Sophia Stel står med månedens mest opsigtsvækkende albumanbefaling. Ifølge kildeteksten lever den canadiske sangskriver fuldt ud op til forventningerne på debutalbummet The Greatest Album of All Time, som samtidig fremhæves som en genistreg for A24 Music.
Titlen lover med et glimt i øjet mere, end noget album realistisk kan indfri, men pointen i kilden er klar: Pladen er ikke ligefrem “det bedste album nogensinde”, men den beskrives som virkelig, virkelig god. Det er især blandingen af SoundCloud-rap, triphop og underspillet, småpsykedelisk autotune-pop, der gør Sophia Stel til månedens mest markante navn.
Sophia Stel gør A24 Music interessant med det samme
Der ligger en reel risiko i, at et filmselskab med så stærk en identitet som A24 også vil være pladeselskab. Netop derfor er vurderingen af Sophia Stel så interessant: signingen fremstilles ikke bare som lovende, men som en genistreg.
Kilden peger især på nummeret Power som albummets højdepunkt. Sangen beskrives som zigzaggende og udstyret med en guitar, der leder tankerne mod Daft Punks Aerodynamics-agtig guitar, mens linjen “I’m just a girl but I’m the man” bruges som eksempel på den attitude, der driver albummet frem. Det er en præcis forklaring på, hvorfor pladen skiller sig ud: ikke kun fordi den er stilbevidst, men fordi den samler flere internetfødte og alternative udtryk i noget, der føles gennemført.
Syl og Fontaines D.C. går hver sin vej ud i mørket
Blandt de øvrige album skiller Syls TL;DR sig ud som en dansk udgivelse med både voldsomhed og idé. Hardcore-bandet får ifølge kilden selskab af gæster som Østen, Karoline Funder og Sivas på et konceptalbum, der beskrives som både spiddende og genrebrydende.
Det afgørende i vurderingen er dog ikke kun aggressionen. Kilden fremhæver, at der midt i magtkritikken også findes en morale om verdensvendthed, og at albummet gradvist åbner sig mod noget ægte. Den detalje gør TL;DR mere interessant end endnu en hård plade for hårdhedens skyld. Sårbarheden nævnes direkte som en kvalitet.
Fontaines D.C. har samtidig Dopamine Chamber, beskrevet som det irske bands femte album og som en plade, hvor de lyder mere obskure – og mere inderlige – end før. Ifølge kilden undgår bandet at gentage sig selv, selv om substansen indimellem fortoner sig mellem synthesizere og lydtapeter. Konklusionen er alligevel positiv: albummet er et spændende trip.
Kwamie Liv og Fine leverer to meget forskellige former for nærvær
Kwamie Livs Yesterday for Tomorrow fremhæves som hendes første album siden debuten for otte år siden, og timingen beskrives som ideel. Kilden lægger vægt på den intime, folk-influerede sangskrivning og en varm, porøs vokal, der er en lise midt i den tiltagende efterårskulde.
Det er især den langsomme udfoldelse i sangene, der bærer beskrivelsen. Højdepunktet Delicate nævnes som et nummer, hvis titel nærmest opsummerer hele albummets væsen. Samtidig peger citatet “Let me lay here beside you / ’Til the sun starts to sing” på, at pladen ikke bliver hængende i melankolien, men også rummer et forsigtigt håb.
Fine får i samme oversigt en af de mest markante blåstemplinger. Jazz Dreams kaldes et hovedværk fra Københavns alternative musikscene, hvor drøm og virkelighed smelter sammen. Kilden beskriver albummet som en mystisk collage fuld af finurligheder, kølig attitude og dragende sange. Det er en karakteristik, der peger på et album, som ikke nødvendigvis giver sig væk med det samme, men som til gengæld har sit helt eget rum.
Noah Carter, Cameron Winter og Østen holder niveauet højt
Noah Carter er også med blandt månedens stærkeste udgivelser med Noahs ark II. Pointen i kilden er, at albummet måske ikke bygger den titulære ark radikalt om, men at det ikke behøver være et problem, når niveauet er så højt. Tværtimod fremstilles det som en styrke, at han kender sin formel og får den til at fungere.
Cameron Winters Live at Carnegie Hall beskrives som et bevidst forsøg på selvmytologisering, men også som et, der meget vel kan lykkes. Kilden fremhæver Geese-frontmanden som et singulært talent med en unikt ekspressiv vokal og magnetisk tilstedeværelse. At han alene ledsages af sit eget klaverspil, gør vurderingen endnu mere præcis: her er fokus på sangskriveren og performeren uden filter.
Østens Når vi taler om solen er et dramatisk og indadskuende popalbum, hvor fængende melodier møder flossede følelser. Ifølge kilden handler albummet mindre om opgør end om et forsøg på at vælge glæden, selv om følelsen af ro og fuldkommenhed stadig kan være svær at finde.
Hvis der skal vælges ét album som månedens klare samtaleemne, er det Sophia Stels debut. Ikke fordi titlen skal tages bogstaveligt.
