Cara Delevingne har sat dato på sit debutalbum. Not Normal udkommer 25. september, og de første fire singler tegner et meget klart billede af, hvilken musikalsk bane modellen og skuespilleren vil ind på: alternativ pop med støj, artpop-detaljer, skæve produktioner og tydelig fornemmelse for, hvad der rører sig i den mere smagssikre ende af poplandskabet.
Det er på papiret svært at indvende ret meget mod projektet. Tværtimod. Delevingne har allerede udsendt sangene ‘I Forgot’, ‘Out of My Head’, ‘Need It’ og ‘Crazy, Baby’, og bag musikken står folk med reel tyngde i nyere alternativ pop og rock. Derfor er det også mere interessant, at hendes musik netop nu fremkalder en anden slags reaktion end den sædvanlige begejstring over en kendt skuespiller, der overrasker positivt som musiker.
For problemet er ikke, at Cara Delevingne lyder amatøragtig. Problemet er snarere, at hun lyder næsten for præcist placeret i tiden.
Et debutprojekt med stærke forbindelser
Delevingne kommer ikke helt uforberedt ind i musikken. Før hun begyndte at udgive under eget navn, har hun ifølge kildematerialet medvirket som korvokalist på St. Vincents Masseduction, Fiona Apples Fetch the Bolt Cutters og Dijons Baby. Det er ikke småting at have i bagagen, hvis man vil signalere musikalsk seriøsitet.
Dertil kommer samarbejdet med producer BJ Burton, som mange vil kende fra Charli XCX’s How I’m Feeling Now og Lows sene, stærkt forvrængede albumfase med Double Negative og Hey, What. Det er altså ikke et tilfældigt celebrity-sideprojekt, der er blevet samlet over et par skrivecamps. De navne peger på et projekt, der bevidst søger ind i et felt, hvor lyd, tekstur og æstetisk positionering betyder næsten lige så meget som klassisk hitpotentiale.
Singlerne peger mod et meget bevidst lydunivers
Det kan også høres. ‘I Forgot’ arbejder med brutale støjlag i omkvædet og en kontrast mellem mere melodiske passager og hårdere udbrud, som leder tankerne mod både Low og den metalfarvede popæstetik, Poppy har gjort til sit eget felt.
‘Out of My Head’ beskrives i kildematerialet som digitalt knitrende artpop med klubbede beats og et ekstatisk omkvæd, mens ‘Need It’ – med Fiona Apple som medsangskriver – bevæger sig i et mere foruroligende og sødmefuldt rum. Den nyeste single, ‘Crazy, Baby’, placerer sig ifølge samme beskrivelse i et alternativt poprock-univers med psykedelisk kant og en guitarvildskab, der sender tankerne mod St. Vincent.
Det er med andre ord musik, der meget tydeligt taler til lyttere, som følger med i den del af popmusikken, hvor Charli XCX, Caroline Polachek, Grimes, Magdalena Bay og St. Vincent fungerer som pejlemærker. Det er ikke bare pop. Det er kurateret pop med referencebiblioteket i orden.
Når smag bliver en del af problemet
Netop derfor opstår den interessante spænding omkring Cara Delevingnes musik. For meget tyder på, at projektet rammer en lyd, som mange musiknørder allerede er disponeret for at kunne lide. Sangene er bygget af elementer, der i forvejen har høj kulturel kurs i den alternative popoffentlighed: støj som effekt, glitch som tekstur, artpop som identitetsmarkør og samarbejdspartnere, der signalerer kvalitet længe før man har taget stilling til selve sangene.
Det er ikke det samme som, at musikken er dårlig. Tværtimod lyder det gennemført, velproduceret og bevidst. Men der kan godt opstå en følelse af, at projektet er så præcist designet til at passe ind i samtidens smag, at det næsten bliver svært at mærke friktionen, risikoen eller nødvendigheden bag.
Det er en interessant udfordring, fordi popmusik ellers ofte lever fint uden forestillinger om autenticitet. Pop har altid været fuld af roller, masker, iscenesættelse og kalkulerede greb. David Bowie, Madonna og Lana Del Rey er oplagte eksempler på kunstnere, der netop har gjort identitet til noget flydende og performativt uden at miste kunstnerisk tyngde af den grund.
Men når Cara Delevingnes singler samler så mange af tidens rigtige lyde på ét sted, kan det for nogle lyttere udløse en anden tvivl: Ikke om hun må lave musik, men om musikken føles som et egentligt kunstnerisk behov eller som et ekstremt velinformeret moodboard.
Skuespillere som musikere er ikke problemet
Det er værd at skille tingene ad. Skepsissen handler ikke nødvendigvis om, at Delevingne kommer fra mode og film. Historien er fuld af skuespillere, der har lavet overbevisende musik, og i mange tilfælde giver det god mening. Sang kræver fortolkning, timing, karakter og nærvær – egenskaber skuespillere ofte allerede arbejder med.
Derfor er det heller ikke hendes baggrund i sig selv, der gør projektet interessant at diskutere. Det interessante er snarere, hvordan hendes musik allerede fra første bølge af singler fremstår så æstetisk velorienteret, at den næsten inviterer til mistanke. Ikke fordi den mangler håndværk, men fordi den virker så perfekt afstemt efter et bestemt segment af lyttere.
Nu skal albummet afgøre, om sangene er mere end summen af deres referencer
Det er i sidste ende debutalbummet, der skal afgøre, om Cara Delevingne står med et reelt kunstnerisk gennembrud eller med et projekt, der først og fremmest imponerer ved sin smag. Singler kan sagtens fungere som visitkort, men et album skal kunne skabe sit eget indre rum og mere end blot pege på, hvilke andre kunstnere man har lyttet til.
Not Normal udkommer 25. september. Hvis albummet kan samle de mange stærke referencer til noget, der føles som mere end en veludført collage, kan Cara Delevingne meget vel overbevise de skeptiske lyttere. Hvis ikke, vil hun stå tilbage med et debutprojekt, der lyder rigtigt på næsten alle parametre – men stadig efterlader den nagende fornemmelse af, at noget mangler.
