Andreas Odbjerg har fået Medina med på ‘Den forbandede kærlighed’, og på papiret ligner det et samarbejde, der næsten ikke kan mislykkes. Han har de senere år vist sig som en af dansk pops mest sikre melodikere, og hun har stadig en helt særlig evne til at få selv en enkel linje til at lyde, som om den kommer med følelsesmæssig bagage. Derfor er det også svært ikke at høre singlen som en lidt for forsigtig forløsning af en ellers oplagt idé.
For emnet er jo lige præcis Medinas hjemmebane. Få danske popnavne har skrevet så slidstærkt om kærlighedens sammenbrud, besættelse og efterdønninger som på ‘Kun for mig’, ‘Vi to’, ‘Kl. 10’ og ‘Jalousi’. Når hun træder ind i en sang med titlen ‘Den forbandede kærlighed’, forventer man næsten automatisk, at der kommer friktion, desperation eller bare en smule følelsesmæssig risiko med i købet.
En strandbar-sang om et tungt emne
Det gør der kun delvist. Musikalsk er sangen let på tå, varm i farverne og drevet af en funkfarvet rytmik, der giver nummeret en ubesværet, næsten ferievenlig fremdrift. Det er velspillet og umiddelbart charmerende, men også lidt af sangens problem. Arrangementet lægger sig så komfortabelt til rette, at titlens forbandelse aldrig for alvor får lov at sætte sig i kroppen.
Det samme gælder teksten. Odbjerg kredser om kærligheden som idé mere end som konkret erfaring. Der er ikke mange billeder, detaljer eller situationer, der åbner sangen og gør den specifik. Resultatet bliver, at ‘Den forbandede kærlighed’ beskriver følelsen på afstand i stedet for at trække lytteren helt ind i den.
Det er ikke det samme som, at sangen er dårlig. Tværtimod er den både velproduceret og nem at holde af ved første gennemlytning. Melodien glider, vokalerne klæder hinanden, og nummeret har den slags ubesværede popflow, som Andreas Odbjerg sjældent misser. Men netop fordi håndværket er på plads, bliver det også tydeligere, hvad der mangler.
Medina er ikke i sig selv nok
Der har efterhånden været flere danske popsange, hvor Medina nærmest behandles som en garanti for tyngde. Man forstår godt fristelsen. Hendes stemme bærer stadig den dér indbyggede melankoli, som kan give selv en enkel popkonstruktion ekstra dybde. Men et gæstevers fra Medina gør ikke automatisk en sang stor, hvis materialet omkring hende ikke tør gå hele vejen.
Det er også det, der gør ‘Den forbandede kærlighed’ til en forspildt mulighed snarere end en decideret skuffelse. Den fungerer fint som radiovenlig duet og som endnu et bevis på, at Andreas Odbjerg har styr på den lette, organiske popbevægelse. Men når man samler to kunstnere, der begge har vist, at de kan ramme noget langt mere menneskeligt og hudløst, er fint simpelthen ikke helt nok.
Man sidder tilbage med en sang, der lyder godt, men som burde have ramt hårdere. Ikke nødvendigvis mørkere eller større. Bare mere præcist. Mere sårbart. Mere villigt til at lade den forbandede kærlighed være andet og mere end en flot titel.
https://open.spotify.com/artist/4P0f2PviwRnr0yScQ2esR5
