Der findes kunstnere, hvor seks års tavshed næsten automatisk bliver læst som et stort kunstnerisk manifest. Phoebe Bridgers har nu selv gjort forklaringen langt mindre højtidelig. Under et lytteevent for det nye album Lost Weekend fortalte hun, at pausen efter Punisher i høj grad handlede om udsættelser, aflyst studietid og et nødvendigt frikvarter.
Ifølge NME kom forklaringen under en Q&A ved et lyttearrangement på en rulleskøjtebane i Los Angeles, hvor Bridgers og omkring 200 fans hørte albummet, mens de skøjtede rundt. Det lyder som en lidt absurd ramme om hendes ofte sørgmodige sangskrivning, men det passer egentlig meget godt til hendes tørre humor. Hun sagde selv, at hun syntes, det kunne være interessant at høre triste, langsomme sange på rulleskøjter.
Da en fan spurgte ind til de seks år mellem Punisher fra 2020 og Lost Weekend, svarede Bridgers, at hun “really wanted to make something” men blev ved med at booke studietid og udskyde den igen. Til sidst valgte hun at tage seks måneders fri, før hun vendte tilbage til arbejdet. “So this album took forever. Which is awesome”, lød det ifølge NME.
En mindre romantisk forklaring end myten om det svære album
Det interessante ved Bridgers’ forklaring er netop, hvor lidt den forsøger at gøre ventetiden større end den er. I pop- og rockhistorien bliver lange pauser ofte pakket ind i fortællinger om perfektionisme, kreative kriser eller store kunstneriske gennembrud. Her lyder det snarere som noget, de fleste kan genkende: Man vil gerne i gang, men kommer ikke rigtigt i gang.
Det gør ikke nødvendigvis Lost Weekend mindre interessant. Tværtimod. Bridgers har siden Punisher været en af de mest toneangivende sangskrivere i sin generation, både som soloartist og gennem samarbejder, gæsteoptrædener og boygenius. Når en kunstner med så stærk en profil ikke bare leverer en hurtig opfølger, men i stedet lader tiden gå, sætter det naturligt ekstra vægt bag det album, der endelig lander.
Ventetiden har ændret forventningerne
Bridgers understregede også, at den lange pause ikke var idealet. “I loved not everything about being away”, sagde hun ifølge NME. Det er en lille, men sigende formulering. For selv om fravær kan bygge myter, kan det også skabe et pres, som især rammer kunstnere, der allerede er blevet gjort til generationsstemmer, længe før de selv er færdige med at finde næste skridt.
Netop derfor er forklaringen værd at hæfte sig ved. Ikke fordi den er dramatisk, men fordi den afmystificerer processen. Nogle gange tager et album seks år, ikke fordi kunstneren sidder i et mørkt studie og former et mesterværk i hemmelighed, men fordi arbejdet hakker, livet kommer i vejen, og timingen først falder på plads senere.
Og hvis man skal dømme efter modtagelsen, har ventetiden ikke skadet albummets tyngde. Tværtimod har den givet Lost Weekend en særlig vægt som opfølger til et album, der allerede står som et af 2020’ernes mest definerende singer-songwriter-udspil.
