Der er noget ret overbevisende ved Ella Augusta, når hun synger om den fase i livet, hvor alting føles midlertidigt, intenst og en smule ude af balance. På debutalbummet Lilla skriver den 20-årige sanger fra et sted mellem teenageværelset og voksenlivet, og det er netop dér, pladen har sin styrke.
Problemet er bare, at musikken omkring hende alt for ofte opfører sig pænere end teksterne. Det gør Lilla til et troværdigt og talentfuldt debutalbum, men også til en udgivelse, der flere steder lyder, som om den holder lidt for hårdt fast i gelænderet.
Stærk sangskrivning uden ungdomsromantik
Ella Augusta er bedst, når hun ikke oversælger sine følelser. Hun skriver ikke ungdommen som et stort manifest, men som små præcise forskydninger i selvforståelsen. På ‘Misforstået’ rammer hun social usikkerhed med den enkle linje: “Hvis jeg ikke siger noget, så bliver jeg ikke misforstået”. Det er godt set, fordi det ikke prøver at være klogere end følelsen selv.
Det samme gælder ‘ADHD’, som fungerer som en varm og usentimental håndsrækning til dem, der oplever sig selv som for utålmodige, kaotiske eller besværlige til de rammer, de står i. Her er ingen efterrationaliseret voksenafstand. Sangene står stadig midt i forvirringen, og det klæder albummet.
En stemme, der kan bære mere modspil
Vokalen er en af pladens klare styrker. Ella Augusta synger med en småhæst lethed, der både kan lyde nærværende og næsten vægtløs. På ‘Lidt for sjældent’ trækker hun fraseringerne op i det lyse register med fin kontrol, og på ‘Larsensvej’ bærer stemmen den filmiske kærlighedssang med en ro, der gør indtryk.
Der er også velvalgte møder undervejs. Chris Burton giver ‘En mildest talt elendig samtale’ en bevidst skæv friktion, mens Ida Laurberg på ‘Bedre held næste gang’ tilfører mere fylde og tyngde til Augustas skrøbeligere udtryk.
Når arrangementerne bliver for høflige
Det frustrerende ved Lilla er, at produktionen så sjældent tør udfordre sangene. Klaver, varme guitarer, velafmålte trommer og smagfulde strygere er i sig selv ikke et problem. Intimiteten klæder faktisk Ella Augusta rigtig godt. Men når flere sange pakkes ind i beslægtede bløde arrangementer, begynder konturerne at flyde sammen.
Det gælder især i stræk som ‘Prøveperiode’, ‘Aarhussangen’ og ‘Minder om mig’, hvor man savner en skæv detalje, en mere risikovillig lyd eller bare lidt mere ruhed i overfladen. Ikke større armbevægelser for armbevægelsernes skyld, men noget der kan spejle den uro, teksterne faktisk beskriver.
Derfor er det også sigende, at et af albummets bedste øjeblikke kommer, når produktionen kort mister kontrollen. Mod slutningen af ‘Mere end klar til at tilgive’ smuldrer lydbilledet en smule, vokalen får mere ekko, og sangen åbner sig pludselig på en måde, resten af albummet godt måtte have lært noget af.
Lilla bekræfter, at Ella Augusta allerede er en sangskriver med usædvanlig sikkerhed i det følelsesmæssige håndværk. Hun kan gøre store følelser konkrete uden at gøre dem banale, og det er ikke nogen lille kvalitet på et debutalbum. Netop derfor må musikken omkring hende også gerne blive mindre velopdragen næste gang.
