den nye EP Gao Dan Dan. Tværtimod virker udgivelsen som en bevidst videreførelse af det spændingsfelt, hun allerede har ramt: kinesisk popæstetik, klubvenlig synth-sødme og en langt mere direkte seksuel tone, end man normalt forbinder med poleret C-pop.
Et viralt hit med en kontrovers indbygget
Kernen i sagen er Lao Shi, hvor omkvædet kredser om linjen om læreren, der skal lære jeg-fortælleren at elske. Ifølge den oprindelige omtale blev sangen af nogle lyttere læst som en romantisering af seksuelle relationer mellem lærer og elev. Den slags er selvfølgelig brandfarligt stof på en platform som Douyin, hvor virale hits hurtigt bliver revet ud af deres oprindelige kunstneriske sammenhæng og gjort til kulturelle debatobjekter.
Det er værd at hæfte sig ved, at kontroversen ikke bare handler om tekst. Den handler også om koder. Helena Gao arbejder i et felt, hvor flirt, ironi, rolleleg og popæstetik glider ind over hinanden. Når det møder et kinesisk publikum med andre kulturelle og sproglige læsninger, kan en sang pludselig skifte karakter fra fræk pop til offentlig skandale.
EP’en presser videre i samme retning
På Gao Dan Dan lyder Helena Gao ikke som en artist, der er blevet skræmt til forsigtighed. Tværtimod fortsætter hun med at dyrke den blanding, der gør projektet særligt. Der er en næsten sukkerblank, synth-boblende lethed i produktionerne, men under overfladen ligger en mere udfordrende energi.
Det gælder også på Lao Wai, hvor hun leger med forestillingen om den fremmede og det eksotiske med en direktehed, som både er popsmart og provokerende. Det er den slags sangskrivning, der kan virke ubesværet ved første lyt, men som faktisk er ret præcis i sin brug af identitet, begær og kulturelle markører.
Det er også her, Helena Gao skiller sig ud fra meget anden dansk alternativ pop. Hun bruger ikke bare internationale referencer som pynt. Hun bygger selve sangenes spænding op omkring dem.
En dansk artist med et usædvanligt udsyn
Helena Gao er for nogle stadig et navn fra den danske undergrund, men hun er ikke nogen isoleret nichefigur. Hun er også blevet omtalt som Grammy-nomineret samarbejdspartner med Zara Larsson, og den slags placerer hende i et andet kredsløb end den klassiske gør-det-selv-popartist, der kun eksisterer i små lokale miljøer.
Det gør historien om Gao Dan Dan mere interessant end endnu en anbefaling af en lovende dansk EP. Her er tale om en artist, der tydeligvis kan operere på tværs af markeder, sprog og poptraditioner – og som samtidig tør arbejde med materiale, der ikke nødvendigvis glider smertefrit ned alle steder.
Det er i øvrigt en kvalitet, man som lytter hurtigt mærker. Sangene virker ikke konstrueret for at passe ind i én bestemt branchefortælling om, hvad dansk pop skal være i 2020’erne. De føles snarere som resultatet af en artist, der har fundet en særpræget kombination og insisterer på den.
Derfor er historien værd at følge nu
Der udkommer konstant ny dansk pop, men det er sjældent, at en dansk artist står med en historie, der både rummer viral platformskultur, international kulturkollision og et reelt musikalsk særpræg. Helena Gao er interessant netop nu, fordi hendes nye EP ikke bare følger op på opmærksomheden – den giver den form.
Hvis Lao Shi kun havde været et enkeltstående viralt tilfælde, var det én ting. Men Gao Dan Dan peger på, at der er en tydelig kunstnerisk idé bag. Den sødmefulde overflade er ikke uskyldig, og provokationen er ikke bare et stunt. Det er popmusik, der forstår, hvor effektivt det kan være at lyde let, mens man skubber til noget tungere nedenunder.
Det er ikke sikkert, at alle vil købe præmissen. Nogle vil høre det som smart, stiliseret nichepop. Andre vil høre en artist, der har fat i en sjælden kombination af hook, attitude og kulturel friktion. Men netop den uenighed er en del af pointen. Helena Gao laver ikke musik, der bare skal passere pænt gennem feedet.
Og i en tid, hvor så meget pop er designet til at være øjeblikkeligt forståeligt og ufarligt delbart, er det faktisk ret forfriskende.
